Sponseret indhold

Vi vil skabe nye standarder for intelligente bygninger

Hvis man leder efter effektiviseringer, der batter noget – også i det store miljøregnskab – så skal man kigge på erhvervsbygninger, mener Atea, der er i gang med at bygge en cloud-løsning, der skal gøre vore bygninger mere intelligente.

Af TECH RELATIONS for ATEA
Peter Noe-Nygaard er programdirektør for intelligente bygninger og leder til hverdag Ateas arbejde med at udvikle helt nye cloudsystemer. Illustration: Jeppe Carlsen

»En fabriksejer skal ikke ringe til 37 forskellige firmaer, der står for alt fra ventilation til adgangskontrol og netværk. Det giver ingen mening,« slår Peter Noe-Nygaard fast.

Han er programdirektør for intelligente bygninger hos Atea, og arbejder sammen med et hold kollegaer i på et fokusområde, som Atea kalder intelligente bygninger. Formålet er at give kunderne overblik og hjælpe dem i dagligdagen.
»Vi skal ikke bare samle data til kunden. Vi skal gøre overblikket brugbart for medarbejderen. Vi skal ikke fixe ventilationsanlæg – vi skal forstå kundens forretningsmodel,« siger Peter Noe-Nygaard.

Langt fra data til intelligent overblik

Til hverdag leder Peter Noe-Nygaard Ateas arbejde med at udvikle helt nye cloudsystemer, der bl.a. samler IoT-data fra bygninger, så man kan skabe overblik på tværs af sine bygninger.

»Målet er at lave et framework til at samle data fra relevante datakilder i én samlet platform. Vi skal kunne hente data - både fra FM-systemer (Facility Management Systemer) og CTS-anlæg (Central Tilstands Styring) – men vi vil også inddrage vejrdata, adgangskontrol, bygningens udnyttelsesgrader og f.eks. kameraanalyser,« siger Peter Noe-Nygaard.

Det er ikke noget man bare gør

»En af de store udfordringer er at få nogle helt banale principper på plads i form af data-standarder, hvilket er forudsætningen for at sammenkøre data.«

Han forklarer, at mange af Ateas store virksomhedskunder har strategier for alt fra vand, el og varme til CO2-forbrug. Men udfordringen er, at der ofte er tale om punktløsninger, der godt nok giver viden om en bestemt problemstilling, men ikke kæder den viden sammen med brugen af resten af bygningen som i en intelligent løsning.

”Med data fra et CTS-anlæg der styrer varme- og ventilationsanlæg, kan vi godt få overblik over forbruget. Men hvis vi også har koblet viden på om alderen og belastningen på de forskellige dele i anlægget, så kan vi også forudsige, hvornår et filter skal skiftes ud, så vi får en langt billigere drift, og dermed undgår unødige omkostninger” forklarer Peter Noe-Nygaard.

Han fortæller, at Atea derfor er begyndt at udvikle digitale bygningssimuleringer, så man kan benchmarke en bygning op mod andre og samtidigt træne algoritmer til at forudse, hvordan en bygning vil performe.

»Det giver os en unik mulighed for at evaluere, om de forbedringer vi laver på en bygning, også har den ønskede effekt.«

Dyrt med halvtomme bygninger

Det seneste år har gjort det tydeligt for ham, at der kan være endnu større besparelser på spil, hvis man ser på de helt store linjer, og det er jagten på de gevinster, der driver ham i hverdagen.

»Coronaen har lært os, at folk gerne vil arbejde hjemme en del af tiden, fordi de får arbejdsro, sparer pendlertid og får et mere fleksibelt arbejdsliv, og der er flere undersøgelser der viser, at 30 % af arbejdspladserne i almindelige kontorbyggerier står tomme.«

De halvtomme kontorer rummer en oplagt mulighed.

»Når vi energioptimerer en bygning, kan vi selvfølgelig spare en del penge. Men rent økonomisk er vi oppe i en helt anden størrelsesorden, hvis man lægger en besparelse på 30 % på de dyre erhvervs-kvadratmeter oveni, blot ved at flytte lidt tættere sammen,« siger Peter Noe-Nygaard.

Han understreger, at det ikke er en simpel formel, hvor man bare indfører to hjemmearbejdsdage om ugen og så sparer en tredjedel af huslejen.

»Det skal være mere gennemtænkt, og man er i høj grad nødt til at tage medarbejderne med på råd, før man kan høste gevinsten,« siger Peter Noe-Nygaard.

Skal tage chancer - uden at kende svaret

Peter Noe-Nygaard har tidligere i sin karriere oplevet på egen krop, hvad der sker med en virksomhed, hvis den ignorerer fremtiden.

Illustration: Jeppe Carlsen

For ca. 15 år siden arbejdede han som salgschef hos et firma, der oprindeligt producerede VHS-bånd og siden skiftede til at levere CD’er og DVD’er.

»Det gik ganske godt – lige indtil den dag Steve Jobs gik på scenen og præsenterede iPod’en på markedet og fjernede DVD-drevet fra Apples computere. Filmbranchen sagde ganske vist, at man ikke kunne streame film via nettet, men så gik der to år, og så levede vi i en ny verden.«

For Peter Noe-Nygaard har det siden været en reminder om, hvad der kan ske, hvis man kun satser på den teknologi man kan se foran sig.

»Man skal turde investere i projekter, hvor man ikke kender hele svaret på forhånd – som med intelligente bygninger, hvor vi udover det kendte også opfinder løsninger og standarder undervejs. Det er også det, der gør det sjovt at arbejde for Atea,« siger Peter Noe-Nygaard.