Artiklen er sponseret af Private Ingeniører - Pi.

Private Ingeniører - Pi: Drømmen brast

15. oktober 2019 kl. 09:50
Private Ingeniører - Pi: Drømmen brast
Illustration: IDA.
Et af guldæggene i dansk softwareudvikling, firmaet Christian Rovsing, gik ned, før verden havde hørt om it-bobler og internet. Cay Holst var en af dem, der fik lov at være med.

Hvis ikke, firmaet var lukket, ville jeg nok nærmest være der stadig.« Så begejstret er den 77-årige stærkstrømsingeniør Cay Holst, når man spørger ham om hans karrieres højdepunkt.

Cay Holst

Illustration: IDA.

Alder: 77 år
Arbejdssted: Pensioneret
Familieforhold: Gift, to voksne børn, tre børnebørn
Bopæl: Solrød
Uddannelsessted og -år: Stærkstrømsingeniør, Københavns Teknikum, 1967

Firmaet, som han var med til at lukke for snart 35 år siden, var Christian Rovsing A/S – et af landets dengang førende softwarefirmaer.

»Vi var omkring 600 ansatte ingeniører, og det var de dygtigste folk, for det var der, udviklingen foregik. Det var et meget spændende sted at komme. Hver eneste dag,« siger Cay Holst.

Nato og Nasa

Kigger man på Christian Rovsings kundeliste, får man et indtryk af en absolut sværvægter inden for det, der i 1970’erne og 1980’erne blev kaldt EDB. Cay Holst var selv involveret i en leverance til Air Canada, men herudover var Nato, Nasa og det senere Nets blandt aftagerne af firmaets software- og hardwareløsninger. Desuden lavede firmaet blandt andet en danskproduceret computer.

Det var egentlig en tilfældighed, der førte Cay Holst ind i sit drømmejob. Oprindeligt var han elektromekaniker, men læste videre og blev stærkstrømsingeniør, hvorefter han fik ansættelse i kranfirmaet H. Nielsen & Søn.

»Ved siden af mit arbejde læste jeg datalogi, fordi jeg mente, at stærkstrøm og datalogi passede godt sammen,« siger Cay Holst, der sidst i 1970’erne røg ud i en ledighedsperiode og søgte hjælp hos sin a-kasse.

A-kassen fik øje på Cay Holsts datalogi-kompetencer og skaffede ham ind på den attraktive arbejdsplads i Ballerup.

»Det var så spændende et sted, at det trak folk langvejs fra. Vi elskede at komme der, og det var helt normalt, at man blev til sent om aftenen, simpelthen fordi ånden var så god og opgaverne var så spændende,« siger Cay Holst.

Tilbage til strøm

Eventyret i Christian Rovsing A/S sluttede med konkurs i 1984, og herefter skiftede Cay Holst spor og gik tilbage til sin faglighed som stærkstrømsingeniør. Efterhånden, som han blev ældre, involverede han sig mere og mere i IDA.

»Man udvikler sig som menneske, men også som ingeniør, når man er aktiv i IDA. Man får et lidt andet syn på tingene: Man bliver mindre ensporet fagligt,« siger han.

Cay Holst er selv gået på pension, men holder fast i IDA, hvor det faglige arbejde stadig fylder en hel del i hans hverdag.

»Det er en stor tilfredsstillelse at møde og diskutere med dygtige folk i IDA. At præge udviklingen i en fornuftig retning,« siger han.

Cay Holst er listefører for Private Ingeniører - PI.

»Da vi dannede listen, blev der ikke lavet så meget for de privatansatte ingeniører. Det var helt galt, for der er jo omkring 80 procent af medlemmerne, der er ansat i det private,« siger han.
De privatansattes indflydelse og trivsel er fortsat listens og Cay Holsts vigtigste mærkesag.

STEMMER FRA IDA

IDA har 13 forskellige politiske fællesskaber, hvor medlemmer kan få indflydelse.

Næste valg til IDAs repræsentantskab er i foråret 2022, hvor også IDAs formand og Hovedbestyrelse bliver valgt.

Op til da bringer vi løbende interview og debatindlæg med aktive medlemmer fra IDAs politiske lister.

Læs mere her

Debatten er slået fra på dette indhold