Hvis der er noget Director, R&D Software & Projects, Kenneth Jessen afskyr, så er det at yde en dårlig kundeservice.
Derfor blev han med egne ord godt og grundigt frustreret, hver gang bare én LINAK-kunde opdagede en fejl i et stykke nyudviklet software, og de eksterne leverandører så ikke havde tid til at rette fejlen.
»I ny software vil der jo altid være tilpasninger og bugs, der skal adresseres hurtigst muligt. Men det kunne tage lang tid at få det rettet, og indtil det skete, måtte kunderne i HOMELINE® og DESKLINE® bare bide tænderne sammen.«
Af samme grund havde Kenneth Jessen gennem flere år overvejet businesscasen i at trække området hjem. Hvis man selv kunne udvikle de apps, der via Bluetooth kommunikerer med aktuator-udrustede senge, lænestole og hæve-sænke borde, ville problemet jo være løst.
Windows-manden kom ind ad døren
Men det var lettere sagt end gjort, for et par reelle udfordringer stod i vejen, fortæller Kenneth Jessen.
»Dels er LINAK jo en virksomhed, der producerer aktuatorer, så de apps vi benytter, er ikke ligefrem vores kerneprodukt. Dertil kommer det største problem - at det har været ekstremt svært at opstøve iOS-udviklere.«
Og det var ikke fordi Kenneth Jessen stillede ublu krav. Faktisk ville en enkelt Android- og en enkelt iOS-udvikler være nok til, at komme i gang.
Men det var først en dag i 2021, da han sad og kikkede i stakken af uopfordrede ansøgninger fra Windows-udviklere, at der begyndte at ske noget.
Her fangede en ansøgning fra en 51-årig udvikler hans opmærksomhed. Også selvom manden havde levet hele sit liv i en Windows-verden, og aldrig havde været i nærheden af en Iphone eller noget, der lignede.
Dygtig og frygtløs
»Selvom ansøgerens CV lignede mange af de andres, var der alligevel noget, der skilte sig ud. Dels kunne jeg jo se, at Christian Esborg, som han hed, var vanvittigt dygtig. Men, det fremgik også, at han var villig til at prøve noget helt nyt, og at han ikke havde det fjerneste imod at kaste sig ud på dybt vand.«
»Så begyndte det endelig at se mere realistisk ud,« smiler Kenneth Jessen, som hurtigt fik arrangeret et møde med kandidaten:
»Derfra er resten egentlig historie. Vi fik ansat Christian, der er uddannet svagstrømsingeniør, og som bl.a. har udviklet logging-systemer til digital radiokommunikation. Derud over fik vi koblet én af vores få iOS-eksperter på ham som mentor, og derfra er det gået over stok og sten.«
En af fordelene, som Kenneth Jessen fremhæver, er, at man nu kan yde en lynhurtig support til kunderne, og at det på et enkelt år er lykkes at frigive to forskellige apps indenfor hvert sit forretningsområde.
»Den seneste app ville have taget op mod et år at få udviklet eksternt, men for Christian og hans tre kolleger, tog det bare tre måneder. Så yes, jeg er en glad mand, og ser vores nye afdeling som stor succes,« smiler Kenneth Jessen.
En kæmpe omvæltning
Spørger man Christian Esborg selv er han dog hverken nogen større vovehals eller synderligt eventyrlysten. Han følte bare, at han var ved at gå lidt i stå efter 16 år med C++, MFC og MySQL som de primære værktøjer.
»Og så er jeg jo heller ikke purung længere, og følte måske, at udviklingen var ved at løbe lidt fra mig. Skulle jeg prøve noget andet, så skulle det til at være, så jeg sendte en ansøgning afsted,« siger han og indrømmer, at de første tre måneder hos LINAK var benhårde:
»Jeg var dødtræt, når jeg kom hjem! Jeg var jo vant til at sidde på et stille kontor med tre kolleger. Nu var det pludseligt et åbent kontorlandskab med masser af kolleger og med robotter og trucks lige på den anden side af ruden.«
Dertil kom selvfølgelig det åbenlyse - at Christian Esborg næsten skulle starte fra scratch med MacOS, iOS og Swift. Men, da den første tid var gået, indfandt der sig faktisk en ro. Til og med en ro, som han ikke havde oplevet andre steder:
»LINAK har en helt anden tilgang til projektledelse, end jeg har været vant til. Her er selvfølgelig også deadlines, der skal overholdes, men man er mere fleksibel, og accepterer ikke, at deadlines har store menneskelige omkostninger. Det er jeg rigtig glad for, og det er min kone i øvrigt også. Hun siger, at jeg er blevet en gladere mand, efter jeg startede på LINAK,« siger Christian Esborg.
Styr på penge og tid – en gevinst for alle
For Kenneth Jessen er måden, LINAK driver projekter på, selvsagt ingen nyhed. Men for de softwareansvarlige i HOMELINE og DESKLINE vil det formentlig bare blive endnu bedre i fremtiden.
»Det, at vi nu har udviklingen inhouse, betyder jo ikke kun, at vi kan yde vores kunder support on the fly. Det betyder også, at vi undgår de ekstreme tidspres og frustrationer og dermed i sidste ende, at vi bliver gladere på jobbet – og måske også i privaten,« siger Kenneth Jessen.
Og ifølge Kenneth Jessen tilfalder en stor del af æren Christian og resten af det Digitale Produkt-team.
»Efter tre måneder, var han superproduktiv, og i dag - bare et år senere - er han vores lead-developer til iOS. Set fra min stol, er det en meget imponerende historie. Og det er også en historie, der demonstrerer, at der er rigtig meget, der kan lade sig gøre, hvis man er villig til at flytte sig.«
Indtil videre har succesen da også betydet, at 75 pct af appudviklingen er hjemtaget. Men man stopper ikke her:
»Vi fortsætter fordi det er en gevinst for alle. Både for kunder og for vores software-udviklere, der oplever meget færre frustrationer over tidsplaner og budgetter, der skrider. Og sidst men ikke mindst, så gør det jo bare arbejdet som software-ingeniør meget sjovere og mere givende, når man selv er med til at skabe noget, fremfor kun at stille krav og tjekke kvaliteten af andres arbejde,« lyder det fra Kenneth Jessen.
Vi er en international virksomhed med mange muligheder - vil du med på holdet? Vi er en international virksomhed med mange muligheder - vil du med på holdet? LINAK A/S i Guderup på Als er hovedkvarteret for LINAK koncernen. Her varetager vi alle funktioner, som er nødvendige i en international produktionsvirksomhed inklusiv produktudvikling, supply chain, produktion, kvalitet, IT, salg, marketing, HR og indkøb.
