Ambu: Fokus på software baner vejen for fleksibel medicinsk teknologi
Et engangs-endoskop med et mobilt display, der er så intuitivt, at det i princippet kan bruges af en tiårig. Det var utopi for bare ti år siden.
»Med et klassisk genbrugs-endoskop er udstyret fast installeret i et rum indrettet til formålet. Men engangs-endoskopet kan du tage med hen til patientens sengekant, hvis der er noget akut med luftvejene,« forklarer Martin Sandau, som er projektleder på Displaying Units og dermed involveret i alle led i udviklingen af endoskoperne.
Med engangs-endoskoperne har Ambu bevæget sig fra ren hardware til også at være en softwarevirksomhed. Det betyder nye arbejdsgange og behov for nye kompetencer og det har skabt et særligt tryk på udviklingen af display units. Det er blandt andet her, den fortsatte succes for virksomheden, der laver medicinsk engangsudstyr, ligger.
Service og simple arbejdsgange
Der bliver i Ambu udviklet på billedprocessering, connectivity og brugerinteraktioner i tæt samarbejde mellem hardware, software og UX for at designe brugerrejsen i forhold til lægens arbejdsgange. Særligt services og simplere arbejdsgange spår Martin Sandau, bliver den store differentiator på markedet for medicinsk udstyr.
»Behovet er ikke til at overse, når vi kommer ud på hospitaler og klinikker. Man bliver overrasket over, hvor mange forskellige systemer læger og sygeplejersker interagerer med i løbet af en dag. Når systemer ikke taler sammen, skal de bruge tid på at overføre informationer og data mellem enheder. Det er tid, som går fra pleje og behandling af patienterne. Et eksempel på, hvad software som service kan gøre for lægen og sygeplejersken, er noget af vores seneste software, som gør det muligt at lægge billeder fra patienten over i hospitalets patientsystem. Det betyder, at lægerne skal bruge mindre tid på at dokumentere deres behandling og diagnostik, «forklarer Martin Sandau og fortsætter:
»I takt med at konkurrencen stiger på markedet, bliver det i højere grad den bedste service, der vinder. Vi arbejder med både Cloud-teknologi og AI (Artificial Intelligence) i vores produktudvikling med det mål at gøre lægernes arbejde nemmere og øge effektiviteten«.
Nye udviklingsprocesser
Med fokus rykket til softwareudvikling, er der også lagt et fornyet pres på selve udviklingsprocessen.
»Tiden til marked for software kan være måneder, hvor vi taler om år med hardware. Det er en kunst at levere inden for de korte tidsrammer fra idé til produkt. Derfor skal vi udvikle lynhurtigt for at kunne fastholde positionen som frontrunners inden for endoskopi-området,« forklarer Martin Sandau.
Han har forsket i biomekanik og computer-vision og det, koblet med en fortid i militæret, gør ham godt rustet til at køre innovationsprocesser, hvor resultatet er produkter, som gør en reel forskel for mennesker.
»Vi bruger både Scrum og DevOps processer. Vi kigger på, hvad de gør i Silicon Valley for at få inspiration til, hvordan vi kan skabe en kultur for innovation. Vi arbejder med en hybrid inden for design-thinking og startup-principper. Det favner vi i dag i Ambu. Det er inspirerende at arbejde i et tværfagligt miljø og finde ud af, hvordan vores udviklings-cyklus bedst muligt tilpasses til vores medarbejdere, kultur og værdier,« siger Martin Sandau.
»Ambu er blevet god på innovation. Vi har en plan om at kunne køre mange projekter parallelt og hele tiden udvikle nye produkter og teknologi,« supplerer Ingolf Petersen, som sidder som R&D Embedded Software Engineer.
Men det kræver, at de forskellige afdelinger taler samme sprog i udviklingsprocessen.
»Det handler både om design, regulatorisk afdeling, klinisk, elektronik-eksperter og software-eksperter. De skal tale samme sprog, men det gør de ikke nødvendigvis naturligt«, siger Martin Sandau.
Kompleksiteten er eksploderet
Ambu har været på en længere udviklingsrejse siden 1930erne. Kompleksiteten er eksploderet over de seneste år. Det der virkede dengang Ambu blev grundlagt, det virker ikke mere. Udviklingen af endoskoperne har ikke kun disruptet markedet, men også organisationen.
»Den måde man arbejdede med produktudvikling i danske virksomheder tilbage i 1930erne, var meget inspireret af produktionslignende forhold. Så blev projektarbejdet mere og mere udpræget i takt med teknologi-kapløbene under den kolde krig. I dag taler man om agile tilgange, design thinking og meget mere startup-agtige måder at drive innovation på,« forklarer Martin Sandau.
I 1956 udviklede Ambu de første manuelle ventilationsapparater, som stadig bruges verden over til genoplivning, i 1970erne kom så elektroder til måling af hjerterytme og i 2009 endoskoper, der føres ind i kroppen med henblik på diagnose eller procedure. Og særligt de senere år med endoskopien er udviklingen internt gået stærkt.
»Ambu har en højere grad af inhouse-produktudvikling end tidligere. Og fordi vi bygger det hele op fra bunden, har vi alle slags softwareudviklere. Vores softwareportefølje er mangfoldig. Vi udvikler alt fra firmware og drivere til applikationer og frontend, der skaber brugeroplevelsen, alt det grafiske, billedprocessering og algoritmeudvikling. Vi ansætter folk indenfor alle discipliner«, siger Ingolf Petersen.
Læs mere om hvilke karrieremuligheder, du kan finde i Ambu her.
”Jeg har en drøm om at udvikle produkter, der redder liv,” sagde Ambus grundlægger, Holger Hesse, i 1937. I dag lever hans drøm videre. Ambu fortsætter med at levere løsninger, der hjælper medicinske fagfolk med at behandle patienter og redde liv, og du kan være en del af det. Hvis du vil være en del af en hurtigt voksende, international organisation, hvor dit arbejde kan gøre en reel forskel, kan du gennemse vores jobåbninger for at se, hvad der passer til dig. Se hvilke karrieremuligheder, du kan finde i Ambu her
