Sponseret indhold

Senioringeniørlisten: Forandring fryder

Ivan Lilleng er kemiker, hobbylandmand, politiker, lærer og selvstændig konsulent. Han har nydt et varieret og mangesidet karriereforløb.

Af TECH RELATIONS for Senioringeniørlisten

Variation er nøglen til et godt arbejdsliv. Sådan ser det ud, hvis man kigger på verden gennem 63-årige Ivan Lillengs briller. Variationen har han skabt gennem karriereskift og videreuddannelse, men også lavpraktiske sysler, der gør hverdagen mere afvekslende. Ti af de mest lavpraktiske går uden for hans vindue på gården ved Haslev og muh’er.

»Dengang jeg var ansat i chefjob i industrien og havde 10-12 timer lange arbejdsdage, var jeg nødt til at have noget andet at tænke på, når jeg kørte ind i indkørslen. Jeg skulle have noget andet at koncentrere mig om,« siger han.

Derfor fik han og familien et par ammekøer og otte-ti kvier, som kemiingeniøren passede og plejede, ja det gør han stadig, han reparerer folden, slagter og hvad der hører til.

Kigger man på Ivan Lillengs karriereforløb, er det også variation, der er nøgleordet. I starten af 00’erne følte han, at han var holdt op med at udvikle sig efter ti år som chef, og derfor søgte han ind i lokalpolitik i hjemkommunen Faxe.

Da han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen og blev formand for et stående udvalg, blev det tydeligt, at de politiske poster var svære at passe ved siden af hans chefjob. Derfor blev Ivan Lilleng selvstændig konsulent. Og bachelor i retorik.

»Jeg havde altid haft interesse for retorik og så jobskiftet som en anledning til at indfri min drøm,« siger han. Ivan Lilleng begyndte at læse retorik på Københavns Universitet og tog en bachelor tilvalg.
Samtidig fik han øje for, at hans evner inden for teknik og kommunikation kunne bruges til at undervise.

»Gennem mit arbejdsliv har jeg ofte hevet studerende og unge mennesker ind til projekter og haft glæde af kontakten med dem. De ser tingene på nye måder,« siger Ivan Lilleng, der søgte en stilling som kemilærer på et teknisk gymnasium og fik den.

Ingeniørens ansvar

I undervisningen kan han trække på sine mangeartede erfaringer fra så forskellige felter som kemisk analyse, lokalpolitik og altså retorik.

Han føler ikke, at de mange elementer, hans arbejdsliv består af, gør det svært at definere sin faglighed. Spørger man ham, hvad der kendetegner ingeniørfaget, svarer han med en etisk fordring:

»Som ingeniør har du ikke bare ansvar for dig selv og din familie. Du har også ansvar for at bidrage til samfundet,« siger Ivan Lilleng og understreger, at det både gælder individer og virksomheder.
Den etiske fordring har Ivan Lilleng selv forsøgt at følge via sit byrådsarbejde og sin tid som aktiv politiker i IDA. Her har han erfaring med politikudvikling, og han brænder for, at IDA skal bidrage til samfundsudviklingen.

»Vi skal være teknologiens stemme nr. 1. Det er vigtigt, at vi gør vores stemme tydelig i Folketinget og samfundet i øvrigt,« siger han og kommer med aktuelle eksempler på felter som transport, digitalisering, økonomi og primær energi.