Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Sponseret indhold

Pensionistlisten: Ingeniørens ansvar

Jens Heide var pioner på arbejdsmiljøområdet og påpegede planlæggernes ansvar for at skabe et godt arbejdsmiljø. Han er stadig aktiv.

Af TECH RELATIONS for Pensionistlisten

Det var ikke maskinerne eller effektiviteten, der optog ham, som man måske kunne forvente af en vordende maskiningeniør. Da Jens Heide midt i 1960’erne var i praktik under sin uddannelse, fik han øje på noget, der skulle ændre hans professionelle liv for altid. Dem, der betjente maskinerne:

»Når de havde været ansat i en årrække, mindre end ti år, var de pukkelryggede, alle som en,« siger han og refererer til en unavngiven virksomhed, hvor omkring ti af medarbejderne på grund af en dårlig arbejdsstilling havde denne voldsomme slidskade.

Jens Heide var indigneret, men kunne ikke gøre andet end at registrere problemet i sin praktikrapport. Da han siden skrev afgangsprojekt, kom det også til at handle om arbejdsmiljø.

»Jeg konkluderede, at dem, der indretter produktionen også er ansvarlige for de arbejdsstillinger, man har ved maskinerne efterfølgende. Det kan virke oplagt i dag, men dengang var det slet ikke på tale,« fortæller han.

Arbejdet satte mærker

»Dengang var mentaliteten, at hvis man ville have et arbejde, måtte man også leve med de mærker, det satte på en.«

Efter sin dimission blev Jens Heide ansat på DTU’s driftstekniske institut, hvor han også var uddannet, men fortsatte med at interessere sig for arbejdsmiljø. Op gennem 1970’erne forskede og underviste han i emnet.

»Det betød, at jeg kom ud og så utroligt mange virksomheder indefra. Det var vældigt spændende,« siger han og understreger, at han blev godt modtaget af både medarbejdere og ledelse.
Han og hans kolleger forsøgte at undgå de politiske undertoner, der var i 1970’ernes rettighedsbevægelser.

»Vi blev ikke opfattet som rebeller, for vi repræsenterede jo instituttet og dækkede os med dets gode navn og rygte. Og vores fokus var fagligt, ikke politisk,« siger han.

Stadig aktiv

Tidligt i sit arbejdsliv blev Jens Heide involveret i fagforeningsarbejde, fordi han med egne ord »ikke kan tåle at se folk blive dårligt behandlet.« Han blev tillidsmand på instituttet og blev frikøbt på deltid fra sin stilling. Da han senere blev fællestillidsmand for alle cirka 1.000 ingeniører på DTU, blev hvervet hans fuldtidsarbejde.

»Skiftet var egentlig ikke så stort: Ét var at forske, noget andet var at arbejde praktisk, men de to jobs handlede jo langt hen ad vejen om det samme,« siger han.

I dag er Jens Heide pensioneret, men han holder sig stadig orienteret ved at hjælpe sin kone, der er selvstændig og arbejder med arbejdsmiljøcertificering. Desuden er IDA-arbejdet en vigtig del af hans hverdag.

»Det største problem i dag er den udstødning, der sker af ældre medarbejdere i den offentlige sektor. Mange får pludselig de kedelige opgaver og et vink med en vognstang om, at det er på tide at gå på pension,« siger han.

»Vi ved ikke, hvor udbredt, det er, men min fornemmelse er, at det sker skræmmende ofte.