Sponseret indhold

Maskiningeniør giver mennesker hørelsen tilbage: "Jeg vidste ikke det var muligt"

Oticon Medical udvikler implantérbare løsninger til mennesker med de allersværeste høretab. Et tværfagligt, internationalt udviklermiljø skubber grænserne for, hvad der er teknisk muligt.

Af TECH RELATIONS for Oticon
Illustration: Jeppe Carlsen

»Kompleksiteten stiger og stiger – det stopper aldrig,« siger Axelle Mirigay, mekanikingeniør og projektleder i Oticon Medical. Og hun smiler, mens hun siger det.

»De apparater, vi udvikler, skal være mindre og mere diskrete, de skal kunne rumme mere elektronik på mindre plads, have flere features, mere connectivity og længere batterilevetid. Det er spændende. Samtidig arbejder vi i et tværfagligt miljø, hvor mekanik, elektronik, software, audiologi, marketing og brugerinvolvering spiller tæt sammen.«

Axelle Mirigay, mekanikingeniør og projektleder i Oticon Medical Illustration: Jeppe Carlsen

Axelle er uddannet mekanikingeniør fra et fransk universitet og kom oprindelig til Danmark for at tage en master i design og innovation på DTU. I 2015 fik hun job i Oticon Medical. Før det vidste hun ikke, at det var muligt at give døve eller stærkt hørehæmmede mennesker hørelsen tilbage. Nu er hun projektleder med ansvar for lydprocessoren i Cochlear-implantater.

Mission Impossible

»Cochlear-implantater kombinerer forskellige discipliner: materialer, kemi, mekanik, software, akustik – alt det, skal vi samle i et apparat, der opereres ind under huden bag øret og med en elektrode ind i øresneglen. Det er næsten Mission Impossible. Det, vi arbejder hen imod, er, at de benforankrede høreløsninger og Cochlear-implantater, vi udvikler, kan give folk en høreoplevelse, der ligger så tæt på, hvad normalt hørende mennesker hører, som overhovedet muligt,« siger hun.

Oticon Medical udvikler to typer høreløsninger: Cochlear-implantater er beregnet til helt døve eller mennesker, der har en dysfunktionel øresnegl og derfor aldrig har hørt i deres liv. Lyd omdannes til elektriske signaler, der omgår de beskadigede områder i øret og sendes direkte til hørenerven.

Den anden type er benforankrede høreløsninger til mennesker, der har et dysfunktionelt mellemøre, typisk fordi de små knogler i mellemøret er blevet beskadiget. Det er et apparat, der 'vibrerer lyden' ind til hørenerven via kranieknoglen.

Brugere og fagpersoner

Det er ikke kun slutbrugerne, Oticon Medicals udviklere skal tage hensyn til, når de designer nye høreløsninger. Næsten lige så vigtige er de kirurger, audiologer og andre fagpersoner, der placerer og tilpasser implantatet. Hver enkelt patients hørelse og høretab er forskelligt, og derfor er det afgørende at gøre installeringen og tilpasningen – det kaldes fitting – så effektiv og præcis som muligt.

Ana Palma Costa, softwareudvikler i Oticon Medicals Digital Solutions Illustration: Jeppe Carlsen

Ana Palma Costa er softwareudvikler med speciale i Fitting Solutions. Hun er del af Oticon Medicals Digital Solutions team og har en baggrund som biomedico-ingeniør i Portugal og på DTU.

»Mit ansvar er den fitting software, som audiologerne bruger for at tilpasse apparatet til patienten. Når vi udvikler nye features, arbejder vi tæt sammen på tværs med kolleger, der f.eks. er klinikere, marketing-folk og udviklere af embedded software, for at forstå patienternes behov og finde den optimale måde at designe de nye features på.«

Sikkerhed afgørende

En vigtig del af Ana Palma Costas arbejde er dokumentation og test. Man må under ingen omstændigheder forvolde skade på patienten. Audiologen tilpasser apparatet til en patient ved at afprøve forskellige settings for at finde den optimale indstilling af apparatet til netop den patient. Her skal man være forsigtig med at stimulere patienten, fordi overstimulering kan forårsage smerte. Ana Palma Costa føler, at netop det nok er den største udfordring i hendes arbejde: at sørge for, at patienten altid er tryg og ikke lider overlast.

Tre lokationer

Oticon Medicals medarbejderne er fordelt på tre lokationer i København, Gøteborg og Nice. Virksomheden blev etableret i 2009 som en del af Demant-koncernen, der bl.a. producerer Oticon-høreapparater. Ambitionen er at etablere Danmark som en stor spiller også inden for høreimplantater, sådan som det allerede er tilfældet inden for høreapparater. Mere end halvdelen af alle høreapparater solgt i verden stammer fra Danmark.

Mads K. Madsen, Senior Director, Sound Processor Solutions CI Illustration: Jeppe Carlsen

Ambitionerne er på vej til at blive indfriet. Oticon Medical er i vækst, og et af de nye ansigter i virksomheden er Mads K. Madsen, Senior Director, Sound Processor Solutions CI. Selv om han er ny i Oticon Medical, har han en lang historik i høreapparatindustrien, heraf 12 år i Oticon. Lige som Axelle Mirigay og Ana Palma Costa giver han udtryk for, at det ikke kun fagligt, men også personligt giver stor tilfredsstillelse at arbejde med høre-teknologi.

»Det er rart at være med til at udvikle produkter, der hjælper mennesker med noget så fundamentalt som at få hørelsen tilbage. Desuden har vi et supergodt arbejdsmiljø. Vi har travlt, men vi har det også sjovt, og vi hjælper hinanden. Der er plads til innovation, og du får mulighed for at tænke ud af boksen. Og så er vi et internationalt team med fokus på diversitet. I vores R&D-afdeling er der mere end 10 nationaliteter og ganske mange kvinder. Den diversitet beriger de produkter, vi udvikler.«