Sponseret indhold

Maj knækker koden: Hun gør bæredygtighed til forretning

Maj Jakobsen er afdelingschef for ingeniørafdelingen hos AI Arkitekter og har med sine 30 mand i afdelingen skabt et fokus på spændingsfeltet mellem kvalitet og forretning. Især bæredygtighed har en stor plads hos hende.

Af TECH RELATIONS for CBS HD
Maj Jakobsen bruger sin uddannelse hver dag i arbejdet for at få grønne dagsordner til at harmonere med god forretning. Illustration: Kristian Holm

Rolighedsvej i Ballerup. Det er AI arkitekter & Ingeniører, der har tegnet den ny boligkarré, hvor Maj møder Ingeniøren. På toppen af taget kan beboerne leje et privat havestykke i kolonihaveforeningen. En oase af grønne, frodige haver, hvor der sysles i drivhusene og hygges med grill og godt selskab.

»Jeg er vild med kolonihave-projektet, fordi det både er bæredygtigt og rentabelt. Vi udnytter tagarealet på en måde, der løfter byggeriet. Taget bliver grønt, fællesskabet får gode vækstbetingelser, og boligens attraktionsværdi stiger. Desuden dækker lejeindtægten fra havestykkerne bygherrens etableringsudgifter,« siger Maj Jakobsen.

Fra VVS-ingeniør til leder

Maj er uddannet VVS-ingeniør og tog for 3 år siden en HD i International Business fra CBS. For Maj førte uddannelsen til drømmejobbet som afdelingschef for ingeniørafdelingen hos AI Arkitekter & Ingeniører. Her har hun ledelsesansvar for 30 ingeniører og bruger hver dag sine værktøjer fra HD-studiet til at rådgive bygherrer om, hvordan de gør bæredygtighed til en god forretning.

Maj har altid drømt om at arbejde med ledelse og det nyligt overståede studie var en afgørende forudsætning for at det blev virkelighed - både for hende selv og for hendes arbejdsgiver.

Forretningsforståelse var nøglen

HD opkvalificerede og supplerede Majs eksisterende evner, og løftede hende fra ingeniør til leder. Illustration: Kristian Holm

HD-studiet har åbnet Majs øjne for, at forretningsforståelse skal gennemsyre alle processer i en virksomhed, og at de forretningsmæssige udfordringer og værktøjer er de samme på tværs af alle brancher.

»På tre områder har HD’en især styrket mig - forretningsforståelse, projektledelse og rådgivning. Fx. er den generelle forretningsforståelse et vigtigt ledelsesredskab for mig i dag, for selv om AI Arkitekter & Ingeniører er en grøn virksomhed med speciale i bæredygtige løsninger, så skal vores bundlinje være sort. Vi skal levere vores kerneydelse og samtidig tjene penge.«

»HD’en har også gjort mig til en bedre rådgiver i bæredygtighed. I dag giver jeg ikke en floromvunden tale om bløde værdier, men kan præsentere business case, der eksempelvis kan dokumentere, at et bæredygtigt byggeri vil blive en god forretning i løbet af 5 år.«

Gode ingeniører tænker ikke (kun) forretning
En af Majs ledelsesopgaver hos AI Arkitekter & Ingeniører er at skabe en afdeling, hvor processerne understøtter både kvalitet og forretning.

»Vores ingeniører er kendetegnet ved deres høje tekniske faglighed. De tænker det faglige først og ønsker at levere det ypperste. Min opgave er at sikre, at både bygherren og chefen bliver glade.«

Maj Jakobsen mener, at det gør hende til en bedre leder, at hun selv er uddannet ingeniør. Hun forstår den faglige stolthed og ambitionen om, at det tekniske skal være perfekt. Det giver en bedre dialog med medarbejderne. Som ingeniør kan hun desuden forene faglighed og forretningsforståelse på en måde, der kommer bygherren til gode.

Uddannelsen er en integreret del virksomhederne

Et af HD-uddannelsens kendetegn er, at studieopgaverne er cases fra den virksomhed, man arbejder hos. Maj Jakobsen lavede flere projektopgaver om sin daværende arbejdsgiver MT Højgaard, og hendes speciale handlede om virksomhedens planer om at indtage det norske marked. Specialet vakte stor interesse, og da MT Højgaard etablerede kontor i Norge blev Maj Jakobsen sat ind som rådgiver og tilbragte en stor del af de følgende måneder i Norge.

»Det stærke ved case-studierne er, at man kan tilegne sig de faglige begreber og værktøjer og samtidig få en større forståelse af sin arbejdsplads og den branche, den er en del af,« siger Maj og fortsætter:

»I dag kan jeg kan forene mine to fagligheder og min passion for bæredygtighed og ledelse. Jeg kan bidrage til at gøre verden grønnere - og bundlinjen sortere. Det er en god fornemmelse. Jeg er lige der, hvor jeg skal være.«

INFOMØDE OM HD1 PÅ CBS
Du kan starte på din vej til drømmejobbet allerede til februar 2022.
CBS afholder online informationsmøde om HD1 tirsdag d. 30. november.
Tilmeld dig på linket her