Voksne studerende har ikke råd til livet

http://politiken.dk/tjek/penge/dinepenge/ECE1740695/studerende-lever-i-fattigdom/

[quote]Det lyder mærkeligt at man skal være nødt til at sætte sig i gæld for at få en uddannelse i Danmark. Nemt at betale lånet tilbage? 3000 om måneden i lad os bare sige 3 år - det er 108.000,- Det er en ret stor gæld at sidde med som nyuddannet og måske uden arbejde de første par år. Betaler man tilbage med 1000 om måneden tager det ca. 9 år at betale tilbage..... Det er 14 år siden jeg blev færdig med min uddannelse og jeg er meget langt fra at have betalt min studiegæld, som måske var på 90.000,- Men jeg har også holdt pauser undervejs osv.

Jeg ved ikke, om det er mærkeligt, at man skal sætte sig i gæld, for at få uddannelse i Danmark. Jeg tror, at de fleste ved, at det koster penge at få en uddannelse. Og enten, så skal man selv sætte sig i gæld - eller også skal det offentlige. Her, har man valgt, at dem der får en uddannelse selv skal være med til at betale en ganske lille del af denne gæld. Udgifterne til uddannelse, og SU, er mindst 5 gange gældens størrelse. Hvis du skulle betale hele uddannelsen selv, skulle du låne 5 gange så meget, og du vil ikke få en skattefordel, da du ikke vil kunne bruge fribeløbet under uddannelsen.[/quote]

Jeg er principielt enig i at vi er godt stillede her i Danmark i forhold til mange andre lande, hvor hvis du ikke har penge kan du heller ikke få en uddannelse. Fordi der betaler man for uddannelsen. Men når man nu i Danmark har et system med SU, så var det jeg reagerede på, det at én sagde at det var meningen at man skulle tage SU-lån, for at kunne klare sig.

Dine beregninger mht. hvordan man kan betale SU-lånet tilbage er teoretisk og vil i mange tilfælde ikke holde i virkeligheden. Jeg har aldrig været på kontanthjælp, men i de par år jeg var arbejdsløs fik jeg arbejdsløshedsunderstøttelse fra IAK. Hvor meget det var husker jeg ikke, men måske omkring 9000,- efter skat. Men nu havde jeg også en del anden gæld ud over SU-lånet (køb af computere, anden elektronik osv.), så jeg kunne ikke bare bruge f.eks. 6-7000 om måneden til tilbagebetaling på SU-lån. I det første rigtige job jeg havde fik jeg 20.000 om måneden før skat. Man får vel sjældent det der "kaldes" minimums satsen. Det år hvor jeg fik mit andet job (det første holdt kun ½ år, da firmaet lukkede), der gav lidt mere i løn (24.420 før skat og i starten ca. 12-13.000 efter skat), blev jeg gift, med hvad der deraf følger af ekstra udgifter. Så som sagt så er dine beregninger teoretiske og vil nok sjældent holde i virkeligheden - at man kan betale et SU-lån på ca. 100.000 tilbage på 1 år.

http://politiken.dk/indland/ECE1724776/unge-stroemmer-over-paa-kontanthjaelp/

Det lyder mærkeligt at man skal være nødt til at sætte sig i gæld for at få en uddannelse i Danmark. Nemt at betale lånet tilbage? 3000 om måneden i lad os bare sige 3 år - det er 108.000,- Det er en ret stor gæld at sidde med som nyuddannet og måske uden arbejde de første par år. Betaler man tilbage med 1000 om måneden tager det ca. 9 år at betale tilbage..... Det er 14 år siden jeg blev færdig med min uddannelse og jeg er meget langt fra at have betalt min studiegæld, som måske var på 90.000,- Men jeg har også holdt pauser undervejs osv.

Jeg ved ikke, om det er mærkeligt, at man skal sætte sig i gæld, for at få uddannelse i Danmark. Jeg tror, at de fleste ved, at det koster penge at få en uddannelse. Og enten, så skal man selv sætte sig i gæld - eller også skal det offentlige. Her, har man valgt, at dem der får en uddannelse selv skal være med til at betale en ganske lille del af denne gæld. Udgifterne til uddannelse, og SU, er mindst 5 gange gældens størrelse. Hvis du skulle betale hele uddannelsen selv, skulle du låne 5 gange så meget, og du vil ikke få en skattefordel, da du ikke vil kunne bruge fribeløbet under uddannelsen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/08/14/154030.htm

Det lyder mærkeligt at man skal være nødt til at sætte sig i gæld for at få en uddannelse i Danmark. Nemt at betale lånet tilbage? 3000 om måneden i lad os bare sige 3 år - det er 108.000,- Det er en ret stor gæld at sidde med som nyuddannet og måske uden arbejde de første par år. Betaler man tilbage med 1000 om måneden tager det ca. 9 år at betale tilbage..... Det er 14 år siden jeg blev færdig med min uddannelse og jeg er meget langt fra at have betalt min studiegæld, som måske var på 90.000,- Men jeg har også holdt pauser undervejs osv.

Med hensyn til SU'en, så har det aldrigt, været meningen, at du skulle kunne leve af den. Meningen er, at du skal kunne leve af SU incl. SU-lån. Dengang, hvor SU-lån blev indført, sænkede man SU'en, til et niveau, hvor det ikke var meningen, at der skulle kunne leves af den. Formålet med lånet, var at man mente, at de studerende godt selv kunne betale en lille del af udgifterne, til at de kunne få uddannelse - og lånet, er sat, så beløbet skulle være nemt at betale bagefter, når du får højere løn, på grund af uddannelsen. Nogle få studerende, kan leve af SU'en alene, fordi de bor billigt, i forhold til andre, eller de får måske hjælp, f.eks. bor sammen med en kærste, der har indtægt, eller, får måske hjælp fra forældrene, hvis forældrene har høj formue. Nogle har også opsparing, og de færreste har gæld, når de starter studiet.

Kontanthjælpens størrelse, er sat efter, at du skal kunne leve af den, uden hjælp ved siden af, og uden opsparing, eller resourcer du kan trække på.

Nu skrev jeg netop</p>
<p>"Folkepensionen består af et grundbeløb, det er på 68.556 kr. om året (2012) før skat, men aftrappes med arbejdsindkomst.</p>
<p>Alt det vrøvl der er skrevet om at Mærsk Mckinney-Møller fik folkepension er forkert, han var bestyrelsesformand/medlem flere steder, og har givetvis tjent mere end de knap 300.000 kr, der skal til for at få 0 kr i folkepension."</p>
<p>Så at det er arbejdsindkomst, folkepensionens grundbeløb nedtrappes med, er vi enige om, men jeg læste lidt for hurtigt på sagerne, det er først ved ½ mio kr., folkepensionens grundbeløb bortfalder helt.</p>
<p>Ældrecheck og div andre tilskud til folkepensionister nedtrappes sammen med pensionstillægget, så er det nul, er de fleste andre tilskud også nul.</p>
<p>

Nu skrev jeg netop

"Folkepensionen består af et grundbeløb, det er på 68.556 kr. om året (2012) før skat, men aftrappes med arbejdsindkomst.

Alt det vrøvl der er skrevet om at Mærsk Mckinney-Møller fik folkepension er forkert, han var bestyrelsesformand/medlem flere steder, og har givetvis tjent mere end de knap 300.000 kr, der skal til for at få 0 kr i folkepension."

Så at det er arbejdsindkomst, folkepensionens grundbeløb nedtrappes med, er vi enige om, men jeg læste lidt for hurtigt på sagerne, det er først ved ½ mio kr., folkepensionens grundbeløb bortfalder helt.

Ældrecheck og div andre tilskud til folkepensionister nedtrappes sammen med pensionstillægget, så er det nul, er de fleste andre tilskud også nul.

</p>
<p>Alt det vrøvl der er skrevet om at Mærsk Mckinney-Møller fik folkepension er forkert, han var bestyrelsesformand/medlem flere steder, og har givetvis tjent mere end de knap 300.000 kr, der skal til for at få 0 kr i folkepension.</p>
<p>

Muligvis, men man kan faktisk godt tjene 100 mio. om året og få folkepension alligevel.

Grundbeløbet aftrappes kun ved ARBEJDSindkomst. Så man kan tjene millioner som fx aktieudbytte eller renteindtægter, som begge er kapitalindkomst, og alligevel få grundbeløbet udbetalt.

Grænsen er i øvrigt ikke 300.000 kr. med 500.003 kr. Først over den ARBEJDSindkomst får man slet intet.

Der kan siges rigtig meget, forkert, om folkepensionens størrelse, og om at alle får det.</p>
<p>Men det bliver det ikke rigtigt af.</p>
<p>Folkepensionen består af et grundbeløb, det er på 68.556 kr. om året (2012) før skat, men aftrappes med arbejdsindkomst.</p>
<p>Alt det vrøvl der er skrevet om at Mærsk Mckinney-Møller fik folkepension er forkert, han var bestyrelsesformand/medlem flere steder, og har givetvis tjent mere end de knap 300.000 kr, der skal til for at få 0 kr i folkepension.</p>
<p>Så er der et pensionstillæg på 71.196 kr for enlige, knap det halve for gifte, det aftrappes med andre pensionsordninger, fx fra pensionskassen, ratepensioner mv, samt anden kapitalindkomst, fx afkast af aktier og obligationer, fra ca 64000 for enlige, det dobbelte for gifte, og bortfalder helt ved far 171000 til det dobbelte, afhængig af om man er enlig, reelt enlig?, gift eller samgift?</p>
<p><a href="http://www.danskebank.dk/da-dk/Privat/Pension-og-forsikring/Pensionsops…;
<p>Det er irrelevant at sammenligne udgifter til forskellige ordninger uden at forholde sig til udgiften til den enkelte modtager.</p>
<p>For de fleste folkepensionister i dag var arbejdsmarkedspensioner ikke en del af "pakken", som det er for de yngre årgange.</p>
<p>

På pension, kan du få mange ekstra ydelser, som du ikke kan få på kontanthjælp. Pensionister, kan få højere boligydelse. De fleste på kontanthjælp, kan højst få betalt 15%, mod ca. 50% for pensionister. Du kan få betalt ekstra til varme mv. Og der er forskellige andre tilskud, såsom ældrecheck'en.

Folkepensionen, er større end kontanthjælpen. Folkepension, og førtidspension, koster staten 100 mia. kr. om året, eller mere. Kontanthjælpen, koster 13. mia. kr. om året, og kontanthjælpsmodtagere, skal arbejde for deres kontanthjælp.

Studerende koster lidt mindre om året, end kontanthjælpsmodtagere. Men, de koster så også lærelønninger, der udgør 3 gange niveauet, der udbetales i SU.

Hvis, at der er chance, for et højt lønnet job bagefter, tror jeg nemt, du kunne få kontanthjælpsmodtagerne over på SU. De kan altid tage SU, med lån. De 1000 kr. de mangler om måneden, kan de sandsynligvis få som banklån. Normalt, er ikke et problem, at låne for studerende. Derfor, er intet problem, at leve af SU. Det, som er problemet, er at mange ikke tror på, at de får et højt betalt arbejde bagefter, så de kan tilbagebetale gælden. Det behøver de hellerikke at tænke på, for hvis de ikke får job, så går de sandsynligvis tilbage til dimmentend sats, som er højere, og behøver ikke at betale tilbage på gælden, i det første år. Herefter, går de måske tilbage på kontanthjælp, hvis de ikke får job, og her, får de sandsynligvis eftergivet gælden. At ikke have råd, til at leve af SU, skyldes manglende viden hos kontanthjælpsmodtagerne.

Hvis kontanthjælpsmodtagerne ikke tror på, at de vil kunne få et arbejde, så de kan tilbagebetale gælden, så vil også være direkte tåbeligt, hvis de tager uddannelse. Det bedste er, at de trods alt også selv tror på det, og ikke "kun" det offentlige. Husk, at uddannelse, koster 3 gange det som udbetales i SU, til lærelønninger. Denne udgift giver for samfundet ingen mening, hvis ikke personerne får job. Og hvem er bedre til, at vurdere det, end de selv er?

Det, som du kan, er at overbevise dem om, at de får job. Så de er villig til, at leve af SU-lån, plus SU. Hvis du ikke kan overbevise dem om det, så er måske også dumt, at give dem SU og uddannelse.

Jeg tror, at det bedste er, at netop sætte kontanthjælpen højere end SU'en, for ellers, er måske for mange, der vælger SU fremfor kontanthjælp. Også selvom de ikke tror på job. Og det koster staten 4 gange højere udgift. Som reglerne er idag, er det intet økonomisk problem, for nogen på kontanthjælp, at gå over på SU. Tværtimod. På SU må de også eje noget, så dem, der må forlade kontanthjælpssystemet efter 6 mdr. på grund af formue, vil have stor gavn, af at skifte til SU, da de så undgår formuebegrænsningen, og at intet kunne få. For rigtig mange kontanthjælpsmodtagere, er SU derfor en "must" som kan rede dem, fra at helt miste enhver indtægt.

Der kan siges rigtig meget, forkert, om folkepensionens størrelse, og om at alle får det.

Men det bliver det ikke rigtigt af.

Folkepensionen består af et grundbeløb, det er på 68.556 kr. om året (2012) før skat, men aftrappes med arbejdsindkomst.

Alt det vrøvl der er skrevet om at Mærsk Mckinney-Møller fik folkepension er forkert, han var bestyrelsesformand/medlem flere steder, og har givetvis tjent mere end de knap 300.000 kr, der skal til for at få 0 kr i folkepension.

Så er der et pensionstillæg på 71.196 kr for enlige, knap det halve for gifte, det aftrappes med andre pensionsordninger, fx fra pensionskassen, ratepensioner mv, samt anden kapitalindkomst, fx afkast af aktier og obligationer, fra ca 64000 for enlige, det dobbelte for gifte, og bortfalder helt ved far 171000 til det dobbelte, afhængig af om man er enlig, reelt enlig?, gift eller samgift?

http://www.danskebank.dk/da-dk/Privat/Pension-og-forsikring/Pensionsopsparing/Raadgivning/Sociale-ydelser/Pages/Folkepension.aspx

Det er irrelevant at sammenligne udgifter til forskellige ordninger uden at forholde sig til udgiften til den enkelte modtager.

For de fleste folkepensionister i dag var arbejdsmarkedspensioner ikke en del af "pakken", som det er for de yngre årgange.

[quote]</p>
<p>Men, hvorfor skal man diskutere kontanthjælpen?</p>
<p>

Pga. incitamenterne til at uddanne sig: Uddannelse er vigtigt i forhold til at kunne klare sig økonomisk, og jeg synes derfor, at det er vigtigt, at man har de rette incitamenter til at tage en uddannelse.[/quote]

Ja, men hvorfor så diskutere en sænkning af kontanthjælpen? Hvorfor ikke øge den, til at være ens med folkepensionen, og samtidigt også øge SU'en? Det vil stort set intet koste. Over 100 mia. kr. om året, går til folkepension, og førtidspension. SU'en, koster kun 10 mia. Lærene - alene på de videregående uddannelser - koster over 30 mia kr. om året i løn.

Vi kan også vælge, at helt omlægge systemet - og det syntes jeg, er den bedste løsning. Det er ikke rimeligt, at studerende skal kunne få SU, og bagefter trække en millionløn om året, som samfundet reelt har betalt uddannelse for, at de kan få. Derfor, skal SU'en, helt afskaffes, og gives som 100% lån, der først betales tilbage, når man har en løn, over kontanthjælpen.

Det samme kan man gøre med kontanthjælp. For nogle, er det kun en kort periode, af deres liv, og det er jo rimeligt, at de selv betaler kontanthjælpen tilbage. Så lav kontanthjælpen til lån, som der skal arbejdes for gratis, og som kontanthjælpsmodtageren selv skal betale tilbage, hvis de får en løn, der er over kontanthjælpen.

Sygehusvæsenet, kan vi alle gøre til privat hospitaler, hvor du betaler for at blive indlagt. Derved kan spares mange mia. Til gengæld, så kan det offentlige betale regningen, ved at give lån, som du betaler af på, hvis du har en årlig indtægt, der overstiger kontanthjælpen. Man kan også vælge beløbsgrænsen, som det politiet har, hvor du får bøder til nedsat pris.

Hele et offentlige, kan laves om til en lånekasse, hvor der kan lånes et beløb af alle, efter fastsatte regler og grænser, og som så skal betales retur, når man har ordentligt indtægt. Et sådant lån, skal naturligvis også betales tilbage, hvis man rejser til udlandet. Så er vi fri for alle de samfundsnassere, der tager deres dyre uddannelse i Danmark, og herefter rejser ud af landet, uden at betale skat.

Skoler, er et andet område, som vi kunne gøre betalingspligtige. Hvorfor, skal man forære 60 mia. kroner om året, til rige forældre, kan få gratis uddannet deres børn i folkeskolen? Nej, alle skoler, bør laves til privatskoler. Og, så kan det offentlige give lån til alle forældre, så de kan få deres børn uddannet, samt lave krav om, at alle børn, skal have uddannelse. Hvis forældrene har en indtægt, over kontanthjælpen, så skal de naturligvis afdrage på gælden.

Børnecheck'en, kan også laves om til lån.

Jeg forstår simpelthen ikke hele det give-bort samfund, som vi har, hvor man forærer masser af penge til folk, for at de kan rejse til Spanien for ens folkepension, og leve i sus og dus, til deres dages ende.

Argumentet er vel, at man frygter, at studerende unødvendigt forlænger deres studietid, hvis de har meget erhvervsarbejde. Det lyder ikke til at ville have været et problem for dig, men der er sikkert studerende, for hvem fristelsen til at tage en masse arbejde for at tjene nogle penge, på bekostning af studierne, ville være for stor.

I øvrigt synes jeg ikke, at det er meningsfuldt at tale om SU-ydelse kontra kontanthjælpsydelse. Incitamentet for at uddanne sig går langt ud over økonomi i studietiden og langt ind i livskvalitet, fysisk/psykisk sundhed og økonomi resten af livet. Af samme årsag får ingen mig til at sige at SUen bør være højere selvom jeg stadig lever på den et par år endnu.

</p>
<p>Men, hvorfor skal man diskutere kontanthjælpen?</p>
<p>

Pga. incitamenterne til at uddanne sig: Uddannelse er vigtigt i forhold til at kunne klare sig økonomisk, og jeg synes derfor, at det er vigtigt, at man har de rette incitamenter til at tage en uddannelse.

</p>
<ol><li>Det er korrekt, at mange studerende er under 25 år, men situationen er, synes jeg, også mere alvorlig, hvis man er over 25 år, på kontanthjælp og ikke i uddannelse. Der kan naturligvis være mange grunde til, at man er i denne situation, og det er for mig ikke en jagt på disse folk. Det er snarere et spørgsmål om incitamenter - og når nu kontanthjælpen, selv efter skat, er større SU'en, så er det for mig ikke det rette incitament til at tage en uddannelse.

</p>
<ol start="2"><li>Hvorfor skal man inkludere SU-lånet i vurderingen? Jeg, og mange andre studerende, tager ikke SU-lån, og jeg synes ikke, at man kan inkludere det i vurderingen - det er, omend renten er favorabel, et lån og ikke penge, man får "gratis". Så det skal i min optik ikke inkluderes.</li>
</ol><p>

Mange studerende, kan få hjælp hjemmefra. De fleste på kontanthjælp, har ikke denne mulighed. Pengene skal slå til, og de skal betale alt.

Men, hvorfor skal man diskutere kontanthjælpen? Og ikke pensionen? Folkepensionen, er 1300 kr. højere om måneden, end kontanthjælpen. Og der er ingen krav, til du intet må eje. Den gives til alle - også milliardærer. Dem uden indtægter, får så ældrecheck, varmeudgifter, større boligstøtte mv. som du ikke kan få på kontanthjælp. Folkepensionister, kan tage deres pension - og også varmetilskud - med, hvis de vælger at rejse til udlandet. Så kan den ikke slå til, med de danske priser, kan de tage et andet sted hen, og få det samme udbetalt, af den danske stat. Kontanthjælpsmodtagere, må ikke tage til udlandet. Hvis, indenfor en periode på 9 år, har været ialt mere end 12 måneder udenfor Danmark, kan du ikke få kontanthjælp. Har du f.eks. haft arbejde i udlandet, i 12 mdr. vil du ikke kunne få kontanthjælp i Danmark, de næste 8 år.

Skal der røres på folkepensionen, bliver det nok ældrechecken som ryger. Fordi, at den kun gives til de fattigste.

De fleste studerende, er under 25 år. Det er ikke korrekt, at du har dobbelt så meget, som i SU, da du skal betale skat af pengene, og fribeløbet udgør ikke så meget, som for SU. Hvis du skal se på, hvor meget du har at leve for, er mest realistisk, at sammenligne med SU med lån. Kontanthjælpsmodtagere, kan ikke få lån, og har ikke mulighed, for at tage lån at leve for. Det er hverken muligt, at få lån hos banker, eller hos staten. Ofte, så vil kontanthjælpsmodtagere have lån, inden de kommer på kontanthjælp, som skal afbetales, selvom de er på kontanthjælp.
SU med lån, udgør for studerende 8.559 kr. om måneden. Dertil, har de mulighed, for at få lån i banker og sparekasser. Kontanthjælpen er på 10.300 kr, eller 1.741 kr. mere om måneden, som der betales skat af. Det er ca. 1000 kr. ekstra at leve for. Da jeg var på kontanthjælp, gik en stor del, af de ekstra penge til medlemskab af IAK, og resten til internet og medielicens, som jeg ikke havde som studerende, hvor jeg brugte DTU's.

Du laver alle antagelser, der taler for ikke at røre ved kontanthjælpen.

1. Det er korrekt, at mange studerende er under 25 år, men situationen er, synes jeg, også mere alvorlig, hvis man er over 25 år, på kontanthjælp og ikke i uddannelse. Der kan naturligvis være mange grunde til, at man er i denne situation, og det er for mig ikke en jagt på disse folk. Det er snarere et spørgsmål om incitamenter - og når nu kontanthjælpen, selv efter skat, er større SU'en, så er det for mig ikke det rette incitament til at tage en uddannelse.

2. Hvorfor skal man inkludere SU-lånet i vurderingen? Jeg, og mange andre studerende, tager ikke SU-lån, og jeg synes ikke, at man kan inkludere det i vurderingen - det er, omend renten er favorabel, et lån og ikke penge, man får "gratis". Så det skal i min optik ikke inkluderes.

</p>
<p>Det eneste jeg har at udsætte på SUen er det forbandede fribeløb. Personligt har jeg haft nok overskud i mit studie til hvert evig eneste år at måtte sige nej til arbejde fordi jeg ellers ville blive trukket i SU.

Tja, ude i det virkelige liv er næsten alle offentlige ydelser - fra friplads i børneinstitution til folkepensionens pensionstillæg - regulerede efter indkomst.

Så hvorfor hulen skulle man give SU til studerende, der selv tjener et betragteligt beløb?

Yde efter evne, nyde efter behov...

[quote]</p>
<p>Så det vil være et attraktivt sted at spare.</p>
<p>

:-)

Jf. linket fra mit forrige indlæg:

"I dag får en kontanthjælpsmodtager, som er over 25 år, og som ikke har børn, godt 10.300 kroner om måneden i kontanthjælp før skat."

Dvs. hvis man er over 25 år, får man altså dobbelt så meget som i SU.[/quote] De fleste studerende, er under 25 år. Det er ikke korrekt, at du har dobbelt så meget, som i SU, da du skal betale skat af pengene, og fribeløbet udgør ikke så meget, som for SU. Hvis du skal se på, hvor meget du har at leve for, er mest realistisk, at sammenligne med SU med lån. Kontanthjælpsmodtagere, kan ikke få lån, og har ikke mulighed, for at tage lån at leve for. Det er hverken muligt, at få lån hos banker, eller hos staten. Ofte, så vil kontanthjælpsmodtagere have lån, inden de kommer på kontanthjælp, som skal afbetales, selvom de er på kontanthjælp. SU med lån, udgør for studerende 8.559 kr. om måneden. Dertil, har de mulighed, for at få lån i banker og sparekasser. Kontanthjælpen er på 10.300 kr, eller 1.741 kr. mere om måneden, som der betales skat af. Det er ca. 1000 kr. ekstra at leve for. Da jeg var på kontanthjælp, gik en stor del, af de ekstra penge til medlemskab af IAK, og resten til internet og medielicens, som jeg ikke havde som studerende, hvor jeg brugte DTU's. Derudover, havde jeg bankgæld, der skulle tilbagebetales, og lejligheden var dyere. Jeg fik afslag på tilskud til tandlægeregninger, så de skulle også betales af kontanthjælpen, men kommunen opfordrede til, at tandlægen gav lån - hvilket jeg så fik.

Så det vil være et attraktivt sted at spare.

:-)

Jf. linket fra mit forrige indlæg:

"I dag får en kontanthjælpsmodtager, som er over 25 år, og som ikke har børn, godt 10.300 kroner om måneden i kontanthjælp før skat."

Dvs. hvis man er over 25 år, får man altså dobbelt så meget som i SU.

Interessante tal.</p>
<p>Der har også været diskussioner om niveauet for kontanthjælp - er det f.eks. rimelig, at unge mennesker på kontanthjælp får flere penge, end de ville få på SU? (<a href="http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-49745362:kontanthj%C3%A6lp-s…;)

Kontanthjælp, er i betragtning af, at der skal arbejdes for pengene, blandt de beløb, der er mindst på finansloven (ca. 13 mia kr. om året). Så det vil være et attraktivt sted at spare.

Interessante tal.

Der har også været diskussioner om niveauet for kontanthjælp - er det f.eks. rimelig, at unge mennesker på kontanthjælp får flere penge, end de ville få på SU? (http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-49745362:kontanthj%C3%A6lp-skal-ned-p%C3%A5-suniveau.html)

Hvis man insisterer på at bo i hovedstadsområdet kniber det måske med budgettet, men nu er det vel ikke en menneskeret for studerende at kunne bo i den dyreste del af landet i den periode af deres liv, hvor indkomstniveauet er lavest. Hvis man på trods af de ekstra boligudgifter stadig insisterer på dette, så er det vel kun rimeligt at man selv er ansvarlig for at supplere sin SU. At man ikke kan få budgettet til at hænge sammen fordi man har sat sig for 3500 kr om måneden i husleje skyldes jo ikke at SU'en er for lav. Det skyldes at man har valgt en dyr løsning som studerende.

Men hvis alle fravalgte studierne i hovedstaden, tvivler jeg på, at der ville være uddannelsespladser nok - så nogle skal jo læse i og omkring København:-)

Derudover er jeg tildels enig med dit synspunkt; Hvis man insisterer på at skulle bo centralt i København, vælger man selv at have høje udgifter. Der er, såvidt jeg ved, masser af ungdomsboliger og kollegiepladser at få i forstæderne, og disse er billigere.

I forbindelse med debatindlægget fra Politiken nævnt ovenfor var en pointe for mig også, at huslejen på 3000+ kr. burde kunne sænkes - hvis hun vil - og den studerende således kunne sænke sine udgifter på den front.

Sammenlignes med andre overførselsindkomster, er SU'en lav. Folkepensionen, for en enlig, er ca. 11.500 kr. om måneden, og dertil kommer ekstra ydelser, varmetilskud, mv. Ses på de offentlige udgifter, så udgjorde udgiften til SU kun 11 mia. kr. i 2007. Eneste, som kostede mindre for det offentlige, af overførselsindkomster, var dagpenge, der dengang der var 4 års dagpenge, kostede 10 mia. kr. om året. Syge og barselspenge, kostede 20 mia kr. om året. Og hospitalsvæsenet, kostede 133 mia. kr. om året. Et tocifret årligt mia. beløb, til flere hospitaler.

Det er ikke SU'en, som vælter det offentliges budgetter. Men, da det er blandt de mindste udgifter, ligesom dagpenge, så er det et område, der jo nok skal spares på. Og, det er nemmere, at overbevise en studerende om, at de godt kan leve af mindre - end en pensionist, der ejer et flercifret million beløb. Alle, får folkepension, også de rigeste, da der ikke mere er formueafhængighed.

Man sparer, på de udgifter, hvor det gør mest ondt. F.eks. spares 5 mia. kr. på dagpengeområdet, og ikke på sygehus området, eller pensionsområdet, hvor det kun vil udgøre en besparelse på 4%, og ikke en halvering, som på dagpengeområdet.

Mit forslag til det offentlige er, at SU'en halveres. Ikke fordi det er fornuftigt, men fordi det er dumt. Og det følger den røde tråd, som folketinget styrer efter.

Hvis man insisterer på at bo i hovedstadsområdet kniber det måske med budgettet, men nu er det vel ikke en menneskeret for studerende at kunne bo i den dyreste del af landet i den periode af deres liv, hvor indkomstniveauet er lavest. Hvis man på trods af de ekstra boligudgifter stadig insisterer på dette, så er det vel kun rimeligt at man selv er ansvarlig for at supplere sin SU. At man ikke kan få budgettet til at hænge sammen fordi man har sat sig for 3500 kr om måneden i husleje skyldes jo ikke at SU'en er for lav. Det skyldes at man har valgt en dyr løsning som studerende.

Jeg har været igennem 1 års studie på SU. Jeg syntes at det er helt til grin med ~5500 om måneden - det var dårligt nok til at dække brændstof udgifter til og fra skole - heldigvis har min kone et godt job.....

Citat:------"Argumentet er vel, at man frygter, at studerende unødvendigt forlænger deres studietid, hvis de har meget erhvervsarbejde."-------

Hvis den normale skatteborger financerer et gratis uddannelsessystem, så kan disse skatteborgere forvente, at de studerende udnytter tilbudet effektiv. At belaste uddannelsessystemet med tomgang er uforsvarlig. I min tid blev der i hver undervisningstime af docenten ført en liste over de tilstedeværende. Manglede man mere end 10% uden vigtig grund blev man ikke tilladt til eksamen.

Hvad er bleven bedre i dag med det delvis store tidssløseri. Evighedsstudenter har sener ikke særlige chancer i erhvervslivet. Her har der vel ikke endret sig ret meget.

</p>
<p>Det eneste jeg har at udsætte på SUen er det forbandede fribeløb. Personligt har jeg haft nok overskud i mit studie til hvert evig eneste år at måtte sige nej til arbejde fordi jeg ellers ville blive trukket i SU. Hvis man er så heldig at have et arbejde med en høj timeløn, så rammer man hurtigt indtjeningsloftet. Selvom man kunne have bidraget mere til skattekassen, så gør man det derfor ikke, da man ville blive trukket så meget i SU, at det ikke kunne betale sig. Hvad er det for et samfund, der giver et negativt incitament til at give den en ekstra skalle?

Argumentet er vel, at man frygter, at studerende unødvendigt forlænger deres studietid, hvis de har meget erhvervsarbejde. Det lyder ikke til at ville have været et problem for dig, men der er sikkert studerende, for hvem fristelsen til at tage en masse arbejde for at tjene nogle penge, på bekostning af studierne, ville være for stor.

Hvis man har overskud til at læse sine studier på normeret tid, er det i min optik helt fint at tjene lige så mange penge, man vil, men erfaringen viser formentlig, at ikke alle kan administrere denne balance.

Er SU'en steget til 5000? Eller det før skat? Jeg husker ikke hvad min SU var - kun at jeg fik lidt over 3000,- på min konto pr. måned. Og jeg synes også at jeg (måske) husker det som omvendt - at studielånet var højere end SU'en. Men hvis man idag får 5000 på kontoen pr. måned alene i SU, så ville jeg også kunne klare mig uden at tage studielån - i hvert fald hvis jeg kunne bo lige så billigt som jeg kunne dengang - uden at skulle bo på kollegium. Men mon ikke der også idag er private der lejer et værelse ud til studerende til en overkommerlig pris? Flere af de værelser jeg kiggede på dengang kostede 1800 og opefter. Men jeg fandt så et til 1250, med Dyrehaven som baghave. :-)

Lad os lige definere SU et øjeblik for jeg læser i denne tråd "SU" som det beløb man får af staten i overførselsindkomst og ikke det, som jeg mener det skal forstås som - nemlig helt bogstaveligt "statens uddannelsesstøtte", som består af en månedlig overførselsindkomst, muligheden for et billigt, supplerende lån, rabatter på fx transport og ikke mindst et billigt værelse på et kolleGIUM.

Den kontante del af SUen består af ~5000 kr/md i overførselsindkomst og ~3000 kr/md i lån til en favorabel rente. Det kan man godt leve for i København uden at skulle spise pasta og ketchup hver aften efter min personlige erfaring. Hvis man ikke vil tage lånet, så er det éns eget valg, og hvis forældrene vil give penge til ungen for at de skal undgå at tage lån, så hatten af for det.

Det eneste jeg har at udsætte på SUen er det forbandede fribeløb. Personligt har jeg haft nok overskud i mit studie til hvert evig eneste år at måtte sige nej til arbejde fordi jeg ellers ville blive trukket i SU. Hvis man er så heldig at have et arbejde med en høj timeløn, så rammer man hurtigt indtjeningsloftet. Selvom man kunne have bidraget mere til skattekassen, så gør man det derfor ikke, da man ville blive trukket så meget i SU, at det ikke kunne betale sig. Hvad er det for et samfund, der giver et negativt incitament til at give den en ekstra skalle?

Citat:-----"Sikke et liv; Det var ikke noget for mig. Hvad var pointen med at arbejde fra tidlig morgen til sen aften, syv dage om ugen - blev uddannelsen hurtigere færdiggjort? Eller blev I bare dygtigere den gang, end hvad vi andre bliver i dag? "------

Uddannelsen var bare mere konsekvent dengang. Til Maskiningeniør kunne man kun læse som uddannet maskinarbejder ( 4 års uddannelse i Danmark, 3,5 års uddannelse i Tyskland + 6 måneder praktikum i et jernstøberi). Uddannelsen på læreansalten omfattede 6 semestre. Alt i alt var det en uddannelse som omfattede 7 år.

Formålet med ingeniøruddannelsen var " udøvelse af ledende virksomhed på maskinbygningens område". Man kan nemlig ikke virkelig varetage en ledende opgave, uden at have startet helt fra bunden indenfor fagområdet.

At man med alternativerr prøver det i dag, skyldes, at de gamle teknika løb tør for studerende. Der var gået inflation i studentereksamen og dermed et dramatisk fald i indgået læreforhold indenfor håndværk og industri. Ingeniøruddannelsen i dag er mere et kompromis ud fra en forandret almen skoleuddannelse end et behov fra erhvervslivet.

Meget er desværre bare bleven ringere!!! Begge mine sønner har studentereksamen, men fik mindre undervisning i fysik og kemi end jeg med realskoleeksamen fra 1955.( Dengang havde kun 5% af årgangen studentereksamen).

[quote]i et supermarked kan man altid få arbejde

Nu har den her diskussion handlet om unge mennesker og studerende, så det var naturligvis underforstået, at jeg snakkede om dem - og ikke om alle andre.

Og som du selv argumenterer for:

Supermarkederne bruger ungarbejdere, og det er et krav, er du er max 18, for at kunne ansættes

Studerende, har i almindelighed også nemmere ved at få arbejde end arbejdsløse. Det virker positivt, at man er ung, og studerende. Det gælder næsten uanset jobtype.

Med det i tankerne sagde jeg, at man som studerende - hvis man behøver økonomisk supplement til SUen - bare kan få arbejde i et supermarked. Jeg gik ned i mit lokale supermarked og blev ansat med det samme. Og jeg så i samme supermarked og i andre supermarkeder næsten hele tiden skilte om, at de søgte medarbejdere.

Jeg tror personligt mere, det handler om, at nogle studerende er for kræsne mht. job eller har en forestilling om, at de ikke har tid og/eller overskud til det. End at de ikke kan finde arbejde.

i et supermarked kan man altid få arbejde

Hvor mange af dem, der står i supermarkederne, har været tidligere arbejdsløse? Stort set ingen. Supermarkederne bruger ungarbejdere, og det er et krav, er du er max 18, for at kunne ansættes. Det skyldes overenskomster. Supermarkederne overholder overenskomsterne, uanset om du er i a-kasse eller ej. Dem, der ansættes, har normalt uddannelse indenfor området. Men det er ikke engang ledige stillinger nok, til dem der har uddannelse. F.eks. uddanner nogle store supermarkeder masser af elever, alene fordi, at de derved får billig arbejdskraft. De hverken ønsker, eller vil ansætte eleverne, efter endt uddannelse. Nogle, ansætter deres egne elever - men de kommer bestemt i første række, fremfor tilfældige gamle arbejdsløse og kontanthjælpsklienter. Studerende, har i almindelighed også nemmere ved at få arbejde end arbejdsløse. Det virker positivt, at man er ung, og studerende. Det gælder næsten uanset jobtype. Nogle virksomheder, ansætter kun unge. I ingeniørstillinger, betyder erfaring en del, så der er også nemt at få arbejde, for de fleste med mange års erfaring. Men ikke for alle.

</p>
<p>Vi startede med undervisningen kl. kl 8.10 og tog hjem kl.17.00 fra tegnesalen. Hjemme på værelset blev der så arbejdet med lektier til 22.00-23.00. Om lørdagen sluttede undervisningen kl 13.00. Weekenden blev benyttet for at friske det op, som man var gået let hen over.
Der var dengang ikke tid til job ved siden af. Ingen af mine danske kamerater abejdede mens vi læste.</p>
<p>Semesterferien blev derimod benyttet til at tjene penge. Da vi alle var faglært, handlede det ikke om billige studenterjobs. Personlig kunne jeg arbejde akkord som rørlægger i alle semesterferier.</p>
<p>

Sikke et liv; Det var ikke noget for mig. Hvad var pointen med at arbejde fra tidlig morgen til sen aften, syv dage om ugen - blev uddannelsen hurtigere færdiggjort? Eller blev I bare dygtigere den gang, end hvad vi andre bliver i dag?

Jeg er selv en dedikeret studerende, som har brugt over middel meget tid på mine studier - både til hverdag og i weekender. Og selv da har jeg som tidligere nævnt haft mange forskellige jobs. Udover det økonomiske har jobsene været god adspredelse og som nævnt i et tidligere indlæg i debatten forbereder studiejobs og studierelevant arbejde én til et liv på arbejdsmarkedet. Jeg har bl.a. været hjælpelærer i forskellige kurser på DTU, og udover en udmærket løn har det rent fagligt været meget givende, både mht. stoffet der blev undervist i og mht. det at undervise studerende og lære fra sig. Og jeg kan ikke se, at det skulle gøre én til en bedre fremtidig medarbejder ikke at have eller at tage sig tid til at supplere studierne med arbejde.

Helt ærlig, Kunne Du finde på at ansætte en så stresset og utilfreds dame? Nej vel? Det forudsætter naturligvis at Du engang kan komme til at ansætte folk.

Måske, måske ikke - pointen var ikke, at jeg støtter hendes synspunkter, tværtimod. Det var blot input til debatten om studerendes vilkår rent økonomisk. Jeg har i andre sammenhænge kritiseret hendes synspunkter, og jeg mener bare, at hun skulle finde sig et arbejde - i et supermarked kan man altid få arbejde, og en central pointe for mig er, at man ikke som studerende på de første studieår kan forvente at få spændende og udfordrende arbejde; Man har endnu ingen faglige kompetencer, der berettiger dette.

Citat:-------"Jeg kan forstå, at du er vokset op og har uddannet dig i en tid, hvor ovenstående var vilkårene. Men det er jeg og andre unge mennesker ikke, så at tro at man kan projicere efterkrigstidens situation og vilkår på nutidens er for mig ikke vejen frem."-------

Vi startede med undervisningen kl. kl 8.10 og tog hjem kl.17.00 fra tegnesalen. Hjemme på værelset blev der så arbejdet med lektier til 22.00-23.00. Om lørdagen sluttede undervisningen kl 13.00. Weekenden blev benyttet for at friske det op, som man var gået let hen over. Der var dengang ikke tid til job ved siden af. Ingen af mine danske kamerater abejdede mens vi læste.

Semesterferien blev derimod benyttet til at tjene penge. Da vi alle var faglært, handlede det ikke om billige studenterjobs. Personlig kunne jeg arbejde akkord som rørlægger i alle semesterferier.

Målet var at blive færdig med studiet i den regulere tid uden at blive en omgænger. Samtidig gjaldt det om ikke at ryge i en gældsfælde.

Egentlig har det ikke noget at gøre med efterkrigstidens trange kår. Det handler mere om en klar arbejdsholdning. Vejen frem er ikke andet end den vej man har valgt at gå. Det der ikke må overses er, at mange unge vælger at læse, fordi de fortsat vil gemme sig i en skolehverdag. De er ikke moden.

Citat:----"En studerende sparkede i øvrigt tidligere i år godt gang i denne debat med sit indlæg på Politikens hjemmeside: http://politiken.dk/debat/ECE1...dag/"------

Helt ærlig, Kunne Du finde på at ansætte en så stresset og utilfreds dame? Nej vel? Det forudsætter naturligvis at Du engang kan komme til at ansætte folk.

Tak til alle for kommentarer og historier om egne erfaringer.

</p>
<p>Studerende skal have råd til at kunne studere, resten må vente.</p>
<p>

Jeg kan forstå, at du er vokset op og har uddannet dig i en tid, hvor ovenstående var vilkårene. Men det er jeg og andre unge mennesker ikke, så at tro at man kan projicere efterkrigstidens situation og vilkår på nutidens er for mig ikke vejen frem. Livet som studerende kan ikke forventes at være i sus og dus, men en smule adspredelse har man behov for. Jeg har som nævnt selv haft en lang række af jobs i løbet af mine studier, hvilket har givet adspredelse såvel som økonomi til at "leve livet" ved siden af studierne.

Studierelevant arbejde var selvf. godt, men det var vigtigere, at folk har vænnet sig til at være på en arbejdsplads, at alt hvad man bliver sat til ikke nødvendigvis er sjovt og spændende og lært at fungere sammen med folk der ikke lige har samme uddannelse og baggrund som en selv. Det er ofte nødvendigt at man kan sætte snuden i sporet , og få lavet et ordentligt stykke arbejde, selv om det ikke lige virker som ens "livret".

Helt enig, arbejde i løbet af studierne er en god idé. På den korte bane sikrer det mere luft i økonomien, og på den lange bane bevidner det erfaring med det at arbejde, omgangen med kolleger mv. Jeg hører sommetider fra studerende, som ikke har jobs ved siden af studierne, at de ikke har tid, men det synes jeg personligt er noget pjat; Jeg har, hvis jeg skal sige det selv, læst på en krævende uddannelse (DTU, fysik og nanoteknologi) og har stadig fundet tid til arbejde ved siden af. Men selvfølgelig, hvis man har et stort behov for at ligge på sofaen og at se amerikanske serier, kan det knibe med tiden:-)

Er SU'en nok?

Jeg synes ikke, at SU er nok - men heller ikke, at den skal hæves, tværtimod. Jeg har bekendte, som i perioder (eller hele studier!) har klaret sig udelukkende på SU, og det er jeg imponeret over; Det ville jeg ikke selv kunne! Men det afhænger af, hvilke krav man stiller til tilværelsen, hvor man vil bo, hvad man vil spise osv. Hvis man bor på et af de polytekniske kollegier, har man godt 2000 kr. tilbage efter betalt husleje. Så går der noget fra til forsikring, mobiltelefon og den slags, men der er vel stadig så man kan få noget ordentligt at spise. Men der er ikke til mange ferier, til tøj, til en bytur osv., så hvis man er spartansk på disse områder, er SU sikkert fint. Og hvis ikke, så få et arbejde.

En studerende sparkede i øvrigt tidligere i år godt gang i denne debat med sit indlæg på Politikens hjemmeside: http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-dag-hver-dag/

Er SU'en nok? Svaret er både og - og det afhænger helt af flere ting, bl.a. af hvor stor udgiften til husleje er. Jeg læste på videregående uddannelse i 6½-7 år (1992 - 1999). I alle årene boede jeg ude. I ca. den første halvdel af tiden klarede jeg mig for min SU og i ca. den sidste halvdel tog jeg studielån. Hvorfor blev jeg ikke ved med at klare mig for SU'en - fordi det trods alt var for knapt at de kunne slå til i længden, hvis man også skulle spise lidt mere "spændende" mad. Nu var jeg heldig at jeg boede billigt, da jeg boede på et værelse til 1250,- om måneden. SU'en efter skat var ca. 3000,- så vidt jeg husker. Så jeg havde vel ca. 1800,- om måneden at leve for og det var vel i og for sig nok. Nu hører jeg heller ikke til den type, der køber nyt tøj hver måned. Men faktisk købte jeg B&O anlæg o.a. på rentefri afbetaling i den tid, hvor jeg klarede mig kun for min SU. I den tid var der jo så ikke ret mange penge tilbage til mad. Men det gik. Seriøse studiejobs ved siden af studiets hverdag overvejede jeg aldrig - eller det vil sige at jeg prøvede avisbud og brevkurér, rydde sne for naboen og et andet mindre job, men det gjorde jeg ikke ret lang tid og det var heller ikke noget der gav ret meget. I 3 sommerferier havde jeg så sommerferiejob på Enstedværket i Åbenrå og det var et godt job, der gav en lige så god løn pr. måned som jeg fik i mit første ingeniørjob. Det gav mig mulighed for at købe dyr cykel og bærbar computer.</p>
<p>Men kan unge idag klare sig for SU? Det afhænger igen af hvordan de lever og især hvor dyrt de bor.

Er SU'en nok? Svaret er både og - og det afhænger helt af flere ting, bl.a. af hvor stor udgiften til husleje er. Jeg læste på videregående uddannelse i 6½-7 år (1992 - 1999). I alle årene boede jeg ude. I ca. den første halvdel af tiden klarede jeg mig for min SU og i ca. den sidste halvdel tog jeg studielån. Hvorfor blev jeg ikke ved med at klare mig for SU'en - fordi det trods alt var for knapt at de kunne slå til i længden, hvis man også skulle spise lidt mere "spændende" mad. Nu var jeg heldig at jeg boede billigt, da jeg boede på et værelse til 1250,- om måneden. SU'en efter skat var ca. 3000,- så vidt jeg husker. Så jeg havde vel ca. 1800,- om måneden at leve for og det var vel i og for sig nok. Nu hører jeg heller ikke til den type, der køber nyt tøj hver måned. Men faktisk købte jeg B&O anlæg o.a. på rentefri afbetaling i den tid, hvor jeg klarede mig kun for min SU. I den tid var der jo så ikke ret mange penge tilbage til mad. Men det gik. Seriøse studiejobs ved siden af studiets hverdag overvejede jeg aldrig - eller det vil sige at jeg prøvede avisbud og brevkurér, rydde sne for naboen og et andet mindre job, men det gjorde jeg ikke ret lang tid og det var heller ikke noget der gav ret meget. I 3 sommerferier havde jeg så sommerferiejob på Enstedværket i Åbenrå og det var et godt job, der gav en lige så god løn pr. måned som jeg fik i mit første ingeniørjob. Det gav mig mulighed for at købe dyr cykel og bærbar computer.

Men kan unge idag klare sig for SU? Det afhænger igen af hvordan de lever og især hvor dyrt de bor.

Citat:-----"Personlig frihed fordi man ikke hænger på en overspændt økonomi, er for mange en ønskedrøm"------

Tre ud af fire danske forældre med voksne børn mellem 18-40 år har bekræftet at de understøtter deres børn økonomisk. I følge OECD er danskerne verdens privatøkonomisk mest forgældede folk. De unge er vokset op i velstand og har ikke lært at sætte tæring efter næring.(Kilde: Flensborg Avis 7.aug. 2012)

Inden jeg kunne begynde at læse til ingeniør (15 år efter WWII ) var jeg pisket til først at tjene pengene til studiet. Lignende situation befandt en stor del af mine studiekammerater sig i. En tilværelse som omgænger var udelukket. Det var der ikke penge til.

Det kommer nu an på, hvad man lægger i ordene "at nyde livet". Selvfølgeligt er økonomi en væsentlig faktor i livet. Alligevel kan man godt nyde livet, selv om man er en "fattigrøv". Det hele kommer an på, om man kun kan nyde livet, fordi man kan købe sig til alt, ELLER om man nyder livet, fordi man netop lever. Personlig frihed fordi man ikke hænger på en overspændt økonomi, er for mange en ønskedrøm. Mange har blot ikke modet til at foretage de skift i tilværelsen, der gør det muligt. Det kan være en mindre bolig, bil eller andre nedskæringer. Her ligger mange under for omgivelsernes pres om forbrug og livsstil.

Mvh. Jan

Befolkningen kan deles i to grupper: Dem, der ikke har råd til at nyde livet. Og dem der ikke har tid.

Citat - "Støtte fra mama og papa og et par semestre ekstra, afslører jo ikke den aktive medarbejder der kan arbejde målrettet."

Nej, men hvis det var tilfældet for fx. mit vedkommende, så ville det heller ikke være noget jeg ville råbe højt om. Istedet ville jeg forsøge at sælge mig selv på andre områder. F.eks. min faglighed, eller min person, og jeg vill nok synes det var en anelse grænseoverskridende, hvis nogen spurgte mig om min forældre havde støttet mig gennem studietiden. Det er privat økonomi, og kommer ikke nogen ved, med mindre jeg synes det!

Men altså, hvis den ene personlale chef ligger meget vægt på den slags, så findes der nok en anden der ligger vægt på nogle lidt mere seriøse ting. Men den første risikere så at gå glip af noget!

Men jeg er enig i at det er en fordel at have haft en eller anden form for arbejde i løbet af studiet, og jo mere studierelavant jo bedre, men det tror jeg faktisk også de fleste har haft. At tage et par semestre ekstra på ingeniør studiet er ret normalt, da niveauet generelt er ret højt. Faktisk er det fåtallet der klarer den på normeret tid.

"Aahh der er da forhåbentlig ingen personale chefer der er frække nok til at spørge ind til hvordan ens økonomi så ud i studietiden!"

Det var der så sandelig, de ca 20 år jeg var personalechef, altså ikke lige: "Hvordan var din økonomi i studietiden, forsørgede dine forældre dig?", men: "Hvad lavede du ved siden af studierne?"

Studierelevant arbejde var selvf. godt, men det var vigtigere, at folk har vænnet sig til at være på en arbejdsplads, at alt hvad man bliver sat til ikke nødvendigvis er sjovt og spændende og lært at fungere sammen med folk der ikke lige har samme uddannelse og baggrund som en selv. Det er ofte nødvendigt at man kan sætte snuden i sporet , og få lavet et ordentligt stykke arbejde, selv om det ikke lige virker som ens "livret".

En gang oplevede jeg en nyansat/uddannet akademiker, der sagde op efter tre dage, fordi den pgld ikke havde fået interessante arbejdsopgaver, det var ikke en der havde haft arbejde under studierne.

.......I studietiden vil man også......hvis man er nogenlunde begavet......have arbejdet steder der vil være interessante for en kommende arbedsgiver, der af ens CV og anbefalinger kan skønne hvad det er for en person han interviewer.

Begge mine børn har arbejdet ved siden af skolen siden de var 13-14 år Reklamebude. ekspedienter. studentermedarbejderei diverse styrelser og firmaer. Og det de har tjent der, er blevet anvendt til cykler,PC, tøj, rejser, skolebøger og mad

Vi har hjulpet dem, men kun hjulpet, med større ting(delvis husleje og pænt store julegaver) og en begrænset økonomisk støtte så der trods arbejdet også var plads til at læse. Det var et krav at studier skulle passes og undgå at stifte gæld, for at få den støtte vi leverede, der omvendt heller ikke gav plads til de store indkøbs og cafelaitte orgier.

Begge har hver på sin måde, klaret sig formidabelt og har bestemt ikke behov for andet end "gode råd" idag.

Jeg kan kun anbefale metoden, da mine børn ikke har skullet slås med det vi ældre skulle, studiegælden.

Citat:------"Aahh der er da forhåbentlig ingen personale chefer der er frække nok til at spørge ind til hvordan ens økonomi så ud i studietiden!"------

Vær forberedt, sådan er livet. Det hører vel med til bedømmelsen af en person, hvor megen personlig indsats der blev ydet ved studiet. Støtte fra mama og papa og et par semestre ekstra, afslører jo ikke den aktive medarbejder der kan arbejde målrettet.

Aahh der er da forhåbentlig ingen personale chefer der er frække nok til at spørge ind til hvordan ens økonomi så ud i studietiden!

Jeg mener nu også man skal have lov til at have et liv ved siden af. Ellers kan det blive nogen meget lange år, hvilket kan få nogle til at miste modet! Ja, hvis man har mulighed for et studiejob er det da en god idé, men alt efter hvor meget tid studiet tager, kan det være mere eller mindre svært at få til at hænge sammen, og så hænger jobs'ne jo heller ikke på træerne.

Hvis forældrene føler de vil støtte økonomisk så lad dem. Det er da op til dem selv! Efter nogle år kommer den studerende alligevel ud og tjener kassen (forhåbentligt), og så kan de vel klare sig selv derfra. Det må være folks egen sag! Og for dem der mener at SU'en i forvejen burde være nok, har jeg ét at sige: SU'en er kun lige høj nok til at man kan overleve og studere samtidig. Vil man have et liv ved siden af, bliver man nød til at have en lille sjat ekstra. Om det så er via lån, studiejob, eller støttende forældre, det kommer vel ikke nogen ved.

-Voksne studerende har ikke råd til livet- lyder den total forfejlede overskrift.

Studerende skal have råd til at kunne studere, resten må vente. Misforståelsen starter med at mange unge efter studentereksamen først skal have et sabbatår, for at slappe af og finde ud af hvad de måske vil studere..

Også fremtidens personalechefer vil vel tage med i bedømmelsen, om studiet er bleven gennemført med en guldske i munden.

Jeg har aldrig fået penge af mine forældre på den måde. Tilgengæld havde jeg fået både en børneopsparing og en uddannelsesopsparing jeg kunne bruge af da jeg studerede, og det er vel sådan set det samme.

Man kunne også se på det som en tidlig arv. De fleste arver når de er så gamle at de ikke har noget at bruge arven til. Så jeg synes da egentlig at det er bedre at få arven mens man er studerende eller skal til at købe hus.

Men det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning for ikke at have styr på økonomien. Det er farligt hvis de unge lærer at forældrene betaler alle deres udgifter.