Der kom ikke den ønskede ambition om hæve reduktionsmålene på COP24 klimatopmødet. Som mange ellers havde håbet ovenpå nylige rapport fra FN's klimapanel (IPCC) om, at den globale udledning af CO2 skal reduceres med 45% allerede i år 2030 for at holde opvarmning på 1,5 grad.
Jeg sad oppe til kl. 3 natten til fredag for at læse en række afsnit i de 144 sider tekst, som er stykket sammen af tekster fra en række forhandlings-grupper. Det afspejler masse af godt og konkret arbejde med et omfattende regelsæt for Paris aftalen, som er helt nødvendigt for at komme videre. Alligevel er det helt anderledes at komme hjem for tre år siden fra COP21, hvor der var jubel ved vedtagelsen af Paris aftalen. Dengang var en vigtig faktor, at USA og Kina gik sammen i 2015. Denne gang i Katowice står de meget langt fra hinanden i det store konferencecenter, hvor der været hele 30.000 deltagere over de to uger. EU har generelt været konstruktiv i de to ugers forhandlinger, men kunne have gjort endnu mere for en alliance med de fattige udviklingslande. Det sidste døgn var Brasilien var ved at stikke et kæp i hjulet ved at veto en beslutning om markedsmekanismer. Vups så kom teksten ned på 133 siders, så de elleve sider er udskudt til COP25 i Chile fra d. 11 til d. 22. november 2019. Hvor det kan blive svært med deres nyvalgte præsident, som i sin valgkamp sagde at han vil følge USA ud af Paris aftalen.
USA og Saudi Arabien har desværre stået i spidsen for at modarbejde anbefalinger fra IPCC nylige rapport om at holde opvarmning på 1,5 grad. Denne videnskabens rapport baserer sig på hele 6,000 peer reviewed studies af klima forskere fra hele verden (se tidligere blog). Inden COP24' start for to uger siden var forventningen, af verdens regeringer ville nå frem til en proces for landene skulle melde mere ambitiøse klimamål ind i år 2020. Selv om IPCC rapporten er blevet rost af langt de fleste lande, så er FNs regler, at der skal være konsensus hele vejen rundt blandt de 190 lande. Dvs. at modstanden fra Saudi Arabien, Rusland, Kuwait og USA betød en veto til at COP24 må skrive "welcoming" IPCC rapporten. Nu hedder det i tekst-udkastet blot, at man »påskønner«, at klimaforskerne har gjort selve arbejdet med at lave en rapport. Det er ikke godt nok.
Vi må vente til COP26 i 2020 på, at landene forhåbentligt hæver reduktionsmålene. Eller i bedste fald at nogle landene gør det til det topmøde, som FN's generalsekretær indkalder til i New York i september 2019. Danmark var ellers andre EU lande og strøbelige ø-stater med til at vise vejen med den såkaldt 'High Ambitions Coalition' med 27 lande. De udsendte onsdag en i mine øjne virkelig god erklæring, hvor de opfordrer alle til at »stræbe efter at skrue ambitionerne op i 2020 som svar på IPCC rapporten om 1,5 grader« (her er et link). Blandt underskriverne er også en række ø-stater i Stillehavet, hvor præsidenten for den sårbare østat Vanuatu, Ralph Regenvanu, sagde på møde under COP24, at hans land overvejer at anlægge retssager mod fossil brændstof firmaer for at betale omkostningerne ved ekstremt vejr og oversvømmelser. Det som i COP24 forhandlingerne hedder ‘Loss and Damage‘, som kun står svagt i teksten.
Regelsæt - svag rulebook indenfor finansiering
Nu får I lidt om "rulebook". Lørdag aften 15 december blev vedtaget et omfattende regelsæt på 133 sider (denne link), som regulerer en lang række komplicerede emner - og her ses masser af stor faglig indsigt. Paris aftalen er som en lov som udmøntes med disse omfattende retningslinjer, som er udtryk for et kæmpemæssigt arbejde i en stribe af forhandlingsspor over de sidste tre år. De mange sider forklarer detaljeret vejledning og regler for måling, rapportering, gennemsigtighed og statusopgørelser for klimareduktioner og andre relevante emner som bl.a. klimafinansiering.
En sektion med stor enighed har været 'Technology Mechanism', som bl.a. indeholder CTCN (the Climate Technology Centre and Network) med hovedkontor i FN byen i Nordhavn i København. Der kan læses om deres arbejde på hjemmesiden.
Jeg har særligt fulgt teksten om de rige landes rapportering på klimafinansiering til de fattige lande, som bl.a. fastlægger retningslinjer for de rige lande's rapportering til FN hver andet år (biennial report). Her er det især denne sætning under artikel 9.7, som vækker modstand fra fattige udviklingsland og fra organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og CARE.
(f) The financial instrument (e.g. grant, concessional loan, non-concessional loan, equity, guarantee, insurance, other (specify));
Indtil nu har bl.a. de nordiske lande, England og Holland kun rapporteret på gaver (grants) og lån med meget lave renter til de fattige lande. Dvs. "bløde" lån med en årlig rente på ofte under 2% rente. Vedtages formuleringen ovenfor, vil det åbne op for at tælle non-concessional loan, garantier og forsikringer med i status ift. det årlige 100 mia. dollars mål. Her er den årlige rente måske 8-10%, hvilket betyder en enorm forskel for et fattigt land. At det fremover bliver tilladt at rapportere disse lån til FN, vil i sig selv betyde en betragtelig forøgelse af klimabistanden fra de rige lande.
Vi snakker store penge. De multilaterale bankers årsrapport for 2017 fra bl.a. Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank skriver. at de bevillige lån for 35 milliarder dollars i klimafinansiering til udviklingslande. Det fremgår desværre ikke, hvilken andel er de billige konsessionale lån og hvilken andel de langt dyrere non-konsessional lån. I en ny rapport fra OECD står at læse at “the majority of multilateral loans were non-concessional.” En chef fra OECD lovede os ved et møde (kaldes "side-event" i COP24) at give denne fordeling i det nye år.
Problemet med at tælle mange lån med i de lovede 100 mia. dollars opstår især, når det er adaptation projekter (klimatilpasning), der skal finansieres i fattige lande. Det kan være bygningen af dæmninger for at forebygge oversvømmelser, som det ikke er realistisk at fattige landsbyer eller kommuner kan klare at betale tilbage til internationale långivere. Det er klimatilpasning i fattige lande, som særligt har brug for de 100 mia. dollars, som Paris aftalen har aftalt at rige lande giver årligt fra 2020. Der står i Paris aftalen, at der skal være en balance mellem adaptation (tilpasning) og mitigation (reduktioner), men de fremlagte tal fra FN og OECD under COP24 viser, at kun ca. 25% går til adaptation og 75% til mitigation (af 56 mia. dollars i 2016).
Hvor det er fornuftigt med lån, er til reduktioner via vedvarende energi. F.eks. til investering i en kæmpe vindmøllepark ved Lake Turkana i Kenya, som er det største vedvarende energiprojekt i Afrika. Det er opsat 365 Vestas-vindmøller, som når de kommer i fuld drift kan producere ca. 17% af Kenyas samlede el-forbrug. Her er den samlede finansieringen på 678 millioner Euro, som er sammensat fra en række internationale investorer og långivere, inklusive aktiekapital fra den danske klimainvesteringsfond administreret af IFU (mere i dette link). Forbrugeres og virksomheders betaling for strøm er med til at sikre tilbagebetalingen af disse store lån.
Det blev en længere forklaring på, hvor det er betænkeligt at lade lande rapportere til FN på de dyrere "ikke-koncessionale" lån som klima financiering, som kun risikerer at forøge fattige landes gældsætning.
En anden formulering i artikel 9.7 har også skuffet de fattige udviklingslande, Folkekirkens Nødhjælp og CARE:
(b) Amount the face value and, on a voluntary basis, the grant-equivalent value;
Fra næste år skal Danmark og andre rige land rapportere til OECD "grant-equivalent value", dvs. gave-elementet i et koncessionalt lån. Det kan f.eks. være 50%, hvilket indikerer at den anden halvdel skal betales tilbage. Der er skuffelse over, at det ikke fremstår som et krav til de rige lande men at de kan vælge at lade være. Hvis det var blevet obligatorisk, ville det have lagt pres på et land som Frankrig, som giver 94% af deres klimabistand i form af lån. Det kunne stille spørgsmål ved, når præsident Macron fremhæver den store franske klimabistand (rapporterede 3,3 mia. dollars i 2016).
