Der er nogle historier, nogle konklusioner, der bare er sejlivede og som står uantastede, uanset at det er helt forbi skiven. Du er måske stødt på udsagnet om, at 10 floder i Asien står for 90% af den plastikforening der udledes til verdenshavene. Det er ikke sandt. Den konklusion undersøgelsen kommer frem til er, at floderne i hele verden, ikke kun Asien, samlet set udleder mellem 400.000 og 4 millioner tons til verdenshavene. Det svarer til mellem 4 – 40% af de ti millioner det estimeres, der samlet udledes årligt til verdenshavene. Den store varians i konklusionen, skriver forskerne bag studiet, handler om stor datausikkerhed. Data om udledning fra floderne er få og det skaber usikkerhed om estimatet.
Hvis vi går lidt ned i detaljerne, så stammer udsagnet fra en undersøgelse, hvor man undersøgte data fra udledning af plastik i 57 floder. Ud af de 57 floder er det ganske rigtigt 10 floder, der udleder mest plastik til havet. Helt op mod 90% af flodernes bidrag stammer fra de ti største floder. Floder er så afgjort en transportør af plastik til havet, men det samme kan siges om kyster der ligger direkte ud til havet, havbaserede aktiviteter, herunder særligt fiskeriaktiviteter, udledning af mikroplastik fra bildæk, tøjvask mm. FN anslår er at 20% af plastikforureningen stammer fra havbaserede kilder og 80 % fra landbaserede aktiviteter. Derfor er floder som én ”fra land til hav” kilde interessant at kigge på men der er mange andre. Nu burde det udsagn om de 10 floder i Asien være lagt i graven.
Hvorfor er det så vigtigt hvad floderne bidrager med?
Det er det fordi undersøgelsen, når den udlægges forkert, kan føre til forkert prioritering af indsatser mod plastikforureningen. I Danmark har vi lige nu en diskussion af, om vi skal dirigere u-landsmidler over i aktiviteter hvor vi fisker plastik op i floderne. En diskussion der blandt andet baserer sig på den falske, overestimerede, opfattelse af flodernes bidrag til den samlede udledning. For nyligt til konferencen Vores Hav i Fællessalen i Folketinget, stødte jeg på formanden for Miljø- og Fødevareudvalget, Rene Christensen, der henviste til netop udledningen fra verdens 10 største floder i sammenhæng med, hvad den danske u-landsbistand skal gå til. Vi måtte have fakta på plads. Med andre ord, så kan der opstå sejlivede myter, der er så bestandige at de kan udgøre fundamentet for en politisk diskussion om u-landsmillioner, på et helt forkert grundlag. Det er min hensigt med denne blog, at sprede ordet, herunder linke til det oprindelige studie og vores egne myte-afvæbnende historier på Plastic Change hjemmesiden, hvor også historien om de 10 floders bidrag forklares.
Heldigvis er der oprensning i gang af verdens floder. Danske Desmi er i gang i Indien i regi af Ocean Plastic Forum, ReSea er i gang i samarbejde med lokale indonesiske fiskere. Unge Boyan Slat er i gang med at se på udlægning af flydespærrer. Det er alt sammen udemærket, ligesom der er millioner der er engagerede i at rydde op til lands. Vi må bare aldrig tro at det løser problemet på sigt. Sagt sort hvidt, så drukner vi i plastik hvis vi satser på oprydning alene. De mængder der ryddes op er forsvindende små i forhold ti den årlige udledning af plastik til havet. Problemet skal løses med et nyt politisk rammesæt og en gevaldig innovationskraft, der involverer ingeniørstanden på fremmeste vis.
Verdens plastikproduktion forventes fire-doblet de næste 30 år og vores udledninger til verdenshavene går fra de nuværende 10 millioner til 40 millioner tons årligt. Det kræver stærke teknologiske løsninger at udvikle de letvægtsemballager der kan erstatte den nuværende produktion af engangsbeholdere, inklusive rensning og returnering i det der bliver måske verdens mest sofistikerede infrastrukturprojekt i fremtiden, med milliarder af standardiserede beholdere der skal returneres og renses for at blive genopfyldt.
Vi må prioritere at lukke for hanen og prioritere den fremtidige cirkulære økonomi højest, uden det dog udelukker, at vi løbende rydder det mest oplagte plastik i naturen op.
