Urummelig lovgivning

Det tværministerielle udvalg vedrørende eventuel regulering af de tiltagende danske rumaktiviteter nedkom i april i år med en rapport. Første sætning i indledningen beskriver årsagen til gruppens dannelse og hvad deres kommissorie drejede sig om:

"I de senere år er civile raketaktiviteter i Danmark steget i omfang."

Det er sandt og godt eller? Anden sætning i indledningen giver et hint til et svar:

"De mulige skadevirkninger ved fejlslagne raketaktiviteter er betydelige."

Det kan jo være sandt, men er det altid sandt? Naturligvis må og skal sikkerheden altid være i højsædet ved al teknologiudvikling, der handler om at manipulere store mængder energi. Rapporten er 74 sider lang og beskæftiger sig meget grundigt med alt hvad der kan gå galt med raketter. Det meste af det er åbenlyst. Således kan man læse at Hydrazin er giftigt, at en raket på vej op kan ramme et fly og på vej ned et skib eller andet, at raketter der eksploderer udgør en fare for omkringstående, osv.

Vi har evidens for at store raketter kan sendes op fra Dansk territorie uden at ramme fly, skibe eller andet. Det på trods af at delsystemer har fejlet.

Rapporten anfører at der idag ikke er en samlet myndighedsenhed, der kan betjene de civile raketentusiaster, hvilket vanskelligør tilladelsesproceduren for raketbyggerne. Vi har evidens for at det på trods af den vanskellige proces alligevel er lykkedes raketentusiaterne at kontakte adskillige myndighedsorganer, at involvere dem og få de nødvendige tilladelser. Det er ligeledes lykkedes dem at samarbejde med den civile flytrafikkontrol således at flytrafik og rakettrafik er foregået koordineret.

Rapporten anfører videre at det er forbundet med omkostninger at opbygge et kompetenceniveau hos myndighederne, der ville tillade en adequat risikovurdering af rakettest, såvel stationære som dynamiske. Arbejdsgruppen vurderer at det er billigere at udlicitere opgaven, dvs. henvise til udenlandske opsendelsesområder. Set på den korte bane er det billigst ikke at involvere og opkvalificere myndighedspersonale. På den lange bane ser vi voksende rumaktiviteter. Aktiviteter som vi naturligvis ønsker at være en del af. De nødvendige kompetencer er tilstede i vores nabolande og formentlig også hos ESA og ikke mindst på DTU og andre universiteter i Danmark, et oplagt emne for øget samarbejde.

Vi hylder generelt det frie initiativ og iværksætterånd i Danmark, derfor mener jeg at anden sætning i rapportens indledning burde lyde:

"De mulige skadevirkninger ved at forbyde raketaktiviteterne i Danmark er betydelige."

Danmark lever i høj grad af ideer, nytænkning og udvikling, af teknologisk ekspertise og know-how ofte udviklet i specialiserede nicher. Et civilt raketprojekt viser at teknologi, der før kun var tilgængelig for store stater, er indenfor rækkevidde at virkelystne privatpersoner. I slutningen af 1800-tallet var cykler et hobby kuriosum for rige mennesker, idag er de allemandseje. I halvfjedserne var vindmøller til elproduktion fantasier i entusiasters hoveder, idag er de en milliardindustri. Omkring årtusindskiftet var CubeSats begrænset til få eksklusive studenterprojekter drevet af ildsjæle, idag er de trådt ind på den kommericelle rumscene.

Døgnet rundt, året rundt, jorden rundt kommer nye teknologier til verden. De begejstrer og inspirerer og giver den nødvendige grobund for interesse for naturvidenskab og teknologi. Rumteknologi er endnu ikke allemandseje, men den er blevet tilgængelig for universitetsstuderende, små kommercielle virksomheder og virkelystne privatpersoner. Da Danmark fik en rumlov i 2016 anerkendte vi os selv som en rumfarende nation.

Siden Sputnik er menneskeheden ræset ind i rumalderen. Som nation fortjener vi at ligge med i front, men det kræver at vi tillader entusiaster og ildsjæle at tænke store tanker og giver dem plads og lov til at prøve ideer af.