Tillykke Peter
Peter Naur har fået Turing prisen af ACM for med Algol-60 rapporten at have formaliseret en syntaktisk beskrivelse af programmeringssprog.
Det som ACM nok ikke kunne tillade sig at sige højt var at Peter Naur dermed formodentlig frelste verden for flere COBOL-lignende katastrofer.
Prisen er derfor velfortjent.
De danske sprog
Der er tilsyneladende en tendens til at vi danskere kan noget med programmeringssprog, for siden Peter Naur har ikke mindre end tre danskere slået deres navn fast i den store verden: Bjarne Stroustrup med C++, Anders Hejlsberg med C# og Rasmus Lerdorf med PHP. Hvis der er nogen rimelighed til, så er det ikke den sidste Turing pris en dansker får for et programmeringssprog.
Men desværre kan vi konstatere at de alle tre sidder på den anden side af kloden fordi Danmark som IT nation ikke er noget at råbe hurra for.
RegneCentralen, Rovsing og DDE er også forlængst bukket under og det er heller ikke tilfældigt.
Som samfund brændte vi en stor chance i starten af firserne, hvor det lige nøjagtig ikke lykkedes at få "datalære" til at handle om computere og programmering. I stedet endte det med tekstbehandling og regneark.
Lidt længere henne i firserne kunne vi ligesom Finland have rullet et TCP/IP netværk ud i hele landet, men i stedet satsede man på X.21, X.25, "Meganet" og guddødemig om ikke man promoverede X.400 langt op i halvfemserne.
Da Internettet endelig kom til Danmark hang vi os i petitesser, som f.eks om det skulle hedde "di.ku.dk" eller "diku.dk", om hvad der skulle til før en virksomhed kunne få dispensation til at komme på det statsstøttede "forskningsnet" og om TCP/IP i det hele taget var lovligt når *TAS'erne havde monopol på tele ?
