San Onofre Nuclear Generation Station, kaldet "SONGS" bliver lukket nu.
Det har sådan set været indlysende i nogen tid, det variable var kun om man fik lov til at bruge det stort set nye uran-load man har siddende i dem.
Forslaget fra ejeren var at køre med reduceret effekt, kun 70% af nominel, svaret fra NRC, atomkraft tilsynet var "Det siger vi ikke bare ja til, sådan noget skal granskes, helt som det plejer."
For den teknisk baggrund, se mine tidligere blogindlæg her og her.
I atomkraftbranchens fagmedier er det valgte udtryk "regulatory delay" på den anden side priser man NRC for at følge reglerne og "rulle om på ryggen som de plejer".
Der er noget der tyder på at det er atomkraftmodstanderne der er tættest på sandheden her.
Efter Fukushima er der kommet lidt mere stål og rygrad i NRC's beslutninger, som i den tid jeg har fulgt dem ellers har lignet stort set fuldautomatisk gummistempling af alt hvad der kom forbi.
SONGS kan snart vise sig at få følgeskab, efterhånden som de nye og skrappere konsekvenskrav fra Fukushima dukker op.
De nye krav til "emergency venting" for Fukushima reaktortypen er netop blevet godkendt og andre krav er på vej igennem systemet.
Kravene til oversvømmelse imødeses med gru fra visse atomkraftværker, men ifølge folk i branchen er det kravene til nødstrøm der bliver det helt store problem.
Nødstrømmen består af store, rigtig store, blybatterier, med dieselgeneratorer som backup. I langt de fleste anlæg er begge dele placeret i bunden, af seismiske og praktiske hensyn, i rum der er designet med den nødvendige plads.
Vel at mærke den nødvendige plads for 30-40 år siden.
Men der tales nu om at kravet til batteriernes kapacitet bliver fordoblet eller tredobblet og det er sådan set meget simpelt med blybatterier: Man køber dobbelt eller tre gange så mange batterier, som ligeledes fylder og vejer det dobbelte eller tredobbelte.
Hvilket batteri-rummene ikke er bygget til og ikke store nok til.
Batterianlæggene driver hele kontrolanlægget direkte via DC forsyning, i daglig drift kommer energien fra en "ensretter" der på samme tid forsyner alt udstyret og holder batterierne opladet, med det man kalder en "float-charge".
Typisk er batterirummet og "ensretterne" placeret et par etager under kontrolrummet, i etagen imellem dem er kabelføring og kontroludstyr placeret, for at holde DC-bussen så kort som mulig af alle mulige hensyn, men ikke mindst impedans og kortslutningsforhold.
Der er folk der er gået igang med at undersøge om mere moderne "VRLA" og "AGM" bly-batterier kan blive godkendt til formålet, de kan stables i flere lag og forudsat gulvet kan holde og rummet ligger over de nye oversvømmelseskoter, kunne det være en måde at fordoble eller tredoble batterikapaciteten.
Men vejen er lang, batterierne skal bevise at de kan holde til mosten, også efter et jordskælv.
Alternativet er at bygge et nyt batteri-rum, hvilket visse værker kan blive nødt til også af oversvømmelseshensyn, men her løber man ind i andre grimme problemer, sårbarhed, indbyrdes seismisk bevægelse, længden på DC-bussen osv.
De værker der ikke finder en løsning, forventer ikke at køre videre efter 2020.
De værker der regner med at kunne finde en løsning, gruer for hvad prisen bliver.
phk
PS: Der er kommet en artikel mere på LaTimes, en interesant bid er:
"Edison officials have estimated that the ultimate cost of closing San Onofre will be $3 billion. The company has $2.7 billion in a trust fund, money collected from its customers each time they pay for electricity."
