Kære raketvenner
Vi har igen brug for jeres tanker og ideer!
For noget tid siden fik vi lavet nogle tests der skulle undersøge hvordan vi bedst lander med rumkapslen, for at minimere de kræfter vores astronaut vil blive udsat for.
Til dette formål havde vi 3D-printet en skalamodel af rumkapslen, hvortil vi havde lavet to forskellige endebunde. En "flad" endebund i klassisk Apollo-form samt en kegleformet endebund.
skalamodellen med den flade endebund
I modellen monterede vi en sensor der kunne måle accelerationer med en frekvense på 5000Hz.
Klargøring
Setuppet er relativt simpelt. Vi har skåret toppen af et pallekar, fyldt det med vand og ved testen havde vi så en række kameraer over og under vandet.
Sarunas gør et kamera klar på bunden
Selve droppet foregik så ved at vi hængte modellen op i en fast højde, med en vinkel vi fik skabt ved hjælp af et snoresæt der fastholdt de ophængningsvinkler vi ønskede at gå igennem: fra lodret til vandret med ca. ti graders intervaller.
Der gøres klar til at droppe rumkapslen
Udfordringer!
Nu kommer vi så til det spændende. Vi forventede at det ville reducere astronautens påvirkninger hvis endebunden var kegleformet. Vi forventede også at se en reduceret påvirkning med den flade endebund, når rumkapslen var på skrå.
Der kom nogle flotte effekter ud af nogle af landingerne
Men hvor store effekterne, og hvad deres indbyrdes størrelsesforhold, ville være, det var jo det, vi glædede os til at undersøge nærmere.
Undervandsvideo i halv hastighed
Resultaterne
Testen var ikke ment som en decideret skalatest, som kan forudsige de kræfter astronauten udsættes for, men mere som en komparativ test, til at komme nærmere hvilken konfiguration mellem endebund og landingsvinkel der ser ud til at påvirke astronauten mindst. I skal derfor ikke lægge så meget vægt på værdiernes størrelse, men mere deres indbyrdes forhold.
Nedenunder ses resultaterne fra de mange drops vi lavede. Grafen viser summen af accelerationer for de tre akser. Den orange linje repræsenterer målingerne med den flade endebund, mens den blå er for keglebunden. Vi var egentlig kun interesseret i at vurdere det lodrette drop med keglebunden, men valgte for sammenlignings skyld at tage lidt flere vinkler med, nær lodret. Vinklerne er repræsenteret på x-aksen, hvor 0 grader er lodret og 90 grader er vandret, svarende til at astronauten lander på ryggen.
husk at astronauten sidder næsten lodret i kapslen, så en lodret landing betyder altså at rygsøjlen også er (næsten) lodret.
Sum af accelerationer, Lodret er 0 grader, vandret 90 grader
Nogle observationer:
Med flad bund opnår vi den laveste max. acceleration ved 40 grader
Med keglebund opnår vi den laveste max. Acceleration ved 0 grader
Med flad bund er der mindst afvigelse i max. Acceleration ved 61 grader (mest konsistente landinger)
Med keglebund er der mindst afvigelser i max. Acceleration ved 0 grader
Keglebunden opnår den laveste max. Acceleration
Flad bund har et relativt stort sweetspot område omkring 40-50 grader
Keglebunden virker følsom overfor at ramme med korrekt vinkel
Flad bund er generelt mest konsistent med ensartede landinger
Nogle tanker:
Med flad bund virker landingsintensiteten til at være meget følsom for vinklen omkring helt lodret og vandret landing.
Ved at have en vinklet landing opnår vi større sikkerhed for at ryggen ikke overbelastes ved splashdown.
En landing i jævn vind kan sidestilles med at ændre landingsvinkel.
Ved den flade bund har vi et meget større sweetspot område. Det kan tolkes som at vi kan forvente et mere konsistent resultat uanset bølger og svingninger under faldskærmen i landingsøjeblikket.
En landing ved 40 grader, set fra flere vinkler
Ovenstående tanker var baseret på summen af accelerationer. Hvis vi splitter værdierne op i de forskellige akser, hvor aksen parallelt med rygraden må siges at være væsentligst, kommer der flere nuancer på datasættet.
Accelerationer i alle akser, ved landing fra lodret til vandret (0 til 90 grader). X-aksen er parallel med rygraden, Y-aksen går parallelt med skuldrene og Z-aksen går igennem navlen.
Vi ser det samme grundlæggende mønster for x-aksen med den flade endebund, at der er et minimum ved 40 graders hældning. For keglebunden bliver det mere tydeligt, at det fortrinsvis kun er en lodret landing der er interessant. Vi ser dog også, at det faktisk er marginalt bedre at lande med den flade endebund omkring 40 graders hældning, end med keglen lodret.
Hvad nu?
Der er ingen tvivl om at det ser spændende ud med den lodrette landing med en keglebund, og vi er også ved at planlægge at lave en mere spids kegle, for at se om det kan give nye og mere spændende resultater.
Som data er i dette forsøg, vil jeg personligt foretrække at vi stræber efter at lande rumkapslen med en flad endebund, hældende mellem 40 og 50 grader.
Det vil, som jeg ser det, give astronauten den mindste belastning og vi vil opnå størst mulig frihed i forhold til at lande konsistent under forskellige vejr- og vindforhold.
Splashdown ved forskellige vinkler.
MEN!
Der er også andre holdninger, og jeg er simpelthen ikke sikker på om der kan hives mere fornuft ud af dette datasæt, så derfor vil det være rigtig skønt at høre jeres fortolkning af graferne, og om I har andre forslag til hvordan vi kommer videre.
Kan I derfor ikke kaste spørgsmål, tanker og kommentarer efter os i kommentarfeltet nedenfor, så vi kan komme frem til en velunderstøttet beslutning.
Ad astra,
Mads
