Solformørkelse og Virtual Reality i Seneghe
I forbindelse med solformørkelsen d. 20 marts afholdt jeg et åbent arrangement i Seneghe, hvor alle kunne komme og låne et par solformørkelsesbriller eller se begivenheden gennem et solfilterudstyret teleskop.
Som en yderligere attraktion havde jeg også medbragt en Oculus Rift (SDK II), hvor man kunne få en 3D-rundtur til Solsystemets planeter og sammenligne størrelsen på forskellige stjerner med vores egen Sol i "Titans of Space".
Her er et par billeder fra begivenheden:
Jeg havde bestilt 50 par solformørkelsesbriller. Selvfølgelig ringede de dagen før formørkelsen fra min datters skole og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe dem med at komme til at se den - de havde ikke lige fået anskaffet briller i tide - så jeg måtte låne dem 20 stk. til rotation.
Det donerede Vixen-teleskop blev opstillet midt i det kommunale amfiteater. Der var en smule dis over horisonten, men det lykkedes at iagttage hele forløbet.
Gruppefoto af en af de skoleklasser, der kom forbi. Jeg skulle nok have indstillet trefoden lidt højere...
Foto taget med smartphone gennem teleskopets okular kort efter formørkelsens begyndelse. En lille solplet er synlig - en usædvanligt rolig Sol i betragtning af, at den er i en aktiv periode.
Foto taget med professionelt kamera gennem solfilter.
Scene fra amfiteateret, før gæsterne ankom. Oculus Rift-setuppet, hvor blandt andre Seneghes bibliotekar fik sig en tur rundt i Solsystemet efter formørkelsen, ses til venstre.
Jeg skal ikke undlade at minde om, at hvis nogen - eller nogen, I kender - er interesseret i et intensivt 5-dages astronomikursus på Sardinien, så løber de af stablen hver anden uge fra midten af april (første kursus 13. april - 18. april) frem til slutningen af oktober.
Åbningstilbuddet er 'betal-hvad-du-lyster' - det kan indfris ved at bestille pladser her, klikke på 'I have discount code' og skrive PWYW som kode.
Man kan læse mere om kurserne her.
