Skal vi sende udvalgte faggrupper tidligt hjem fra arbejde?
I velfærdssamfundet har vi givet hinanden et løfte: alle har ret til et otium. Til at nyde de sidste år på pension, når krop og sind begynder at falme. Det er et løfte, der er helt centralt for mig i det moderne samfund. Og så er det et løfte som især Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har sat sig for at ville diskutere.
Kort fortalt vil Folketingets nye alliance give os forskellige muligheder for at stoppe med at arbejde, alt efter hvornår vi er trådt ind på arbejdsmarkedet.
Dansk Folkeparti var ligefrem ude og fortælle, at medlemskab hos enten 3F eller FOA automatisk bør indløse en billet til tidlig pension.
De nedslidte er hverdagens helte
Lad mig med det samme slå fast; jeg har al respekt for alle arbejdsgrupper i Danmark. Høj som lav er de med til at bygge det velfærdssamfund, der giver os gode skoler, veje at køre på og et velfungerende sundhedsvæsen, når vi bliver syge.
Målet bag det nye pensionsforslag er altså meget sympatisk. De nedslidte er dem, der har arbejdet en stor del af deres liv for det fælles gode. De er hverdagens helte. Og dem skal vi passe på og behandle med værdighed!
Hvordan måler vi?
Når det er sagt, har jeg svært ved at se at politikernes forslag om differentieret pensionsalder blive administreret på en fornuftig måde.
Hvem skal eksempelvis afgøre, hvor længe vi har været på arbejdsmarkedet? Hvad med dem, der lagde ud som elektriker, men senere fandt mening i jobbet som diplomingeniør? Hvor placerer vi skoletiden? Og hvor meget vægter en forældreorlov eller en praktik?
Hvis et pensionssystem skal fungere, bør det give os mulighed for at gøre arbejdsliv til otium, mens tid er. Der spiller vores alder en naturlig rolle, men vores funktion på arbejdsmarkedet er langt fra en sikker indikator på, hvem der reelt har brug for pensionen. Og det er et stykke tid siden Danmarks folkesygdom hed ’ondt i ryggen’. I dag hedder den ’stress’.
En strukturel løsning på et komplekst problem
Når vi ved, at arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig radikalt over de kommende år, virker det stort set umuligt at udpege visse arbejdsgrupper som værende permanent mere nedslidte end andre.
I dag er det at være lagerarbejder et job, som jeg gerne vil fremhæve som værende nedslidende. Men det er langt fra nogen selvfølge, at det bliver ved med at være sådan. Flere af nutidens nedslidende jobs har formentlig slet ikke samme indhold om bare få år. Jeg knytter dette håb til teknologien, der allerede har vist sig at være glimrende til at løse flere af den slags problemer.
Vi risikerer med andre ord at sætte et system op, som ikke er tidssvarende om bare ti år.
Den nedslidte lagerarbejder bør selvfølgelig kunne trække sig tilbage, hvis hans krop begynder at sige fra – og også gerne lidt før. Men det samme kan siges om den stressede kontormedarbejder. På samme tid har lagerarbejderen formentlig en kollega, der sagtens kunne arbejde til den normale pensionsalder. Mennesker er nemlig – helt indlysende - forskellige.
Hvorfor nedslider vi overhovedet arbejdstagere?
Det ligger som præmis for den nuværende pensionsdebat, at arbejdstagerne er nedslidte, når de når en vis alder. Men er det et faktum, vi bare skal acceptere som en naturlig præmis i Danmark i 2019?
Lad os så hellere arbejde for, at så få som muligt har et job, de ikke magter at passe i et helt arbejdsliv. Det ville også åbne op for, at vi kan lade nogle trække sig tidligere tilbage, fordi de har brug for det; fysisk eller psykisk. Det ville være fair for alle. I bund og grund tror jeg desværre ikke, at vi kan undgå at nedslide nogle for mennesker er forskellige. Men ville det ikke være et mål at se, om vi kan nedslide markant færre end vi gør i dag?
Velfærdssamfundets løfte om et otium og en værdig alderdom bør gælde for alle og uanset hvilken form for nedslidning, man potentielt kan blive ramt af. Og det bør gælde både på nutidens og fremtidens arbejdsmarked.
