Skakbrættet vi spiller på...
Kære læsere...
Ugen har været berusende. Jeg fik skrevet den sidste blog efter den model som jeg nogen gange bruger...skriv om det du tænker på...og jeg tænkte jo på hvordan vi hurtigt skulle få råd til at afslutte flyverkøbet.
Det fladt på plads, og vi har fået tilført 160.000,00 kr. efter den blog. Det er en fantastisk hjælp. Men det bliver bedre end det - vi har også fået en anden ordning så vi er ca. 75.000,00 kr rigere...og det er også vigtigt. Så var der lige også noget med 1200 ltr brændstof til Nautilus som jeg tror lander godt...og et par andre mirakler, flere foredrag, besøg af sponsor i morgen m.m.
Mirakelmagerne jeg bare elsker at lege med !
Vi har brug for det hele, og mere til, hvis vi skal flyve i år, og catch 22 er at vi nok må regne med at vi kun kan skaffe alt det kapital vi skal bruge hvis vi faktisk så flyver i år. Men brikkerne falder virkelig på plads.
En for en.
Jeg har siden jeg begyndte at blogge her på ing.dk gerne villet at bloggen var "The good news network" og stedet hvor man faktisk kunne finde opmuntring. Det er godt nok også opmuntrende at tænke på at man kan leve her, og lave vilde projekter på fuldt tid, til man næsten segner, når alternativet er et meget mindre udfordrende og stabilt liv.
Men -
Hvad er det alt sammen for noget - hvad er det egentligt der gør det fedt, og hvad der det der gør det udfordrende, at være i denne NGO raketverden ?
Det fede er behandlet i andre blogs...her lidt om udfordringerne...
Rumlaboratoriet er på visse fundamentale måder meget forskellig fra konventionelle virksomheder, herunder også opstarts og udviklingsvirksomheder. Lad mig også understrege at de udfordringer jeg nævner her i fuldt omfang også fandtes i det Copenhagen Suborbitals, jeg måtte forlade i 2014. Det er selve grundvilkårene for underfinansieret projektarbejde med vanvittige ambitioner jeg beskriver her. Det er lige så virkeligt her som i andre tilsvarende projekter.
Virksomheder kan i princippet ansætte de kompetencer man har brug for. Er der brug for en elektriker, ansætter man en elektriker. Er der brug for en maler, ansætter man en maler. Men i disse NGO organisationer jeg har arbejdet i og stadig arbejder for, udbetaler man jo ikke løn, så de kompetencer man nu har ombord, er dem som man nu på den ene eller den anden måde løber ind i.
Nogen gange rammer man nogen helt fantastiske mennesker.
Vi har i RML f.eks. en næsten uerstattelig hardware elektronikmand, og en næsten uerstattelig certifikat svejser. Det er ingen kunst at uddelegere dele af projektet til henholdsvis Niels eller Alex, man skal basalt set bare beskrive et problem - så kommer der en løsning. Der virker. Jeg skal ikke forklare hvordan man forbereder svejsefugen, eller hvordan man monterer et stik på en ledning eller for den sags skyld programmerer en arduino. Jeg aner heller intet om det sidste. De to herrer er kompetente medarbejdere, og de kan altså bare deres kram og er helt ubetinget bedre end jeg til både at svejse og bygge hardware elektronik.
Var Rumlaboratoriet en konventionel virksomhed ville jeg ansætte nok af den slags mennesker, og koncentrere mig om de ting hvor jeg kan byde ind med noget. Det kan f.eks. være at komme op med farlige, provokerende eller umiddelbart meningsløse ideer.
Men - mængden af Niels og Alex timer er endelig.
Min gode ven Morten Bulskov har i sin tid tudet mine ører fulde af ordet "uddelegering" Morten har selvfølgelig ret, man skal dele opgaver ud, ingen kan alene bygge et Eiffeltårn.
Det har virket så meget på mig, at netop uddelegering er det jeg måske bruger allermest af min tid på. Man skal bare forstå at det er noget helt andet at uddelegere i den virkelighed hvor jeg har været siden jeg fik mit første værksted i Farum i 1998, og til i dag, end det er i en normal virksomhed. Ingen vil helere end jeg give slip, lade gå, give fuldkommen design frihed. Men helt så enkelt er det bare ikke.
Det er et fælles problem vi alle sammen har i disse projekter. Det er en slags mur af information, man ikke nemt kan kommer over.
Kan en overbebyrdet flymekaniker uddelegere sine opgaver til f.eks. en rigtigt dygtig og kompetent tandlæge ? Kan flymekanikeren ikke bare lige forklare tandlægen hvordan man gør, og så slippe det, og lade tandlægen klare eftersynet af den Boeing 737 ? Eller omvendt, kan en overbebyrdet tandlæge ikke uddelegere rodbehandlingen af en kindtand til blikkenslageren ?
Tjo...Har du lyst til at ligge i tandlæge stolen mens Jens Bliktud, i sin blå overall, tager slagboremaskinen frem, og tænder blæselampen til hans loddekolbe...umbh...! Eller sidde i et fly som Luciano Pavarotti forsøger at lande efter en kort instruks fra en pilot som er gået fra borde ?
Man kan kun uddelegere med succes til mennesker med de fornødne specifikke kompetencer.
Det presser mig nogen gange at det er svært at bygge bro på tværs af forskellige fag, så dygtige folk end er. Men bare fordi man er en dygtig og kompetent luftkaptajn, er det ikke 100 % sikkert man også er en pragtfuld tenor, der kan få taget til at lette på Sidney Operaen og omvendt...vel ? Jamen folk er da lige gode ? Jo, men alle mennesker har altså ikke samme evner eller samme træning.
Det har aldrig skortet med dygtige, intelligente og kompetente mennesker i de projekter hvor jeg har arbejdet i, og gud ske lov for det. Men catchet er at matche kompetencer og opgaver. Oftest er der overvægt af akademisk højtuddannede, og fatal mangel på håndværkere og praktisk anlagte mennesker. Ude i virkeligheden kan man hyre sandblæsere og malere, blikkenslagere og alt muligt, men ikke her.
Tag ikke fejl, håndværksfagene er ikke bare noget man kan forklare en i øvrigt super intelligent PhD på fem minutter...
Men det så så lykkes...og han / hun faktisk kommer i mål lang uden for sit fagområde, så er det helt fantastisk.
Jeg bruger tit uddelegering som en "force multiplier" - hvis jeg f.eks. har en kompetent håndværker, så kan jeg forøge hans kapacitet meget ved at alt det rundt om opgaven, bliver gjort for ham. Så han kun udfører f.eks. selve svejsningen, mens udskæring, opmåling, flytning af materialer og grej, varetages af andre. Det kan flerdoble hvad han kan få fra hånden. Men den går altså ikke uden et vidst minimum af disse nøgle medarbejdere. En eller to af den slags folk på værkstedet gør min dag så meget bedre.
Det er selvfølgelig altid meget lettere at få løst en kompleks akademisk opgave gennem uddelegering, end en enkeltstående praktisk opgave.
Det er helt overvældende hvad der kan regnes, tegnes, modeleres i 3D, og hives og skubbes i via FEM analyser.
Men man samtidig opleve at en simpel drejeopgave gå i hegnet, fordi nogen ved et uheld får startet drejebænken i bakgear, og derved smadrer både emnet, det skærende værktøj og illusionen om at alle kan bygge raketter uden videre...og vid jeg opmuntrer, klapper på skuldren og trøster når det går ned, for alle gør jo hvad de overhovedet kan.
Det er på samme tid frustrerende og fascinerede.
Det er, som så meget andet, i sidste ende et finansielt problem, som vi måske netop ikke skal løse. Fordi det netop er det skakbræt jeg spiller på, og det skakbræt min konkurent spiller på. At spille skak handler om at operere inden for brættet, og bruge de brikker man nu engang har, inden for de regler som gælder på brættet. Man må ikke kaste med brikkerne, og man må ikke skyde op gennem brættet med en pistol under bordet. Det er snyd. Men trods alt; på det bræt er meget lykkedes, og mere kommer til !
Det er i min udmyg mening der den virkelige forskel på den professionelle verden, hvor man hyrer dem man har brug for, og amatørverdenen hvor man må lykkes med dem man har, findes.
Ubåden er næsten klar, Flight Alpha i fuld gang, Platformen samlet, flyet sikret og RIB båden på vej, og vi klarer os...og det alt sammen er sket med de midler som NGO projekter har, på godt og ondt.
Peter Madsen
