Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Salg af det der er gratis

19. april 2021 kl. 11:303
Artiklen er ældre end 30 dage

Som jeg efterhånden har nævnt en del gange, er et af argumenterne for/formålene med patenter, at man gratis og åbent deler viden om teknologi. På den måde kan der bygges videre og udvikles flere opfindelser. Derfor er der rigeligt med patentdatabaser, hvor patenter og patentansøgninger kan læses kvit og frit. Jeg har tidligere gennemgået en del af de større databaser, hvor den slags kan findes. Men siden da, har jeg fundet ud af, at der er flere steder man kan finde patenter at læse.

Patenter udgivet som ebog

Ud over de officielle patentdatabaser er patenter nemlig dukket op i Amazons kindle-boghandel. Her kan du købe patenter i ebogsformat til omkring 25 kr stykket.

Eller det kunne man i hvert fald, men alle jeg tidligere har fundet er sidenhen blevet fjernet fra Amazon. Siderne er dog gemt i googles arkiv, hvor man kan se, at man for eksempel kunne købe ebogspatenter om haptiske systemer til telefoner, aktive optiske fibre og processer til produktion af biobrændsel. Givet det bredde udvalg tror jeg næppe, at det handler om en enkelt opfinder eller to, der har fået den fikse idé at lægge deres patent op som ebog.

Illustration: Gerd Atlmann via Pixabay.

Det positive spin: Promovering

Hvis vi starter med at kigge på ebogspubliceringen af patenter fra en positiv vinkel, kunne man forestille sig, at det handler om at få et større publikum. Mange der leder efter information søger ikke i første omgang efter patenter. Sandsynligheden for at få sin opfindelse set bliver altså større, hvis teksten også dukker op hos Amazon – eller i en vilkårlig anden mere bred søgning end i et patentarkiv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg kan godt forstå, hvis opfindere gerne vil have, at flest muligt hører om det, de har lavet. Det kan være i håb om et samarbejde, en licensaftale eller bare fordi man gerne vil have, at der bliver videreudviklet på ens arbejde. Så hvorfor ikke bruge alle ruter til at nå et større publikum?

Jeg synes, det er et reelt problem, at der er så meget viden og information gemt af vejen i patenter, som folk ikke ved, hvordan man finder. Så i bund og grund synes jeg ikke, at det er helt dumt, at de dukker op steder, hvor flere folk laver søgninger. Det sagt er det jo klart, at hvis man faktisk bare genre vil have sin tekst læst, er der ikke nogen grund til at ebogsversionerne ikke er gratis.

Bondefangeri eller det der er værre?

Men selvom de ikke er dyre, er patenterne i ebogsformat ikke lagt op til at være gratis, og de bliver tydeligvis taget ned igen inden for et par måneder. Om det er Amazon, der smider dem ud, eller uploaderne selv der tager dem ned efter et stykke tid, aner jeg ikke, men i begge tilfælde tyder det desværre ikke på rent mel i posen.

Den mest ”uskyldige” forklaring er, at det simpelthen er et svindelnummer, hvor sælgeren håber på, at nogle få folk falder over de her patenter og beslutter at betale for at læse dem. Forhåbentlig er det ikke mange, der ryger i den fælde, men givet at indholdet har været gratis, og det næppe tager mange minutter at få det online, ville det alligevel være en potentiel indkomst uden meget større indsats end at skulle slukke for sin samvittighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den mere skumle teori er, at nogen bruger det til hvidvask af penge, idet det er nemt at oprette profiler til både køb og salg og give en kvittering. Jeg synes til gengæld ikke, det virker så legitimt, når man kan se, at det er patenttekster, der er blevet solgt, så om det faktisk ville virke, tør jeg ikke sige.

Må patenter overhovedet udgives som ebøger?

Hvis vi ser bort fra motivationen et øjeblik, er der også et spørgsmål om, hvem der overhovedet har lov til at udgive de her ebøger. For det er jo en tekst, så den er vel beskyttet af ophavsret (engelsk: copyright), så det ikke er lovligt for andre end ejeren at distribuere den, eller hvad?

Illustration: Mohamed Hassan via Pixabay.

Hvis vi lige tager et hurtigt sving omkring ophavsretten, er det noget, der opstår i det øjeblik, hvor det kreerede bliver skabt. Det kan for eksempel være den tekst, man skriver. Man behøver ikke at ansøge om ophavsret – det er en grundlæggende ret til det, man selv har lavet. Retten varer længe, men dog ikke evigt. Loven varierer lande imellem, men i Danmark ophører ophavsretten for eksempel, når der er gået 70 hele år efter udgangen af det år, hvor skaberen af værket døde.

Når ophavsretten udløber bliver værket offentligt eller det man på engelsk kalder en del af the public domain. Så må andre gerne ændre, genudgive og distribuere det.

Opfordring til offentlige værker udgivet som ebog

Amazon har faktisk i høj grad opfordret til, at folk selvudgiver offentlige værker i let modificerede versioner. Det var en del af kindlehandlen fra begyndelsen, efter sigende fordi Amazon gerne ville have et stort udvalg af ebøger så hurtigt som muligt, og de netop også gerne ville have adgang til klassikerne.

Amazon opfordrer dog ikke til en-til-en genudgivelser men kræver, at der fortages nogle ændringer i form af annoteringer, at værket blev oversat, eller at der kom illustrationer med. Så i nogle formater er den slags udgivelser en udbredt og godkendt forretningsmodel. Dog tror jeg næppe, at nogen af de patentudgivelser har været lavet med de påkrævede ændringer – jeg har dog ikke forsøgt at købe nogen af dem for at finde ud af det.

Patenter og ophavsret

Men har patenter da ikke ophavsret? For de patenter jeg fandt var jo ikke for opfindelser, der var gamle nok til, at opfinderen kan have været død i 70 år.

Ophavsret for patenter en lidt mudret størrelse. Det er ofte patentagenten, der har skrevet teksten og dermed normalt ville have ophavsretten til den, men det virker jo heller ikke rimeligt, at jeg sidder med retten til beskrivelsen af en andens opfindelse. I nogle lande er ophavsretten derfor flyttet til opfinderen eller ansøgeren, imens der andre steder som for eksempel i USA ikke er ophavsret på patentansøgninger. Det er nok også derfor, at alle de ansøgninger, jeg har kunnet finde solgt som ebøger, har været US-ansøgninger.

Så hvad synes I, er det i orden at sælge en gratis tekst for at få den mere udbredt, eller er det bare gemen svindel uanset, hvem der står bag?

3 kommentarer.  Hop til debatten

Fortsæt din læsning

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
29. april 2021 kl. 18:14

Hver gang jeg kommer forbi for at svare på din kommentar, går jeg ind og læser Ophavsretsloven §9 igen - og lige lidt forstå jeg den hver gang. Det er jo et stykke udenfor min ekspertise, og begreberne er simpelthen ukendte for mig. Jeg ved ikke hvornår noget er et "offentligt aktstykke" eller hvornår det ville være et "selvstændigt bidrag" jvf. stk. 2 af §9.

Jeg synes det giver god mening, og jeg tager gerne dit ord for det, men det er godt nok vældig frustrerende at læse de samme 3 linjer igen og være lige meget i tvivl om, hvad det betyder, hver gang.

2
20. april 2021 kl. 11:52

Man kunne argumentere for at patenter er "offentlige aktstykker" og derfor ikke genstand for ophavsret jf. Ophavsretsloven §9.

1
19. april 2021 kl. 16:14

Hvis du som patent-trold udgiver dine brede, vage patenter som e-bog og saa efterlader en pseudo-random URL i e-bogen saa kan du foelge med i hvem der klikker paa din URL og de kan komme i dit katalog over kandidater at sagsoege for patent infringement.

Da dine ofre har klikket paa URL'en er der en chance for at dine advokater vil finde spor efter patentet naar de gaar deres hard-diske og browser-historik igennem og derfor kan de slaas med ekstra punitive damages da de har laest dit patent.