Right to repair for patenteret teknologi
På det seneste har der været en del snak om lovgivning i forhold til det såkaldte right to repair – altså om man skal have adgang til information og reservedele, der gør det muligt at reparere sine ting. Men gør patenter det nemmere eller sværere at opnå?
Right to repair kort fortalt
Right to repair-bevægelsen handler kort sagt om muligheden for at kunne reparere sine ting, hvis de går i stykker. Det kan enten være at gøre det selv eller at få et værksted til at gøre det – men vel at mærke at man skal kunne vælge et værksted, som ikke er knyttet til den originale producent.
Meget af den teknologi vi bruger er utroligt kompliceret, og fordi rigtig meget hardware efterhånden også har software indbygget, er det ikke altid lige til at regne ud, hvordan et problem skal løses. Måske kan det klares hvis man har en manual, men i mange tilfælde skal der også diagnosticeringsværktøjer til for at kunne finde ud af hvad der er galt eller endda for at kunne låse op for at gøre noget ved det. Med mange produkter er de endda specifikt lavet sådan, at man ikke lige kan komme til at udskifte en komponent med en reservedel, hvis ikke man har specialværktøj til det.
Der er mange brancher hvor det er et problem – smartphones og traktorer er to områder der har været meget i søgelyset, som teknologi der er blevet sværere at gøre noget ved som menigmand eller som tredjepartsreparatør. Mange af os kan nok huske en gang hvor man kunne købe et nyt batteri til sin mobiltelefon og uden videre skifte det gamle ud, hvis det er blevet slidt og telefonen hurtigt løber tør for strøm, men derudover virker fint. Nu om stunder skal man være heldig, hvis man kan komme ind til hvor batteriet er gemt uden at ødelægge noget på vejen, og hvis man gør er der mange telefonproducenter, der har limet dem fast.
En del af det er en naturlig udvikling. Som systemer bliver mere kompakte og mere komplekse er det sværere for lægfolk at løse problemerne, selvom de har både hænder og hoved ordentligt skruet på. Men en del af det er også rent og skær jagt på profit, for desto længere din ting holder desto sværere er det at få dig til at skifte den ud.
Alt det her rammer også muligheden for at genbruge komponenter som stadig fungerer fint, når en del går i stykker. Det er et klassisk eksempel at have en smartphone, hvor skærmen er kommet slemt til skade, men resten egentlig virker fint. Det er bare så dyrt og besværligt at få skriftet skærmen ud, at mange ender med at udskifte hele telefonen. Den gamle telefon ender ofte med at blive smidt ud, fordi andre heller ikke kan bruge de fungerende dele til at reparere deres telefoner. Videresælgere kan heller ikke nemt skifte skærmen, så den brugte telefon kan sælges videre og så er der blevet dannet en hel masse unødigt skrald.
Forhindrer patenter right to repair?
Det korte svar er nej. Jeg tør ikke udelukke at lovgivningen afviger nogen steder, men i de fleste lande gælder det, at patentretten der er knyttet til et produkt ophører når produktet sælges.
Hvis du køber en telefon med patenterede komponenter i en butik, skal den butik have købt den af den originale producent, som havde retten til at producere og distribuere. Men når du har købt telefonen er den din. Hvis du senere sælger den brugt, skal du ikke have lov af den oprindelige producent og patentejer for at måtte sælge. Når du køber et produkt er både den fysiske ting og retten til den ting altså din. Patentbeskyttelsen i forhold til distribution af den specifikke telefon er opbrugt ved det første salg.
Retten til produktion overtager du dog ikke. Så du må kun gøre, hvad du vil med den specifikke telefon, du har. Du må ikke for eksempel bygge en kopi og sælge den uden at have fået lov af patentindehaveren.
En analogi, som dog er taget fra andre IP-rettigheder end patenter, er købet af en bog. Du må gerne sælge den videre, låne den til dine venner eller læse den højt for din familie, fordi det alt sammen er knyttet til dit eksemplar. Men du må ikke skrive bogens tekst af og sende den til alle dine venner, eller optage at du har læst den højt og sælge det som lydbog, for så distribuerer du nye eksemplarer.
En vigtig afgørelse om genbrug
En vigtig afgørelse som ofte bliver fremhævet i USA i forbindelse med right to repair, er sagen mellem Impression Products Inc. og Lexmark International inc. fra 2017. Denne sag handlede om, hvorvidt Impression måtte genfylde brugte printerblækpatroner, som Lexmark havde patent på, når påfyldningsprocessen involverede at ændre blækpatronen, der ellers var designet til at forhindre genopfyldningen af andre end Lexmark selv.
Det blev besluttet at siden Lexmarks patentbeskyttelse blev opbrugt, da blækpatronerne blev solgt første gang, kunne Impression godt genbruge dem uden at krænke.
Denne sag er vigtig fordi lovgivningen strækker sig videre ind i andre felter, hvor den understreger at man gerne må genbruge og ændre brugte dele, der kan videresælges. Men det hjælper jo kun, hvis man har mulighed for at sætte dem sammen på en fornuftig måde. En ting er at fylde blæk i en blækpatron, en anden er at samle brugte dele fra en computer til en helt ny enhed eller at sætte en skræm fra én telefon over på en anden – også selvom det er samme model.
Kan patenter hjælpe?
Selvom patenter altid skal beskrive hvordan en teknologi konceptuelt virker er det desværre langt fra det samme som en manual. Der findes for eksempel ikke et enkelt patent på en ny type telefon. I stedet er der utallige komponenter i telefonen som hver kan være dækket af deres eget patent. For en telefon kan det for eksempel være et patent på skærmens udformning, et på hvordan touchfunktionaliteten virker, et på mikrofonen, et på højtaleren, et på processoren og så videre og så videre. Patenterne hjælper altså sjældent med at finde ud af, hvordan komponenterne skal samles eller kan fungere sammen.
Patenterne kan altså næppe hjælpe folk med, hvordan de reparerer, men til gengæld kan de blive særligt vigtige for producenterne for at undgå kopiprodukter, hvis de bliver tvunget til at skulle dele information, så de ikke længere har mulighed for at forlige sig på hemmeligholdelse. På den måde kan producenterne stadig have kontrol med at reservedele (i hvert fald indenfor patentperioden) ikke er kopiprodukter men enten nye dele de selv sælger eller fungerende komponenter fra brugte enheder.
Men uanset hvad ville manualer og åben information om hvordan produkterne virker, gøre det muligt at bruge reservedele fra gamle produkter, så velfungerende komponenter kan blive brugt i stedet for at alt skal smides ud, når en del går i stykker.
Hvad synes I er det vigtigere at forbrugere har mulighed for at reparere deres produkter, eller at producenter kan lave deres produkter som de vil og kan vælge hvad de vil holde hemmeligt, og hvad de vil dele?
- emailE-mail
- linkKopier link

Fortsæt din læsning
- Sortér efter chevron_right
- Trådet debat
Siden hvornår har man kunne få 1,2V Li-Ion batterier?Nej, jeg brugte data om Li-ion batterier <a href="https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_batt..">https://en.wikipedia.org/…;.
Lad mig gentage hvad du skrev:
"Jeg valgte 4,8V (4×1,2)"
Men hvis man konsekvent ville være så venlig at benytte sig af udskiftelige 14500 og 18650 batterier i forbrugselektronik, så ville meget været vundet - men det er så nominel spænding på 3,7V per celle, og maks (ca) 4,2V fuldt opladet, hvilket går fint i spænd med 5V for en celle.
Iøvrigt kan jeg fortælle at jeg har bøvlet meget med batterier på mit Pentax K200, som lige præcis bruger 4 stk AA batterier, men som ikke kan bruge Li-Ion batterier.
Problemet er bare at strømstyringen i kameraet er aldeles hysterisk, de fleste NiMH batterier dør meget hurtigt, så jeg har prøvet med en masse forskellige, og er endt op med Panasonic's Eneloop batterier, som giver de magiske 0,05V mere som gør hele forskellen.
Hvis man i øvrigt er interesseret i batterier, og deres karakteristik, så er der en dejlig nørdeside her:
Dels går du som udgangspunkt ud fra NiMH
Nej, jeg brugte data om Li-ion batterier https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_battery_sizes#Lithium-ion_batteries_(rechargeable)
Det giver så nogle problemer.Jeg valgte 4,8V (4×1,2) fordi et passer til de 5V, som et USB-kabel giver.
Dels går du som udgangspunkt ud fra NiMH, men du kan ikke fuldt oplade en NiMH celle med 1,25V, dels er NiMH's afladningskarakteristik temmelig irriterende, for nu at sige det mildt.
Det giver meget mere mening med de 5V at satse på Li-Ion, da der er plads til at styre ned til de maksimalt 4,2V der kan proppes i dem, og deres afladningskarateristik er meget bedre.
Vi har et større problem på vej for maskiner: Den nye standard for alle CE-mærkede maskiners brugsanvisning, DS/EN ISO 20607 angiver: " At service (E:Maintenance) der er sikkerhedsmæssige årsager kun må udføres af fabrikanten, behøver ikke være beskrevet i brugsanvisningen." Altså kan en maskinfabrikant blokere for at andre end ham selv må lave service. Jeg brugte 5 år på at få det krav fjernet i standarden for gaffeltrucks, med hjælp fra Dansk Indsutri og Dansk Standard; dog kun i EU/EØS. Kravet var på vej i EU-Kommissionens guide til Maskindirektivet, men her fik jeg teksten fjernet med god hjælp fra Dansk Industri og Sikkerhedsstyrelsen (jeg var den eneste der har påpeget problemet). Men selv om jeg har været meget aktiv i udarbejdelsen af ISO 20607 kunne jeg ikke få det slettet. Og nu er standarden harmoniseret under Maskindirektivet som minimumskrav til alle brugsanvisninger leveret efter 1. april 2020. Fabrikanter kan være glade, mens maskinkøbere kan hænge på en leverandør i mange år. Det er acceptabelt i ATEX-direktivet, men ikke andre steder. Så når vi rådgiver om køb af maskiner/udbud beder vi om at "Service der kun må udføres af fabrikanten skal være beskrevet på side 2 i tilbuddet". Sjovt nok står der så aldrig aldrig noget. Amerikanske bønder kæmper en større kamp, men vi venter endnu på at krigen starter i EU/Danmark. Men den skal nok komme, og så bliver det ikke pænt at kigge på.
Og hvis ikke vi meget skarpt får fortalt at når først en producent har solgt noget, så slutter deres rettigheder, ender vi lynhurtigt i et kommercielt styret dystopia.
Vi er endt i et kommercielt styret dystopia, hvor velpolstrede milliardkoncerner misbruger mønsterbeskyttelses- og ophavsrettighedsregler til at malke forbrugerne, undertrykke "wrong think" og holde spirende konkurrenter med friske ideer nede.
I 1998 fik Disney Kongressen til at forlænge ophavsretten til deres tidligste film i yderligere 20 år.
Herhjemme bliver DR's kæmpe bagkatalog, som der allerede er betalt for, kurateret af en centralkommite, i stedet for i sit fulde omfang at være tilgængeligt altid. Karl Stegger og Ove Sprogøe m.fl.s efterkommere kan passende få 75 øre til deling hver gang S/S Martha streames i sit fulde omfang.
https://www.revolver.news/2021/05/make-disney-great-again-drain-the-copyright-swamp/
Det er ikke helt uoplagt, at forbrugeren vil se logoet i den ene side og antage, at det indikerer producent af det fulde buksepar, hvis ikke man får andet at vide.
Men i tilfældet med Apples skærme sad logoet inde i bukserne, totalt usynligt for slutbrugeren med mindre de sprættede buksebene op og sælger forsøgte ikke på nogen måde at sælge dem som originale mærkevarebukser.
Faktisk kom forbrugeren selv med et par bukser hvor der var slået hul på det ene bukseben, og kunne så vælge mellem en række nye bukseben der skulle sys på:
Grade A - svarer til originalen
Grade B - næsten samme farve og ca. samme længde
Grade C - det er et bukseben. Mere garanterer vi ikke.
I det første tilfælde var lommen rent faktisk fra et par mærkevarebukser identiske til dem der var gået i stykker, mens resten af ikke var.
Der er forskel på at kopiere noget og sætte et logo på man ikke har rettighederne til, og så genbruge dele af noget en producent allerede har solgt. Og hvis ikke vi meget skarpt får fortalt at når først en producent har solgt noget, så slutter deres rettigheder, ender vi lynhurtigt i et kommercielt styret dystopia.
Der er ingen af disse celle-størelser, jeg ville bryde mig om at have i min mobiltelefon.Man kunne nøjes med at sige, at genopladelige batterier skal bruge standardiserede celler, og at disse celler skal være nemme at udskifte. Man kan nøjes med ret få forskellige celler:</p>
<p>A: Cylindrisk 4,8V ca. 4×30 mm til mobiltelefoner og lignende. B: 1,2 størrelse AAA (10×44 mm) C: 1,2 størrelse AA (14×53 mm) D: 3,6V 18650 (18×65 mm standardcelle i mange batterier til laptops, værktøj, elcykler, m.m.) E: 3,6V 21700 (21×70 mm ofte brugt i elbiler)
Ligesom jeg heller ikke kan se idéen i at skulle betale for pladskrævende anordninger i mobilen, for at kunne udskifte cellen, når resten af mobilen forventeligt er forældet længe før cellen er udtjent.
Der er rigtig mange sammenhænge, hvor det giver mening at bruge standardceller, men mindst ligeså mange andre, hvor man med fordel kan udnytte den fleksibilitet som celle-teknologierne giver, uden at tage højde for udskiftelighed og udbud af reservedele.
Tag f.eks. solid state batterier, som kan printes direkte på tøjet, men som ikke passer ind en fast formfaktor, fordi anoden ændrer tykkelse ved opladning.
Det er efterhånden anerkendt at Li-Ionceller af ordentlig kvalitet, holder hele bilens levetid ud, og forsejlede, vedligeholdsfri batteripakker, som oven i købet kan integreres i bilens bærende struktur, giver langt mere værdi for forbrugerne, end den egenskab at cellerne let kan udskiftes.
I øvrigt har jeg altid ment at det er noget snavs, at man har celler med forskellig spænding, og forskellige egenskaber ift genopladelighed, indenfor samme standard-formfaktor, da formfaktoren jo gerne skulle forhindre at man sætter forkerte celler i f.eks. børnenes legetøj og diverse batteriladere.
Er det du skriver ikke eksakt det samme som jeg skriver?
Nej. Du skrev:
Hvis der opstår en revne, vil det betyde at de tynde baner der bruges til LCD displayet også går over, og at en stor del af skærmen ikke kan aflæses.
Hvilken implicit qua omtalen af 'tynde baner' og LCD indikerede at du netop taler om revner i LCD modulet - dvs den del af touchskærmsmodulet der viser billedet. Herefter har jeg så præciseret at 'ødelagt skærm' ofte er en unøjagtig betegnelse for 'ødelagt digitizer' som er en selvstændig komponent i touchskærmsmodulet.
Det eneste vi kan blive enige om her er at glas - lcd, touch eller beskyttelse - der er gået i stykker ikke kan reparares, men skal udskiftes.
For den overvejende majoritet af forbrugerne er denne skelnen rent akademisk, da de alligevel køber en helt ny telefon hvis den bliver beskadiget.
Ved at lime de to dele sammen, så undgås at de forskyder sig i forhold til hinanden.
Hvis glas og digitizer kan forskyde sig på en telefon hvis de ikke er limet sammen tror jeg fabrikanten skal til at finde sig nogle bedre mekanikingeniører.
Man kunne nøjes med at sige, at genopladelige batterier skal bruge standardiserede celler, og at disse celler skal være nemme at udskifte. Man kan nøjes med ret få forskellige celler:
Det ville ikke løse problemet med de mange forskellige opladere.
Ved at lime de to dele sammen, så undgås at de forskyder sig i forhold til hinanden.Når man som visse fabrikanter ynder, limer de to dele sammen, er det for de fleste det samme som at hele skærmen skal skiftes.
Man kan ofte rive dem fra hinanden, selvom de er limet sammet, og klister en ny touch-sensor/digiziser på.
Men, er glasset gået, så er det gået.
Er det du skriver ikke eksakt det samme som jeg skriver? Du har bare valgt at kalde det som jeg kalder touch-sensoren, for digitizeren, fordi du vil kalde det noget andet. Det jeg skriver er, at hvis glasset revner, så skal det skiftes.Når en telefonskærm går i stykker er det, der oftest sker at digitizeren revner - den underliggende LCD skærm gør ikke[1]. Når man som visse fabrikanter ynder, limer de to dele sammen, er det for de fleste det samme som at hele skærmen skal skiftes.
Jeg vil tro, at det er fordi man ikke kan forvente, at den almene køber ved, at skærmen består af flere dele, og dermed at den kan være delvist ikke-original. Så hvis det ikke gøres eksplicit, at det ikke er en komplet original skærm, vil mange forbrugere (formentlig) antage, at den er det. Derfor kan man så også forvente at målet for tredjepart, der lader køberen tro at det er en original selvom det ikke er tilfældet, er at nyde godt af forventningen om et bestemt mærke.
I en lidt fjollet analogi svarer det vel til at sy et par bukser sammen, hvor det ene ben har et logo på og det andet bukseben er lavet af en tredjepart. Det er ikke helt uoplagt, at forbrugeren vil se logoet i den ene side og antage, at det indikerer producent af det fulde buksepar, hvis ikke man får andet at vide. Og hvis nu det er et mærke, som mange synes er eftertragtet, kunne man godt mistro, at tredjeparten så kan sælge mere igennem kombien, end de kunne, hvis de bare solgte deres egne bukser.
Forstå mig ret, jeg tror der er mange forbrugere (undertegnede inklusiv), som ville være vældig ligeglade med, om det er en helt, halvt eller slet ikke officiel skærm, så længe de kan få deres telefon fikset og den virker. Og jeg er ikke spor uenig i, at det er for Appels skyld og ikke forbrugerens. Sagen er helt sikkert taget op for at forhindre kunder, der er ligeglade, i at kunne købe noget, der er delvist tredjepartsproduceret. Men varemærker eksisterer netop for at tredjepartsproducenter ikke kan øge deres salg ved implicit eller eksplicit at udgive sig for at være noget andet end det er.
Noget af det vil kunne gennemføres uden større problemmer. Et eksempel der ikke lige er så nemt er vel type D. Er det så slut med cykler hvor batteriet er integreret i stellet?
Man kunne nøjes med at sige, at genopladelige batterier skal bruge standardiserede celler, og at disse celler skal være nemme at udskifte. Man kan nøjes med ret få forskellige celler:
A: Cylindrisk 4,8V ca. 4×30 mm til mobiltelefoner og lignende. B: 1,2 størrelse AAA (10×44 mm) C: 1,2 størrelse AA (14×53 mm) D: 3,6V 18650 (18×65 mm standardcelle i mange batterier til laptops, værktøj, elcykler, m.m.) E: 3,6V 21700 (21×70 mm ofte brugt i elbiler)
B--E er allerede meget brugte størrelser, men er ofte pakket ind i hylstre eller rammer, hvor det er umuligt at udskifte cellerne uden at ødelægge rammen. Det er primært dette, jeg ville ændre. A er ikke en standardstørrelse (de mindste jeg kunne finde var ca. 8 mm tykke, og det er for meget til mobiltelefoner). Jeg valgte 4,8V (4×1,2) fordi et passer til de 5V, som et USB-kabel giver.
Danielsen også er inde på, som om det netop handler om, at det er en uofficiel(t repareret) komponent med et officielt logo – hvilket netop ikke er tilladt.
Hvorfor ikke? Reservedelen består af to dele - en original LCD skærm og en uoriginal digitizer. Logoet sidder på LCD kablet, ikke på digitizeren.
Det svarer fuldstændig til at jeg tager en motor med et fint logo fra en ophugget Mercedes og skifter tændrørene til uoriginale for derefter at sælge motoren.
Hvis Mercedes havde forsøgt et bremse det salg håber jeg da at de var blevet smidt ud af retten for at spilde rettens tid.
Som jeg læser det fik Apple netop overbevist retten om at der måtte være tale om ulovlige kopier da Apple ikke sælger reservedele til 3. part.
Som sagt har jeg ikke sat mig grundigt ind i sagen, men det er vel et meget logisk argument, at de siger, at en tredjepartsreparatør ikke kan sælge en telefon repareret kun med officielle reservedele, hvis det ikke er muligt at skaffe de reservedele. Jeg forstod det, som Niels Danielsen også er inde på, som om det netop handler om, at det er en uofficiel(t repareret) komponent med et officielt logo – hvilket netop ikke er tilladt. Men jeg tror netop at det ville være i orden at reparere telefonen med udelukkende officielle komponenter taget fra gamle telefoner eller med en reservedel, der ikke er lavet af Appel og som så heller ikke er sælges som at være et Appelkomponent/ikke har nogen logodele. (endnu en gang med forbehold for, at jeg langt fra er ekspert i lovgivningen omkring varemærkehåndhævelse).
Hvis det pluseligt skulle være ulovligt at sælge et produkt hvor der er dele der er skiftet til uoriginale dele og stadig kalde produktet ved dets originale navn kommer en del brancher i problemer.
Det bliver jo hurtigt til spørgsmålet om Theseus’ Mercedes. For hvor går grænsen? Jeg vil bestemt tro, at en omlakering ikke ændrer på, at det er en Mercedes, men med nok udskiftninger af dele vil det vel på et tidspunkt ikke længere kunne kaldes for den samme bil.
Hvis man skal sige noget pænt om Apple, så er det at de ikke på samme måde som Google lever af at sælge data om forbrugerne. De lever af at sælge HW, samt tage åger kommission på App store. De foretager ikke reparation på komponent niveau, de udskifter hele print, og de sælger ikke reservedele til uafhængige reparatørere. Det er sådan set ok for forbrugeren hvis produktet er inden for garantien, og hvis fugt indikatorer ikke er udløst. Men hvis det er uden for garantien, eller hvis fugt indikatorer er udløst, så skal du betale for et nyt print til en pris af 50-70% af prisen for et nyt tilsvarende produkt. Det betyder at hvis produktet er mere end 1.5 til 3 år gammel så vil mange vælge at købe nyt hvis der ikke er andre valg. Nogle af komponenterne på printet er bevist specificeret af Apple således at de ikke er kompatible med standard komponenter. Apple har bla. brug for en USB/DisplayPort/PowerDelivery chip, hvilket Apple får fra et firma der specialisere sig i at lave denne type chip til flere computer leverandører. Chippen har et logo fra chip firmaet, og en type betegnelse der ikke kan slås op. Type betegnelsen variere et ciffer fra en anden USB chip, hvor dokumentationen af pinout umiddelbart matcher hvad printbanerne er forbundet til på den mystiske chip. Hvis man lodder std. kredsen i virker det ikke. Problemet er ikke at Apple får lavet en speciel kreds, problemet er de sørger for at man ikke kan købe den. Hvis du tager fat i Mauser/Element14/Digikey så får du at vide at de ikke kan/må levere den til dig. Der er firmaer der lever af at reparere Apple produkter, skaffer specielle Apple komponenter tildels ved at kannibalisere motherboards der ikke kan repareres. Apples modtræk er at få programmeret serienummer ind i alt, og pare det sammen, således at de er sikker på det ikke kan repareres. Apple argumentere med at deres udskiftning af motherboard (New old stock) til en pris af 5000kr, i en 5 år gammel MacBook er en bedre reparation end det en uafhængig kan levere. Ham her kan måske gøre det for 500kr, dog der er nok en lidt større risiko for at det fejler igen inden for de næste 2 år end hvis hele motherbordet var blevet udskiftet.https://www.youtube.com/channel/UCl2mFZoRqjw_ELax4Yisf6w
Det er stadig noget vrøvl!De skriver typisk, at apparatet skal repareres på et autoriseret serviceværksted i manualen.
Et ef problemerne er at der i nogle tilfælde sidder et originalt Apple logo på de reparerere skærme. Det firma der reparerere Apple produkter er ligeglad med om der sidder et Apple logo på eller ej, da det ikke kan ses af forbrugeren. Det som reperatøren har brug for er reservedele som virker. Om det er Original, Original refurbished, eller en kopi er ligegyldigt. Apple beder toldere/varmærke kontrollen om at kigge efter 'falske' Apple varemærker i tolden. Derfor fjerner de firmaer der refurbisher skærme de orginale logoer inden de sendes.Det er denne sammensætning som den norske højesteret højst usædvanligt kom frem til at være en krænkelse af Apples rettigheder - på trods af at det aldrig var blevet påstået at reservedelen var original.
Så angrebet gik altså ikke på at bruge Apples egne komponenter til at reparere iphones, men på at bruge modificerede komponenter uden at gøre det tydeligt, at der netop ikke var tale om en Apple-brand skærm.
Som jeg læser det fik Apple netop overbevist retten om at der måtte være tale om ulovlige kopier da Apple ikke sælger reservedele til 3. part.
Hvis det pluseligt skulle være ulovligt at sælge et produkt hvor der er dele der er skiftet til uoriginale dele og stadig kalde produktet ved dets originale navn kommer en del brancher i problemer.
Hvis din Mercedes er blevet forsynet med en ny forskærm, skrællet fra en havareret bil og omlakeret hos en ikke-autoriseret autolakerer, må du ikke længere sælge den som en Mercedes?
Og sælgeren af skærmen må ikke sælge den som 'forskærm til Mercedes, original/omlakeret' ?
Umiddelbart virker det usandsynligt at et knust glas kan repareres uden at skifte glasset. Hvis der opstår en revne, vil det betyde at de tynde baner der bruges til LCD displayet også går over, og at en stor del af skærmen ikke kan aflæses.
Suk.
En mobiltelefonskærm består af en række komponenter sat oven på hinanden i lag. Nederst er selve LCD displayet (som i sig selv er en sandwich af elementer, men lad det ligge). Oven på dette er en digitizer - den del der mærker om mine fumlevorder bevæger sig hen over skærmen. Dernæst kan der være yderligere et lag beskyttelsesglas, men som oftest er glasset digitizeren er bygget på den øverste del.
En digitizer er et i virkeligheden meget simpelt system: En glasplade med en gennemsigtig ledende overflade.
Når en telefonskærm går i stykker er det, der oftest sker at digitizeren revner - den underliggende LCD skærm gør ikke[1]. Når man som visse fabrikanter ynder, limer de to dele sammen, er det for de fleste det samme som at hele skærmen skal skiftes.
Men entreprenante individer har fundet ud af at en ødelagt digitizer kan adskilles fra LCD skærmen selvom fabrikanten har gjort temmelig meget for at forhindre dette. Og så kan man rense LCD skærmen (som er den dyre og teknologisk vanskelige del) og påklistre en ny digitizer.
Denne kimære konstruktion består altså af en original LCD skærm - med tilhørende originale varemærkeklistermærker - og en 3. parts digitizer af ukendt kvalitet - uden nogen form for klistermærker.
Det er denne sammensætning som den norske højesteret højst usædvanligt kom frem til at være en krænkelse af Apples rettigheder - på trods af at det aldrig var blevet påstået at reservedelen var original.
Så længe retsvæsenet agerer som producenternes forlængede arm i deres alternative udlægning af af hele konceptet immaterielrettigheder taber forbrugerne.
Min personlige mening er stadig at systemet ikke kan repareres, men bør afskaffes.
[1] Ipads - i hvert fald de ældre modeller jeg har haft finge i - er så på netop dette punkt en del mere reparationsegnede. Der er digitizeren nemlig en seperat komponent som ikke er limet til LCD skærmen. Det betyder så også at en knust 'skærm' på en iPad i mange tilfælde kan repareres ved at skifte digitizeren. Det er en komponent til under 100kr, i modsætning til skærmen som ofte koster 5-10 gange så meget.
Umiddelbart virker det usandsynligt at et knust glas kan repareres uden at skifte glasset. Hvis der opstår en revne, vil det betyde at de tynde baner der bruges til LCD displayet også går over, og at en stor del af skærmen ikke kan aflæses.Uafhængigt af denne sag, lyder det da forresten vældig smart, hvis det er muligt at reparere knuste telefonskærme på den måde, uden at de skal smeltes helt ned og støbes om eller endnu værre bare bliver kasseret.
Et intelligent LCD display kan have eksternt elektronik ud over selve skærmen, og denne elektronik kan nemt genbruges. Uden at vide det, hælder jeg mere til, at der er udskiftet LCD display, men den elektronik der er monteret sammen med LCD displayet er apples.
Hvis det er et touch-display, kan være et touch-felt foran, og dette kan også skiftes uden at skifte glasset.
Først lige et par disclaimers: jeg er ikke ekspert i varemærker, og jeg ved stort set intet om Norges specifikke IP-lovgivning.
Det sagt handler sagen om de udskiftede skærme i Norge netop om varemærker - hvilket altså mere går på brand, og hvad et produkt må udgive sig for at være, end det handler om, hvad det teknologimæssigt er tilladt at sælge og samle.
Ifølge artiklen brugte reparatøren netop ikke stadig velfungerende skærme, der kom direkte fra en anden telefonen af samme model. Reparatøren brugte skærme som havde været i stykker og som i Kina var blevet repareret ved at tilføje et nyt lag glas.
Så angrebet gik altså ikke på at bruge Apples egne komponenter til at reparere iphones, men på at bruge modificerede komponenter uden at gøre det tydeligt, at der netop ikke var tale om en Apple-brand skærm.
Jeg har kun læst artiklen og ikke sat mig ind i, hvad reparatøren faktisk kaldte sin service eller konkret sagde, at han solgte, så hvor meget eller lidt der skal til for at det bliver anset for en forskel ved jeg ikke.
Uafhængigt af denne sag, lyder det da forresten vældig smart, hvis det er muligt at reparere knuste telefonskærme på den måde, uden at de skal smeltes helt ned og støbes om eller endnu værre bare bliver kasseret.
Uden lovgivning kan man risikere, at producenten specielfremstiller (f.eks. 3D-printer) dele af f.eks. mobiltelefoner, så de er forskellige i hver enkelt telefon, og mønsterbeskytter dem, så andre ikke kan fremstille dem lovligt. Det giver ikke forbrugeren anden mulighed end at gå til leverandøren for reparation, og man kan heller ikke bruge dele af et ødelagt apparat som reservedele til et andet, for de er allesammen forskellige.
Det kan også være noget så simpelt som, at ledningerne i interne connectors permuteres og specialfremstillede printkort eller software kompenserer for dette.
Elektriske apparater er alligevel fremstillet af robotter, så det ville ikke være nogen stor omkostning at programmere dem til at lave individuelle printkortlayout og connectortopologier og sætte skjulte låseclips forskellige steder sådan, at en person, der ikke kender deres nøjagtige placering, vil ødelægge clipsene, når kabinettet åbnes. Autoriserede reparatører vil selvfølgelig kunne finde placeringen i producentens database ved at taste et serienummer ind. Producenten kan endda opkræve et par kroner per opslag i databasen, så ingen fristes til at lave et script, der finder alle oplysningerne med henblik på offentliggørelse.
Det lader til, at ikke alle faktisk er med på hvad problemstillingen er.
Jeg ved der er mange med modstand mod at tilegne sig viden gennem videoer. Men her er en ret god gennemgang af problemstillingen:https://youtu.be/RTbrXiIzUt4
Det er primært software der gør problemet større og større. (Eller rettere: giver producenterne bedre muligheder for at stramme skruen.) Tidligere kunne man skifte sit kameramodul i telefonen hvis det gik i stykker. Enten til et originalt eller et uoriginalt, hvis det fandtes.
Nu skal det være det rigtige kamera med den rigtige version af softwaren. OG telefonens serienr skal være kodet ind i kameraet og vice versa. Ellers virker det ikke. Og producenten bestemmer hvem der får lov at indtaste serienumrene og til hvilken pris. I praksis betyder det: knust linse: ny telefon. Også selvom man har færdighederne til at komme igennem al limen og evt lodning af småkomponenter.
Telefonen er kun et enkelt eksempel, men det er godt, fordi vi alle kan forholde os til det fra et førstehåndsperspektiv.
Store børsnoterede selskaber er griske og modereres kun af lovgivning. Samt forbrugernes købelyst, hvis der er nok der står sammen. Så tak til Louise for at hjælpe med at bringe det frem i lyset.
Et relevant "men" er, at man netop gerne må bruge reservedele taget fra andre produkter. Det hjælper selvfølgelig ikke, hvis det altid er den samme del, der går i stykker først, men hvis forskellige dele er gået på forskellige maskiner, må man gerne samle dem til et enkelt funktionsdygtigt produkt.
Den del var der så nogle der havde glemt at fortælle den norske højesteret...
Uf ja det er også en spændende problemstilling.
På den ene side har den oprindelige bruger vel netop købt softwaren og burde derfor kunne sælge den videre som de vil. På den anden side har man jo for software længe arbejdet med identifikationsnøgler, der så bliver opbrugt og låser produktet til en bestemt computer eller profil. Ligesom computerspil, der er låst til en bestemt brugers konto (på Steam, GOG, Origin, Epic games, etc.), og hvor man jo ikke kan sælge spillet videre. Eller softwaremodeller, hvor man betaler et abonnement på løbende at have adgang til den nyeste version af programmet (jeg tror for eksempel det er den model Word og Adobe bruger, men er ikke sikker).
Det kan jo potentielt være en sådan model den oprindelige køber har fået med, da de købte bilen, og som de bare ikke har tænkt videre over. Men uanset hvad er det jo en situation, hvor sælgeren har alle kortene på hånden, fordi de vælger, hvad de vil sælge og så kan man jo købe det eller lade være. Men det er netop særligt hårdt, når det er flere produkter man er nødt til at købe sammen i form af bil og indbygget software.
Helt enig i, at det ville være skønt med noget mere standardisering, der kan sikre mere kompatibilitet på tværs - og at batterier ville være et godt sted at starte. Som Michael også er inde på, er det bare altid svært med regulering at sørger for at den rammer det tilsigtede (det der kun er der for at dirigere forbrugeren til ens egne produkter og øge egen profit), uden også at ramme noget, der faktisk har en reel funktion der kommer brugeren til gode.
Heldigvis er der jo ofte dygtige opfindere, der kan finde en løsninger, der opfylder kravene og stadig kommer med forbedringer.
Du har helt ret i, at der kan være patentbeskyttelse på en reservedel, så det (indledningsvist) kun er den oprindelige producent, der må lave og sælge nye komponenter.
Så vidt jeg ved inkluderer nogle af right to repair-lovforslagene netop, at man skal sikres adgang til at købe reservedele. Men det er sandt, at producenterne med patent på den specifikke del vil være eneste udbyder - og at det derfor også vil være nødvendigt at overveje prissætningsregulering i lovgivningen, hvis man vil være sikker på at de ikke bare sætter prisen på reservedelen over den på et nyt produkt.
Right to repair-lovgivning har ikke som sådan indflydelse på patenter og omvendt, så det er sandt, at den gængse patentret, hvor tredjepart ikke må kopiere - heller ikke reservedele - stadig gælder.
Et relevant "men" er, at man netop gerne må bruge reservedele taget fra andre produkter. Det hjælper selvfølgelig ikke, hvis det altid er den samme del, der går i stykker først, men hvis forskellige dele er gået på forskellige maskiner, må man gerne samle dem til et enkelt funktionsdygtigt produkt.
Det er en god pointe at konkurrenter nok skal holde øje med, hvad man har af komponenter, og at de i modsætning til dem, der gerne vil reparere udstyr jo kan være ligeglade med, om det går i stykker undervejs.
Forretningshemmeligheder går nok ofte mere på produktionsmetoder end på selve komponenterne i produktet.
Det sagt er et af emnerne i right to repair-debatten ofte diagnosticeringsværktøj som selv er softwarebaseret og interagerer med software i selve produktet - om det så er en telefon eller en bil. Et af de eksempler, der ofte bliver hevet frem, er traktorer, der nægter at kører hvis en enkelt sensor er gået, og hvor ejeren ikke selv har mulighed for at finde ud af, hvilken sensor det er, når ikke de har adgang til diagnosticeringsværktøjet. Det værktøj i sig selv er så noget producenten ikke sælger, og som man derfor ikke på samme måde har mulighed for at reverse engineere.
Jeg kan ikke se, hvilken betydning det har om fabrikanten vil sælge dig komponenten, eller om du kan få komponenten et andet sted. Du kan gå hen på et autoriseret serviceværksted og få det repareret. Dermed har de opfyldt kravet om ret til repair. Retten er ikke, at du må reparere selv. Retten er, at du må få et autoriseret serviceværksted, til at reparere det for dig.Re: Patentbeskyttede reservedele?</p>
<p>Fabrikanten vil normalt kunne oplyse nogle sælgere af komponenten.</p>
<p>Har du overhovedet forstået det problem, jeg beskriver?
De skriver typisk, at apparatet skal repareres på et autoriseret serviceværksted i manualen.Autorisation har intet med apparater at gøre, kun installationer!
Autorisation har intet med apparater at gøre, kun installationer!Det må du oftest ikke, hvis det indebærer f.eks. højspænding, eller andet der kræver autorisation.
Har du overhovedet forstået det problem, jeg beskriver?Fabrikanten vil normalt kunne oplyse nogle sælgere af komponenten.
Fabrikanten vil normalt kunne oplyse nogle sælgere af komponenten. Men, det kan ske, at de ikke vil sælge til dig, fordi de vil have du skal have apparatet repareret hos dem. En reparation hos dem, sikrer jo netop retten til repair, også selvom det koster mere end produktet. Der står intet sted, at retten er en ret at du har til at personligt måtte reparere. Det må du oftest ikke, hvis det indebærer f.eks. højspænding, eller andet der kræver autorisation. At der kræves autorisation for at måtte reparere, betragtes heller ikke som begrænsning i retten til repair.Men hvad nu, hvis følgende situation indtræder:</p>
<p>Jeg skal bruge en helt ny reservedel for at udføre reparationen.
Fabrikanten nægter at sælge denne reservedel til mig
Reservedelen er beskyttet af et patent, så den ikke må fremstilles af andre.
Så sætter patentet vel en effektiv stopper for min right to repair?
Jeg synes, at artiklen viger uden om en ret afgørende problematik: Patentbeskyttede reservedele.
Det er meget fint, at man ikke kan forhindre mig i at reparere en patentbeskyttet telefon eller at modificere en patentbeskyttet blækpatron.
Men hvad nu, hvis følgende situation indtræder:
- Jeg skal bruge en helt ny reservedel for at udføre reparationen.
- Fabrikanten nægter at sælge denne reservedel til mig
- Reservedelen er beskyttet af et patent, så den ikke må fremstilles af andre.
Så sætter patentet vel en effektiv stopper for min right to repair?
Ofte er producenterne mere åbne overfor, hvordan at tingene virker, hvis de har patent. Patentet gør at andre ikke kan anvende det uden at få lov, og derfor kan de roligt offentliggøre det. Indenfor områder, hvor der ikke tages patent, søges det i stedet beskyttet ved hemmelighedsholdelse, samt at gøre det kompleks og uoverskueligt, så det er svært at finde ud af ved at undersøge det.
Måske kan patenter ligefrem være nødvendige, for at det er muligt at give mulighed for reparationer. På den måde får virksomheden beskyttet deres innovation, samtidigt med de roligt kan videregive de nødvendige informationer.
Jeg mener til gengæld ikke, at vi skal satse på produkterne kan repareres. Det, som vi skal kunne, er at vi skal kunne udskifte/reparere sliddele, og dele der ofte går i stykker f.eks. på grund af forkert brug eksempel fugt, tab på gulvet, og andre typiske problemer der sker ofte, eller sliddele der bare er lavet til at have dårlig levetid. Men, er det ikke sliddele, eller dele som ofte går i stykker, så er måske en fordel, at vi ikke kan udskifte dem - for så er producenten forpligtet til at sikre de har en god levetid. Det er de ikke, hvis det er en sliddel. Så behøver den end ikke at holde garanti og reklamationsperioden ud. Bliver batteriet til en sliddel, der kan repareres, så vil garanti og reklamationsretten ikke mere dække batteriet. Garanti og reklamasionsret dækker ikke sliddele der er lavet til at blive udskiftet.
Noget af det vil kunne gennemføres uden større problemmer. Et eksempel der ikke lige er så nemt er vel type D. Er det så slut med cykler hvor batteriet er integreret i stellet?
Det er nok lige forenklet nok, men helt sikker så må meget kunne laves til noget standard.
Kunne man ikke starte med at kræve at batterier i samme mærke håndværktøj, passer sammen med alle mærkets maskiner?
Type A: cylindrisk, 3V til lommelygter, legetøj og lign.</p>
<p>Type B: klods, 18V til enhåndsmaskiner (boremaskiner osv.)</p>
<p>Type C: klods, 36V til tohåndsmaskiner, (plæneklippere osv.)</p>
<p>Type D: klods, 36V til køretøjer (cykler, pensionsscootere, havetraktorer osv.)</p>
<p>Type E: flad, laptops.</p>
<p>Type F: flad, mobiltelefoner, tablets mv.
... er spørgsmålet om hvorvidt man ejer softwaren i det produkt, man har købt. Her tænker jeg ikke mindst på historierne om videresalg af Teslas biler: https://www.version2.dk/artikel/tesla-fjerner-populaer-software-bil-efter-videresalg-du-har-ikke-betalt-1089983/
I konklusion, vil jeg håbe, at EU indfører krav om brugerudskiftning af visse ting, såsom batterier
Langt vigtigere: EU burde sende en bulletin der siger "Fra 1.jan2023 sælges der kun 6 typer af lithiumbatterier som kan købes i fri handel, uden skelen to producent. Enten har branchen selv fundet ud af hvordan de ser ud inden 1.jan 2022, eller også dikterer vi det."
Det er fuldstændigt latterligt resourcespild at enhver boremaskine, plæneklipper, støvsuger osv. osv har sine egne specielle batterier.
Type A: cylindrisk, 3V til lommelygter, legetøj og lign.
Type B: klods, 18V til enhåndsmaskiner (boremaskiner osv.)
Type C: klods, 36V til tohåndsmaskiner, (plæneklippere osv.)
Type D: klods, 36V til køretøjer (cykler, pensionsscootere, havetraktorer osv.)
Type E: flad, laptops.
Type F: flad, mobiltelefoner, tablets mv.
Et patent medfører offentliggørelse, så et patent beskytter ikke et firmas hemmeligheder. Så der burde ikke være problemer med at folk kan skille et produkt ad for at se, hvordan det virker. Hvis der er patent, er informationerne alligevel tilgængelige, og hvis der ikke er, er de de ikke beskyttede.
Industrispionage er noget helt andet -- det er ikke at skille et indkøbt produkt ad, men at skaffe sig ulovlig adgang til produkter, der ikke er på markedet endnu, eller til ikke-offentlige informationer om disse. Så et firma kan ikke anklage folk for industrispionage, hvis de skiller et produkt ad med henblik på reparation.
Så "retten" til at reparere har ikke noget at gøre med patenter, hemmeligheder, eller lignende. Det er udelukkende et spørgsmål om brugerrettigheder, som kan påtvinges firmaer af lovgivning i forskellige lande. Et eksempel på dette er EUs krav om at mobiltelefoner skal bruge standardiserede opladerstik, så man kan købe opladere fra andre end producenten og i mange tilfælde dele opladere med hinanden (ikke perfekt, for de nyeste telefoner bruger et andet USB-stik end dem, der har et par år på bagen, og Apple forsøger som sædvanlig at sno sig udenom).
Lande eller regioner (som f.eks. EU) kan vælge at stille sig på forbrugernes side og påtvinge fabrikanter at det f.eks. skal være muligt at skifte batteri i en telefon eller PC uden at bruge andet værktøj end en skruetrækker. Det synes jeg personligt ville være en fremragende ide, og det kunne udvides til også at gælde disks, RAM, og lignende. Mange nye bærbare PCer kræver specialværktøj for at åbne, og RAM er ofte loddet på printkortet i stedet for at sidde i sokler. O.k., det reducerer størrelse og vægt en smule, og det gør det også at lodde ledninger til batteriet i stedet for at bruge et stik, men det er marginaler i det store billede, og hvis alle tvinges til at bruge stik og sokler til disse komponenter, er der ingen producent, der gives ulempe overfor andre.
Skærme i telefoner og laptops skal man nok ikke forvente, at en gennemsnitbruger selv kan skifte ud, men det bør være muligt for en reparatør at åbne kabinettet, frigøre skærmpanelet, indkøbe et nyt fra en alternativ leverandør, og sætte det i igen, uden at skulle bruge specialværktøj, der ikke kan købes i en almindelig komponentbutik. Jeg skiftede selv skærmpanel på min bærbare fra nullerne (en Fujitsu Lifebook), men jeg ville ikke kunne gøre det på min nye. Der er (til forskel fra andre nye bærbare) skruer i bunden af kabinettet, så jeg ville formentlig selv kunne skifte disk og batteri (og muligvis RAM), men låget med skærmpanelet ser ud til at være limet sammen, så det er nok umuligt.
I konklusion, vil jeg håbe, at EU indfører krav om brugerudskiftning af visse ting, såsom batterier samt standardisering af ting, der ikke oplagt skal dimensioneres forskelligt i forskellige produkter, men det er nok for meget forlangt, at alle komponenter skal sidde i sokler eller stik. Men dele, som man kan forvente, at en gennemsnitsbruger kunne tænkes at skifte ud i produktets levetid, bør være nemme at skifte ud.
Umiddelbart har jeg svært ved at forstå hensynet til hemmeligholdelse. Hvis man overhovedet har seriøse konkurrenter må man vel antage at de skaffer sig et eksemplar af ens produkt, splitter det ad, og sætter stumperne under det store mikroskop. Hvor meget af den information som kunne være relevant for en tredjepartsreparatør vil forblive hemmelig efter sådan en omgang? Producenternes bekymring er nok snarere at effektiv reparation er hæmmende for nysalget, og det er jo en relevant indvending fra deres synspunkt, men måske ikke fra samfundets.