Regeringens indgreb er klokkeklart over stregen
Med lovforslaget, der skal afskaffe Store Bededag som helligdag, griber regeringen ind i hele grundlaget for det danske arbejdsmarked siden Septemberforliget i 1899. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes som udgangspunkt altid gennem forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og kun hvis parterne absolut ikke på nogen måde kan få enderne til at nå sammen, gribes der ind i fastsættelsen af vilkår med lovgivning.
Det helt usædvanlige ved den aktuelle situation er, at der intet påtrængende er i situationen. Regeringen ønsker at finansiere politiske målsætninger ved at øge arbejdsudbuddet, hvilket er helt sædvanligt. Det usædvanlige er, at det ikke sker ved hjælp af sædvanlige politiske redskaber, men i stedet ved at et arbejdsvilkår, der hører under område for forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, ændres.
Regeringens indgreb vil altså være klokkeklart over stregen og langt mere vidtrækkende end nødvendigt, når der er talrige andre veje til at skaffe den nødvendige finansiering. Hele den danske model og den relative ro på arbejdsmarkedet, der har eksisteret siden 1899 sættes på spil, og vi opfordrer derfor regeringen til at trække lovforslaget tilbage og indgå forhandlinger med arbejdsmarkedets parter, hvis man vil gennemføre (arbejdsmarkeds)politiske indgreb, der udvider arbejdsudbuddet.
Det er samtidig en uhyre vigtig pointe, at tendensen på det danske arbejdsmarked går i retning af øget frihed og fleksibilitet for medarbejderne, hvilket blandt andet ses i form af etablering af fritvalgslønkontoen, fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse og 4-dages arbejdsuger på dagsordenen.
En afskaffelse af St. Bededag vil føre til en ærgerlig forringelse af fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, hvor lønmodtagerne får dårligere mulighed for at holde fri, og problemer med stress og mistrivsel kan frygtes at blive yderligere forstærket. Vi har altså brug for stadigt mere frihed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, ikke mindre. Og jeg har i øvrigt en stor tiltro til, at teknologien også kan hjælpe os til at arbejde mindre.
Regeringen bør genfinde respekten og forståelsen for den danske model, der har tjent Danmark og dansk økonomi rigtigt godt i mere end 100 år. Det er slet og ret hovedrystende, at man ønsker at diktere indholdet i overenskomster og helt ned på individuelle aftaler.
Oveni er det politisk spin, når man kobler nødvendigheden af indgrebet sammen med ønsket om at øge forsvarsudgifterne. De fleste anerkender nok behovet for mere sikkerhed, men at snige et angreb på den danske model ind under dække af krigen i Ukraine er uskønt.
Hvis regeringen går hele vejen, vurderer vi faktisk ikke, at det vil ændre stort for flertallet af IDA’s medlemmer. Mange uden ’højeste arbejdstid’ vil helt givet vælge fortsat at holde fri, men vores offentligt ansatte medlemmer vil typisk ikke have muligheden. De fortjener bedre end den her fremgangsmåde.
