Da jeg læste op på right to repair i forbindelse med det sidste blogindlæg, stødte jeg også på diskussionen om strategisk forældelse af produkter. Naiv som jeg er, tænkte jeg i første omgang, at det nok mere er et filosofisk koncept og frustrerede brugeres moderne myte om, hvorfor deres ting ikke holder. Men heldigvis forhindrede det mig ikke i at læse op på det.
Strategisk forældelse kort fortalt
Den første kilde vi har på selve udtrykket Planned Obsolescence er fra 1932, hvor Bernard London skrev sit essay ”Ending the Depression Through Planned Obsolescence”. I bund og grund går det ud på, at øge produktion og salg til dem, der egentlig allerede har det, de skal bruge. Forbrugerøkonomi kræver salg og køb, og hvad vi køber afhænger af, hvad vi allerede har. Hvis et produkt kan holde længere end du selv lever, er det svært at sælge mange af dem, med mindre du kan lokkes til at udskifte det.
Løsningsforslaget i strategisk forældelse er, at produkter skal have en kunstigt begrænset levetid. I den oprindelige form var forslaget at indføre en sidste anvendelsesdato, hvorefter en forbruger skulle skille sig af med produktet og købe et nyt.
Selvom datomærkningen på for eksempel en stol aldrig er blevet en realitet, er der forskellige varianter over konceptet, som er i brug i dag.
Incitament eller tvang
Modebranchen har en type incitament, hvor det arbitrært promoveres, hvad der er ”rigtigt” uafhængigt af funktionalitet. Moden skifter hyppigt, så tøj der ikke i praksis er noget galt med kan betragtes som forkert på grund af dets farve eller snit. På den måde kan folk lokkes til at købe mere, ikke fordi de har brug for det, men fordi de har lyst.
I mere teknologiske eksempler har vi også opdaterede modeller, der er en blanding af mode og små forbedringer, som ikke er nødvendige, men rare. Det ses for eksempel i mobiltelefonbranchen, hvor der kan være prestige i at have den nyeste variant, selvom den foregående stadig fungerer fint. Men én ting er, hvad man med psykologi lokker folk til gerne at ville have, en anden ting er aktivt at sikre, at noget går i stykker.
Der er en indbygget interessekonflikt i og med, at producenter gerne vil sælge mere, imens køberne (forhåbentlig) gerne vil have noget, der holder og kan bruges længe. I nogle systemer forsøger producenter måske med overlæg at sikre, at et produkt holder op med at virke efter en vis tid. Men det kan også sagtens være tilfælde, hvor der bare ikke er interesse for at lægge den ekstra indsats og omkostning i et øge holdbarheden af et produkt.
Når det kommer til teknologi, kan det være svært for forbrugerne at vurdere, hvornår noget er en ægte begrænsning, og hvornår producenten har konstrueret produktet sådan, at det holder op med at virke.
Hvis man udskifter sin telefon, fordi batteriet har udtjent sin levetid, er det så fordi batteriteknologien ikke kan holde til mere, eller er det fordi producenterne gerne vil sikre sig, at telefonen bliver udskiftet? For som diskuteret i forhold til right to repair, er der ingen tvivl om, at producenten hellere vil have, at hele telefonen udskiftes end at bare batteriet bliver det.
Kan strategisk forældelse patenteres?
Selve konceptet om strategisk forældelse kan ikke patenteres. Der er to af de vigtige krav til patenter, der tidligere har været diskuteret på bloggen, som det ikke opfylder. Det er ikke i sig selv nyt, men som sagt kendt tilbage fra første halvdel af 1900-tallet. Derudover er forretningsmodeller udelukket fra patentering.
Men bestemte teknologiske metoder til at sørge for at noget holder op med at virke, kan potentielt godt patenteres.
Indrømmet havde jeg egentlig ikke forventet at finde nogen eksempler. Jeg forestiller mig, at de fleste forbrugere ikke ligefrem er glade for, når deres ting holder op med at virke. Så derfor regnede jeg også med, at de fleste virksomheder ville holde det som forretningshemmeligheder, hvis de aktivt bruger den slags strategier.
Men jeg fandt faktisk et eksempel. Der er et udstedt patent ved navn Planned obsolescence cartrdige, for producing and dispensing an aerosol, and spraying apparatus comprising the same.
Opfindelsen er altså en patron indeholdende en væske, som kan sprøjtes ud som en aerosol. Det der gør den særlig er, at selve patronen ikke kan åbnes, og at den derudover har en sensor, der holder øje med, hvor meget væske, der er blevet brugt. Når den forudbestemte mængde væske er blevet sprøjtet ud, holder man op med at kunne bruge systemet, uanset om der er mere væske tilbage eller ej.
Selvom den godtroende del af mig, godt kunne finde på at undskylde, at man ikke kan åbne og genopfylde en patron – der kunne jo være sikkerhedsrisici – er der altså ingen tvivl om, at der er nogen produktudviklere, der synes det er smart at kunne kontrollere præcis hvor meget eller hvor længe et produkt kan bruges. Uanset om man ellers kunne have fået noget mere ud af det.
Hvad synes I, er strategisk forældelse en smart måde at holde økonomien kørende, eller er det et problem? Og hvis nogen er jer synes, det ikke er helt ideelt, har I så nogen gode forslag, til hvad man kan gøre ved det?
