Parachutes, parachutes, parachutes...
Kære læsere...
Alle der har fulgt vores bestræbelser på at sende raketter hurtigt op, og få deres nyttelast ned igen til en blød landing på havet, må bekymres.
For vi har aldrig endnu oplevet en blød landing, under bærende skærme. Det må nødvendigvis være en meget vigtig milepæl for os, så jeg sætter rigtigt meget ind på at vi
kommer til at opleve bløde landinger i 2017 og fremover.
Lad os kikke et øjeblik på lidt inspiration, for at forstå opgaven...her er lige fem minutter af den dejligste dokumentar om emnet...
[video: https://youtu.be/slUwVZJSVPY?t=28m43s&e=28m55s]
Man må fra starten overveje sine muligheder. Det kræver en meget høj faglighed rent praktisk at sy faldskærme, og design af faldskærme i sig selv en omfattende opgave. Efter design og fremstilling følger omfattede test, og først de kan faldskærmstypen tages i brug.
Jeg har på nærmeste hold oplevet den proces i min tid i Copenhagen Suborbitals. Vi forsøgte os selv, fordi omkostningerne ved at købe eller få syet faldskærme professionelt syntes helt ude af rækkevidde. Ydermere oplevede vi at det, at købe faldskærme, ikke bare var et spørgsmål om penge. Vi skulle jo bruge dem på en langt fra "normal" måde, og det gør altså at professionelle faldskærmsfolk bliver meget forsigtige. Så forsigtige at "Nej, vi har ikke noget til salg" bliver nemmere end "Ja, så gerne."
Jeg tror dybest set at de selvbyg skærme som raketterne HEAT 1X Tycho Brahe, Smaragd, LES og Sapphire medførte kunne have fungeret under mere heldige omstændigheder. Men omkostningerne ved selvfremstilling var meget store. Der er gået utallige arbejdstimer ved symaskinen til faldskærmene til de fire nævnte missioner, og materialerne har kostet rigtigt mange tusinder af kroner.
I sidste ende får man så også et produkt ud af det, som nok er "fabriksnyt" men jo ikke gennemtestet og gennempløjet som en professionel faldskærmstype. Der kan måske være et trick eller to man ikke lige har læst i sin research, eller mestrer i praksis.
I Søren Skrots rumprogram må man så tweake sig frem til en eller anden form for kompromis, som er praktisk og økonomisk, og som alligevel kan løse opgaven. Som måske overordnet kan løse den med højere sandsynlighed for succes.
Løsningen jeg har valgt er at satse på US Armys runde 34 fod T10 personel skærm.
For en time siden ankom en kasse fra USA til HAB. Jeg modtog postmanden med et "du er godt nok en guttermand !" - ikke mindst efter at have læst PHKs blog om hans noget blakkede erfaringer med Postnord var jeg oprigtigt nervøs...men alt er gået godt.
Kassen var noget lille...og den skulle gerne indeholde tre komplette US Army T10D skærme...kunne de virkelig være i den....var de da så kompakte ???
Det kunne de ! Foto: Raketmadens Rumlaboratorium
Skærmene er komplette med liner, ned til og med der, hvor den harnes, som faldskærmssoldaten hænger i, starter. Det er sådan set alt hvad jeg har brug for. Hver skærm kommer med en logbog, hvor man kan se deres historik. De har været ompakket og checket 6 - 8 gange siden de blev fremstillet i 2008, er aldrig brugt, og har så passeret ud af deres shelf-life i 2011 - 2012.
Når de har et "shelf life" er det fordi faldskærme er lavet af nylon, og nylon har det svært med sollys. Et halvt år eksponeret til bare solen fra en dansk sommer kan gøre en nylonstrop, der starter ud med en trækstyrke på flere tons, til en blanding af noget gult pulver og enkelte trevler man let kan pille fra hinanden. Eftersom hele systemet omkring faldskærme bygger på fuldkommen check på ALT, så vælger man at kassere en nylonskærm efter en fastsat tid, uanset stand. Man diskuterer ikke detaljer, eller vurderer eller noget som helst, det er kort sagt ud, når sidste salgsdato er overskredet.
Så den dag falder prisen på en aldrig brugt faldskærm, der har levet sit liv i et køligt lager uden nogen som helst eksponering nedbrydende sollys, fra en ukendt formue til 700 kr stykket.
Så er spørgsmålet om en sådan gennemprøvet skærm efter dette shelf life er udløbet alligevel nok netto er bedre, end hvad jeg selv kan sy, eller få nogen til at sy ?
Der er i virkeligheden slet ikke noget at diskutere. Det er den eneste mulighed hvis vi vil have faldskærme overhovedet.
Når så beslutningen om at køre med den løsning skal tages, så er næste punkt at vælge en skærmtype som er gængs, og til at få fat på i fremtiden. Derfor blev den T10éren, fordi det er en af verdens almindeligste klassiske runde faldskærme.
Lad os lige tage en tur med sådan en skærm, nøjagtigt som dem i kassen:
[video: https://www.youtube.com/watch?v=fqVWyg-HHVI]
Det er altså det de kan, levere en blød landing. Video: US Army.
T10eren kan med stor sikkerhedsmargin opbremse og lande en 160 kg last, og fordi den er rund, indgå i et faldskærmssystem med tre skærme. Det betyder at jeg med god vilje kan lande 480 kg med disse tre canopys. De kan altså loades omkring 2,1 kg/m2, og jeg loader dem 1,3 kg m2.
Valget af et tre skærms system er motiveret af ønsket om at kunne bruge standard, gennemprøvede personskærme. Fikst, og ret flot hvis det virker.
På den første kapsel test i Raketmadsens Rumlaboratoriums Plan Z, er afprøvningen af faldskærms systemet en absolut primær mission.
Faldskærmssekvensen starter med en lille drogue skærm, som orienterer kapselen i en "hovedet op, bunden ned" stilling. Denne drogue er depolyeret i en periode, så hastigheden kommer ned, og godt indenfor det interval som de er designet til at operere i. Når hastigheden Så sprænges de tre indbyggede faldskærmscontainere åben med højtryks - trykluft, og de tre T10ere kastes ud i deres deploymentbags, som hver har en pilotskærm til at trække skærmene op - og ud. Pilotskærmene forsvinder med deploymentbags´ne - og de tre canopys skulle så gerne vise sig fra deres bedste side.
Videoen her - med US Army´s Airborne kække slagsang som som soundtrack - viser fint den nominelle udfoldnings sekvens for en T10
Flight Alpha og Bravo har tilsvarene runde skærme, og tilsvarende systemer, men i mindre skala. Hvor Tycho Brahe II kapselen får tre skærme på lige over 10 meters diameter, så har kapslen på Alpha en 6 meters orange / hvid skærm, med en noget mindre specifik last. Belastningen på Alpha´s og Bravo´s skærme bliver ca. 0,35 kg/m2. Det er meget lidt, og gør at det interval omkring apogge i banen, hvor en vellykket blød landing er mulig, er meget stort. Kombinationen, som den bruges på kapslerne, af en lille drogue til high speed deployment, og store skærme til den bløde landing er det bedste jeg kan komme op med, men naturligvis findes der også baner, som ligger på kanten eller uden for hvad der kan endes i en blød landing. Tankegange er at baner som 1X´s skal kunne overleves. Hvis vi oplevede netop en 1X med dette system, ville raketpiloten seperere, og noget efter aktivere den drogen, og noget efter igen, de tre store skærme. Han ville have rundt regnet 4500 fod / 1500 meter at klare det på. Det burde være muligt.
Hvad så med reefing, eller kontrolleret langsom udfoldning med slider ? Svaret er at foreløbig kører vi uden. Jeg skal se et et behov for en kompleksificering, med de medfølgende fejl modes, før jeg indfører noget. Men denne video giver et godt indtryk af næste generations Army skærm aaf typen T11, som opfører sig næsten som reefet, men altså bruger en "slider" til at forsinke udfoldningen. Det var dette system Søren Gregersen benyttede til LES. Det kan jeg godt forstå og det virkede, men vi havde ikke højde nok pga. manglende aerodynamisk stabilitet af LES systemet. Videoen er velgjort, og bestemt seværdig.
Hvis vi får billeder fra vores flyver hjem fra Østersøen - med kapsler fra Alpha, Bravo eller Flight Charlie - under bærende skærme vil det være et meget stort skidt i den rigtige retning for vores projekt.
Peter Madsen
