I forrige afsnit fik vi styr på baggrund og definitioner, nu gælder det den allerførste suborbitale flyvning, og hvordan det foregik med den del at teknologien der flyttede til den anden side af Atlanterhavet.
Mercury-Redstone testflyvningerne i 1960-1961
Den første testflyvning der skulle medvirke til at den første bemandede suborbitale flyvning kunne finde sted, fandt sted den 21. november 1960. Mercury-Redstone-raketten der også blev forkortet MR-1, lettede dog kun ca. 10 cm over affyringsrampen før motoren satte ud ved MECO (Main Engine Cut Off). MR-1 faldt tilbage på rampen og ved et lykketræf væltede den ikke. Mercury kapslens redningssystem, et såkaldt LES system (Launch Abort System), aktiveredes, og redningstårnet fløj afsted uden kapslen. Faldskærmen foldede sig ud og hang ned langs raketten, og trak faretruende i raketten der var ved at vælte flere gange. Der var ingen der turde gå hen til den tryksatte raket og koble kablerne til raketten så man kunne begynde en trykudligning. Den senere leder af Kennedy Space Center, Kurt Debus, fór ud i sin bil og hentede et jagtgevær. Von Braun nåede lige, under stor råben af tyske eder og gloser, at stoppe ham inden han skød på rakettens LOX og alkohol tanke for at udligne trykket.
Problemet med MR-1 blev fundet, udbedret, og en ny raket fundet frem og gjort klar til endnu et forsøg. MR-1 raketten er i dag udstillet i U.S. Space & Rocket Center i Huntsville. Den nye raket fik navnet MR-1A og blev affyret den 19. december 1960. Alt forløb efter planen.
Den næste Mercury-Redstone testflyvning kom til at hedde MR-2 og raketten blev affyret den 31. januar 1961. Med ombord i Mercury-kapslen var Chimpansen Ham. MR-2 skulle have været den sidste testflyvning, og den næste affyring i rækken skulle have været bemandet. Der opstod dog en række problemer under flyvningen. Abortsystemet opdagede en ændring i trykket i LOX tanken da tanken var ved at være tom, hvilket fik redningstårnet på kapslen til at affyre før den planlagte tid. Vinklen på raketten og den tidlige abort betød at kapslen blev separeret fra raketten da den fløj med den maksimale hastighed på 2.298 m/s, i stedet for den planlagte hastighed på 1.970 m/s. Bremseraketterne blev frakoblet ved aborten, og kunne derfor ikke hjælpe med til at bremse kapslen. Alt dette førte til at landingsområdet blev overskudt med 209 km, og at den havde en tophøjde på 253 km i stedet for de planlagte 185 km. Overskydningen betød at Ham blev udsat for væsentligt flere g-kræfter end forventet. Ham blev udsat for 14,7 g (144 m/s) under genindtrædelsen i atmosfæren, næsten 3 g (29 m/s) mere end planlagt.
Selv om man fandt alle fejl og disse blev rettet, fik Alan Shepard ikke lov til at flyve med den næste Mercury-Redstone-raket. Det blev besluttet at endnu en testflyvning var nødvendig. Til denne flyvning valgte man at flyve med kun en Mercury boilerplate-kapsel der fik navnet MR-BD. MR-BD blev affyret den 24. marts 1961 og blev en komplet succes. Uheldigvis for Alan Shepard og USA betød denne ekstra testflyvning at Sovjetunionen fik en muligheden for at komme først ud i rummet og sendte Yuri Gagarin i rummet den 12. april 1961 med Vostok 1.
Den første bemandede suborbitale flyvning med MR-3
Den første bemandede flyvning i Mercury-programmet kom til at hedde MR-3. Her blev benyttet en kapsel der vejede 1.830 kg og som var nummer 7 i produktionsrækken – deraf navnet Freedom 7. Freedom 7 blev leveret til Cape Canaveral den 9. december 1960, og raketten Redstone MRLV (Mercury Redstone Launch Vehicle) der havde forkortelsen MR-7, ankom midt i marts som erstatning for raketten MR-3, der oprindeligt skulle have været brugt til den første bemandede flyvning. MR-3 blev i stedet brugt som MR-1A. Astronauten på den første mission var Alan Shepard, med John Glenn og Virgil “Gus” Grissom som back-ups.
Det første forsøg for MR-3 missionen var planlagt til den 2. maj 1961, men missionen blev afbrudt 2 timer og 20 minutter før den planlagte affyring pga. vejrproblemer. I stedet blev den 4. maj 1961 planlagt, men også denne blev udskudt grundet vejret, og rykket til den 5. maj 1961 kl. 7:20 østkyst-tid. Efter at have indtaget det der senere blev til det traditionelle morgenmåltid i NASA før en affyring, blev Alan Shepard spændt fast i sædet i Freedom 7-kapslen kl 5:15. Efter at have ventet i over 2 timer på at småproblemer blev ordnet, kaldte Shepard over radioen og sagde de berømte ord: ”Let's light this candle”.
MR-3 løftede sig op fra affyringsrampen, Launch Complex 5 (LC-5), kl. 9:34 og fløj ud over Atlanterhavet. Under en del af opstigningen bad Shepard en stille bøn: ”God help you if you screw up”. Denne bøn er sidenhen blevet til en traditionel bøn for astronauter der kendes som ”The Astronaut’s Prayer”.
Redstone-raketten brændte præcis som den skulle, og slukkede planmæssigt efter 2 minutter og 22 sekunder. Freedom 7-kapslen blev frigjort fra raketten og fløj med en hastighed 2.296 m/s. Shepard ændrede derefter kapslens stilling om længdeaksen både manuelt og automatisk. Efter at have nået det højeste punkt på 187,5 kilometer, ca. 5 minutter efter affyringen, tændte Shepard bremseraketterne for at teste bremsesystemet til de kommende orbitale flyvninger. Efter at have været udsat for 11,6 g under genindtrædningen, foldede faldskærmen sig ud, og Freedom 7 landede i Atlanterhavet 487,3 km downrange. Hele turen tog 15 minutter og 28 sekunder. Shepard og hans Freedom 7-kapsel blev bjerget kort efter landingen af Hangarskibet USS Lake Champlain. Missionen var en bragende succes.
Den anden og sidste suborbitale flyvning under Mercury-programmet med MR-4
Den næste suborbitale flyvning i Mercury programmet var også den sidste. MR-4 blev fløjet af Gus Grissom, med John Glenn som backup. Denne flyvning, der var en gentagelse af Shepards MR-3-flyvning, havde en lettere kapsel der kun vejede 1.286 kg, og som var nummer 11 i rækken. Redstone-raketten var nummer 11 og hed MR-8. Mercury-kapslen, der kom til at hedde Liberty Bell 7, havde inkorporeret flere designændringer ifh. Shepards Freedom 7-kapsel. Nogle af disse ændringer bestod bl.a. i at der var sat et vindue i kapslen, og lugen kunne nødåbnes via små sprængladninger.
Affyringen af MR-4 var planlagt til den 16. juli 1961, men vejret udsatte endnu engang affyringen til den 18. juli, som igen blev udsat til den 19. juli, der til sidst blev aflyst pga. af vejret, kun 10 minutter før affyringen.
Liberty Bell 7, med Grissom ombord, blev endelig affyret fra affyringsrampe LC-5 kl. 7:20:36 den 21. juli 1961. Endnu engang fungerede Redstone-raketten fejlfrit og lukkede ned 2 minutter 22 sekunder efter affyringen med en hastighed på 1.969 m/s. Efter adskillelsen fra Redstone-raketten havde Grissom en tætpakket tidsplan med en række opgaver som skulle nås på denne sidste suborbitale flyvning som forberedelse til de kommende orbitale flyvninger. Efter at have nået det højeste punkt på 190,3 km affyrede Grissom bremseraketterne og gjorde klar til genindtrædningen. Genindtrædning og landing gik som planlagt og landingen i vandet skete 485,2 km downrange i Atlanterhavet, efter en samlet flyvning på 15 minutter og 37 sekunder. Mens Grissom gjorde sig klar til at blive bjerget af helikopteren fra USS Randolph, eksploderede sprængladningerne til nødåbning af lugen. Grissom der ellers skulle bjerges i kapslen måtte kravle ud og hoppe ud i vandet da kapslen tog vand ind. Helikopteren forsøgte forgæves at redde den synkende Liberty Bell 7 der var fyldt med vand. Liberty Bell 7 sank til havets bund og Grissom, der selv var ved at drukne, fordi han tog vand ind i dragten, blev reddet op af vandet og fløjet til USS Randolph.
Selv om der opstod store diskussioner om årsagen til nødåbningen af lugen, og Grissom af nogle i NASA fik skylden, blev missionen betegnet som en succes, selv om NASA mistede Liberty Bell 7. Mange år senere, i 1999, blev Liberty Bell 7 bjerget fra havets bund og her blev det endeligt fastslået at Grissom ikke havde aktiveret knapperne til nødåbningen af lugen. I dag befinder kapslen sig på Cosmosphere i Hutchinson, Kansas i USA.
Eftersom alle mål var nået af de to Mercury suborbitale flyvninger, gik NASA videre med de første Mercury-Atlas orbitale missioner. Gus Grissom kom siden til at flyve sammen med John Young på den første Gemini 3 mission i marts 1965. Gus Grissom døde i den tragiske Apollo 1-brand den 27. januar 1967. Alan Shepard fik frataget sin flyverstatus i 5 år grundet Ménières sygdom. Han blev senere kureret og blev kommandør på Apollo 14 missionen der landede på Månen i 1971. Alan Shepard døde i 1998.
Læs om raketflyene af typen X-15 i næste afsnit af bloggen.
