Opinion: Slip borgerne løs!
Af Kasper Birkeholm Munk, teamleder i Opfinderrådgivningen,
Der udkommer til stadighed nationale og internationale rapporter og målinger, som konstaterer, at der er for få iværksættere i Danmark, samt at små og mellemstore virksomheder ikke er gode nok til at skabe vækst. Konklusionerne opnår hver gang stort fokus i medierne.
Global Entreprenuership Monitor (GEM) er en af de væsentligste internationale målinger, der siden 1999 har taget temperaturen på iværksætteri og entreprenørskab i en række lande. For nylig udkom GEM - Global Report 2011, der dømmer Danmark højt på innovationskraften og lavt på lysten til at udfolde kreativiteten og ideerne som iværksætter.
Det får gerne stemmer fra erhvervsorganisationer og universiteter til at udtale sig om det kritiske behov for at gøre noget alvorligt ved det skrantende iværksætteri.
Reaktionen er forståelig, og budskabet er rigtig vigtigt.
Der er masser af ideer blandt borgerne
Men i stedet for at stirre ensidigt på, om der er nok, som har lyst og evner til at blive iværksættere, og tryne os selv med, at det er der ikke, så lad os sætte fokus på andre veje til vækst og arbejdspladser.
Lad os slippe borgernes ideer løs!
Vi møder cirka 1.000 af dem om året i Opfinderrådgivningen, Teknologisk Institut. Selv om erfaringerne siger, at der skal cirka 100 ideer til, før der kommer en unik og kommercielt lovende en af slagsen, er vi vidner på, at der er potentiale for vækst, omsætning og arbejdspladser gemt i, at eksisterende danske virksomheder inviterer borgerne indenfor med deres ideer.
Virksomhederne skal åbne mere op
Men det sker ikke uden hårdt arbejde. Der er behov for, at vi sætter fokus på en mere åben og samarbejdsorienteret dialog. Behov for, at vi arbejder mere systematisk med incitamentsstrukturer, som indgyder borgerne troen på, at deres ideer vitterlig kan gøre en forskel for konkurrenceevnen.
Behov for at overbevise virksomhederne om, at en åben tilgang til eksterne ideer styrker på bundlinjen.
For det kan den.
Vi møder det ved vores indgangsdør, og vi ser det blandt de virksomheder, som lader de nye vinde blæse og åbner for at udvikle produkter og services i direkte samarbejde med brugere, kunder og borgere.
Tag eksempelvis Coloplast, som nyligt har åbnet dørene på vid gab for at skabe innovation og nye produkter med alle, der har lyst, via hjemmesiden innovationbyyou.com (IBY).
Det kræver en åben kultur samt klare aftaler om måder og rettigheder for at arbejde sammen om udvikling af produkter og modning af ideer. Virksomhederne skal blive dygtige til at screene og vurdere bunkerne af ideer. Det kræver fokusering og finansiering for at blive succesfuldt.
Men det kan til gengæld blive rigtig godt.
Effektmåling understøtter budskabet
I al ubeskedenhed viser Opfinderrådgivningens aktuelle effektmåling, hvad der kom ud af 16 specifikke licensaftaler, som vi bidrog til at indgå mellem opfindere og virksomheder i perioden fra 2000-2009. Mere end to milliarder kroner i omsætning samt tæt ved 900 nye arbejdspladser.
Lad os tale om de danske innovationsudfordringer i et bredere perspektiv, så vi får skabt nye virksomheder, men tilsvarende sat skub i den borgerdrevne forløsning af virksomhedernes innovationsudfordringer.
