Et Danmark uden Benny Andersen og Kim Larsen bliver ikke det samme.
Det har det sådan set heller aldrig været, den ene var til snapse-frokost i frugthaven, den anden til bajere på bagsmækken, men tilsammen dækkede de stort set markedet for danskhed.
Men de var begge med tiden blevet til fortidslevn.
Snapsefrokosterne er der ikke mange tilbage af, de forudsætter næsten en hjemmegående husmor.
Håndbajerne har alkoholpolitik og trafikplakatkampagner fået has på.
Svantes stormagaziner bukker under for webshops.
Rabalderstræde er byfornyet med Christianiacykler og tyssende småbørnsforældre.
Kikkerter er afløst af statssanktionerede skråfotos.
Ingen ved deres fulde fem blaffer, langt mindre samler de blaffere op.
Svante tog Øresundstoget hjem til højere bjerge.
Automatiseringen Blipper og Båtter Derudaf.
Men imellem samtidsportrætterne i bagkataloget, som æselører i en elsket bog, er de tidsløse genistreger, Svantes Lykkelige Dag, Kvinde Min, Virusblues osv.
Dødens har ingen brod, for den der går i graven med sin tid og dog forbliver udødelig.
Æret være deres minde
phk
