Mit navn er Jeppe Byskov, og jeg er centerchef for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut, og det bliver mig, der i fremtiden vil skrive indlæg her på siden for bloggen.
Før jeg går i gang med at ’kloge mig’ og debattere diverse emner inden for 3D-print, vil jeg kort introducere mig selv, så I kender baggrunden for, at jeg kan skrive, som jeg gør - og dernæst præsentere hvilke emner, der ligger højt på min liste til fremtidige debatter.
I år kan jeg rent faktisk fejre kobberbryllup hos Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut! 12,5 år er der gået siden jeg færdiggjorde min ph.d. i fysik inden for laser og materialevekselvirkning på Århus Universitet, og kom til Teknologisk Institut.
Det kan virke som lidt af en gåde, at jeg med min nørdede baggrund nu har et job der i et stort omfang består af motivationssamtaler, strategi og budgetter. Men på Teknologisk Institut fik jeg øjnene op for, at jeg med 3D-print kunne gøre en forskel der har et aftryk hos virksomheder. Min drøm om nobelpriser blev erstattet med drømmen om at bane vejen for det industrielle gennembrud inden for 3D-print.
Udviklingen i 3D-print i en foranderlig verden lægger op til debat
Der er sket enorme ændringer i de 12,5 år jeg har været i branchen. Fra primært at være prototyper, hvor metalprint stort set ikke var udviklet, er 3D-print blevet en fremstillingsteknologi og ikke længere kun et værktøj til produktudvikling. Teknologien er i rivende udvikling og der kommer løbende nye processer, materialer, softwares og ikke mindst forretningsmodeller der alle giver nye muligheder for at anvende og skabe værdi med 3D-print.
Flyvere gør brug af 3D-printede komponenter, implantater til mennesker 3D-printes – og mine egne briller er 3D-printede.
Det er interessant at se på de potentialer, hvor 3D-print kan gøre en stor forskel, når det kommer til store globale udfordringer. F.eks. hvordan 3D-print har et stort potentiale i forhold til ”distributed manufacturing”. Når der rammer en Corona krise eller et jordskælv i Tyrkiet, hvordan kan 3D print så hjælpe hurtigst muligt med at skaffe noget udstyr til der, hvor behovet er?
Med udviklingen af teknologien er det lige så vigtigt at italesætte de omkringliggende udfordringer, og hvordan vi kommer omkring dem. I Ukraine 3D-printes udstyr til slagmarken. Er det okay? Da Corona ramte, blev blandt andet dele til respiratorer og visirer 3D-printet. Men var det godkendt, og hvem havde ansvaret, hvis det knækkede og der var nogle der fik Corona?
Mit mål er, at 3D-print skal nå længere ud i industrien. For selvom teknologien, kvaliteten og konkurrencedygtigheden i mine øjne er der, så er det store gennembrud endnu ikke kommet. Hvad skal der til for at brede det ud? Det er også et emne, som jeg gerne vil bringe i diskussion.
Disse er nogle af de emner, som jeg ser frem til at bringe i debat, i forhold til de etiske udfordringer og muligheder, der er inden for de her områder – og høre hvad I har af holdninger. Jeg har selv en stor indsigt i 3D-print-industrien og mange meninger, men jeg vil også invitere andre eksperter ind til at nuancere debatterne.
Og så vil jeg gerne invitere jer til at skrive jeres meninger i kommentarsporet om emner for 3D-print. Hvad kunne i tænke jer at høre mere om?
