Ny blog: Rapport fra Måne habitat i Grønland
Temp:-15, vind: 15m/s, dagslys: 11:26-15:19, Dag 53/90
Den følgende opdatering kommer fra LUNARK missionen. Vores
kommunikationsmuligheder er begrænsede, så teksten er sendt i 160 tegn bidder
over satellittelefon. I dag er det en måned, tre uger og to dage siden Sebastian
og jeg satte fod på denne fremmede planet.
Klokken er elleve om formiddagen og jeg sidder her i vores hjemmebyggede
månehabitat med en Huel pulvershake i hånden. Der er 22 grader indenfor, men
lidt koldt ved fødderne. Bag mig sidder Sebastian med et par Virtual Reality
briller på hovedet og kigger rundt. Han er igang med et eksperiment fra DTU
Space. De undersøger om naturscener oplevet gennem VR kan aktivere det
parasympatiske nervesystem og sænke vores stressniveau. Det er blot et ud af
syv psykologiske studier, vi dagligt udfører.
Da vi planlagde denne ekspedition havde vi svært ved at forestille os, hvordan vi
kunne fylde dagene ud med nok aktiviteter til at holde kedsomheden ud. Vi
havde stærkt undervurderet, hvor mange mandetimer det tager at udføre de
praktiske gøremål i habitatet. Noget så simpelt som morgenkaffe er en større
ekspedition i sig selv. Først skal man iklæde sig rumdragt og rumhjelm. Møve sig
ud igennem luftslusen, og vandre igennem det mørke kolde landskab indtil man
når ned til de store isstykker der ligger som gigantiske blå kampesten ved den
tilfrossede vandkant. Med tohåndsøkse hugger man isen i mindre stykker indtil
spanden er fyldt. Når man langt om længe er inde igen og har fået dragten
trukket af og pakket sammen, kan man smelte vandet og nyde sin instant-coffee.
Dagene går med rutine-EVA's som denne, vedligeholdelse af habitatet, træning,
og en film i ny og næ, når man har aftenen fri.
Min fornemmelse for tid og sted er falmet til et stadie, hvor jeg nogengange
vågner op og tror jeg ligger i vores mock-up habitat på værkstedet hjemme i
Sydhavn. Så lægger jeg mærke til de summende blæsere i batteriboksen og
vinden, der sender vibrationer gennem min sovekabine. Jeg kan høre Sebastian
vender sig i sin egen kabine, der ligger i den anden ende af habitatet. 70 cm fra
min højre skulder. Det føles hjemligt, og jeg er stolt over, at vi i dette uendeligt
tomme, fjendtlige sted har formået at skabe et æg, der med sin robuste
kulfiberstruktur beskytter os mod Arktis' enorme kræfter, og med sit bløde indre
holder os varme og trygge.
Sebastian tager headsettet af hovedet og bruger et par sekunder på at blinke sig
tilbage i den virkelige verden. I dag skal han ud og lave en 3D scanning af
habitatet med vores drone. Om lidt skifter jeg til træningstøj og folder vores
skriveborde op, så gulvet er frit til dagens øvelser. Just another day on the Moon
in Moriusaq - Greenland.
