Notationsnazisme

Vi kunne i stedet kalde funktionen "wavenumber", således kommer der i formlerne til at stå eksempelvis "wavenumber(i*j, x)", altså bortset fra at der muligvis også er bedre navne for i og j. Jeg kan google "wavenumber", k kommer jeg ikke meget videre med uden en lokal forklaring.

Jeg vil fastholde, at det i videnskabelige artikler og tekniske lærebøger er meningsløst at skrive ligninger og udregninger uden brug af forkortende bogstaver (f.eks. k for bølgetal); ligninger og formler bliver simpelthen uoverskuelige og ulæselige, hvis man skulle droppe den konvention. Dog skal det naturligvis i ord forklares, hvad alle symboler betyder, og hvad en relation opskrevet vha. af disse symboler udtrykker.

Det er sikkert fint nok i mange sammenhænge, men notationen kører af sporet når det bliver lidt mere kompliceret.

Hvad fanden betyder bogstav-indeks-klamme-indeks-semikolon-indeks?

Hvilket er relevant når du løser problemer på papir, ikke når du skriver noget som du forventer at andre skal læse.

Jeg har også et ganske udmærket syn, men for dem hvor det kniber lidt i forvejen kan jeg ikke forestille mig at det er hensigtsmæssigt at bruge mindre typer til dele af formlen.

Hvad mener du med "at forstå formlen"?

For nu at bruge dit eget udtryk, vil jeg sige, at man først rigtigt får "golfet" de ligninger til, hvis man indsætter udtrykket for k'erne i (3.14) og (3.15).

For at undgå redundans så er det i dette tilfælde nok smartest at have k i en funktion for sig. Men k skal ikke hedde k, for det er bare et intetsigende bogstav. Vi kunne i stedet kalde funktionen "wavenumber", således kommer der i formlerne til at stå eksempelvis "wavenumber(i*j, x)", altså bortset fra at der muligvis også er bedre navne for i og j. Jeg kan google "wavenumber", k kommer jeg ikke meget videre med uden en lokal forklaring.

En konvention, som her følges, er at funktioner af kontinuerte variable, f.eks. f(x) hvor f er en funktion af den kontinuerte variabel x, skrives som funktioner - mens funktioner af diskrete variable, f.eks. g(x_i) hvor g er en funktion af den diskrete variable x_i, skrives med indekser, g(x_i) = g_i.

g_i er tydeligvis hurtigere at skrive

Og personligt har jeg ikke problemer med at læse indekser.

Det minder lidt om de to måder at sætte tuborgklammer på, når man programmerer sprog som C++, C#, java og javascript. Nogen sætter dem for enden af linierne, mens andre sætter dem så de står lodret under hinanden. Nogen kan endda ikke beslutte sig og laver en sær blanding ud fra sindrige regler, som de så kalder for en "standard".

Men vil du præsentere formler for omverdenen er situationen en helt anden, du har fundet nogle få formler som løser et problem, selv med mellemregninger tager de typisk en meget begrænset mængde plads. Det bliver altså ikke til så pokkers meget bare fordi du sætter nogle ord ind i stedet for bogstaver.

Derudover skal mellemregninger naturligvis præsenteres med måde; hvert enkelt lille skridt behøver ikke medtages, men nogle mellemregninger er essentielle. Nogle gange laver man en approksimation eller benytter en antagelse i et skridt, som man ikke får kommunikeret, hvis man bare præsenterer det færdige resultat. Dvs. der kan være information, der er lige så væsentlig som den endelige formel, gemt i mellemregningerne.

Tag eksempelvis formlerne fra dit tweet, de angiver et forhold mellem en samling tegn. For at forstå den formel skal jeg rundt i teksten finde definitionen af hvert enkelt tegn, hvis jeg da vel at mærke er så heldig at definitionerne er i teksten. Indtil jeg har fundet de definitioner er formlen intetsigende. At læse sådan en formel kræver altså meget mere arbejde end blot at læse de to linjer som formlen fylder. Jo mere information jeg kan få fra formlen, jo mindre skal finde ved at springe rundt i teksten og lede efter definitioner.

For mig er det dog meget mere instruktivt at have disse formler på denne form; k'erne er såkaldte bølgetal (https://en.wikipedia.org/wiki/Wavenumber), der som standard optræder i Fourier transformationer (https://en.wikipedia.org/wiki/Fourier_transform), som der her er tale om. Formlen har således - udover på et tidspunkt at skulle bruges til at udregne nogle tal hvor man skal indsætte de specifikke udtryk for k'erne - en funktion i den form, de her præsenteres i. Som er centralt i forhold til at forstå, hvad formlen kommunikerer.

For nu at bruge dit eget udtryk, vil jeg sige, at man først rigtigt får "golfet" de ligninger til, hvis man indsætter udtrykket for k'erne i (3.14) og (3.15). Sådan ville man heller ikke gøre det, hvis man skulle bruge ligningerne til en numerisk beregning.

Variable med indeks, eksempelvis alle k'erne i disse formler, er typisk et udtryk for en funktion af disse indeks. Hvorfor beskrives de ikke som funktioner? Hvorfor skal en del af formlen gemmes i små tegn med dårlig læsbarhed?

Når du selv løser ligninger må du bruge hvad du finder smartest til det arbejde, hvis du roder mange muligheder igennem er det selvfølgelig smart at notationen er hurtig at skrive. Men vil du præsentere formler for omverdenen er situationen en helt anden, du har fundet nogle få formler som løser et problem, selv med mellemregninger tager de typisk en meget begrænset mængde plads. Det bliver altså ikke til så pokkers meget bare fordi du sætter nogle ord ind i stedet for bogstaver.

Tag eksempelvis formlerne fra dit tweet, de angiver et forhold mellem en samling tegn. For at forstå den formel skal jeg rundt i teksten finde definitionen af hvert enkelt tegn, hvis jeg da vel at mærke er så heldig at definitionerne er i teksten. Indtil jeg har fundet de definitioner er formlen intetsigende. At læse sådan en formel kræver altså meget mere arbejde end blot at læse de to linjer som formlen fylder. Jo mere information jeg kan få fra formlen, jo mindre skal finde ved at springe rundt i teksten og lede efter definitioner.

Variable med indeks, eksempelvis alle k'erne i disse formler, er typisk et udtryk for en funktion af disse indeks. Hvorfor beskrives de ikke som funktioner? Hvorfor skal en del af formlen gemmes i små tegn med dårlig læsbarhed?

Hvis I nu brugte hele ord til at beskrive variable, så ville de enkelte bogstaver ikke være så pokkers flertydige.

Kaldte I også jeres funktioner for funktioner i stedet for det der pjat med variable med indeks

Ja... Men i mikrobølger bruger man vist i, og måske er der også noget med rotationen/retningen. I øvrigt skulle man måske kalde det fascisme eller fundamentalisme, men en isme er det. Normer er gode, indtil de støder sammen og giver mere forvirring end klarhed.

Hvis I nu brugte hele ord til at beskrive variable, så ville de enkelte bogstaver ikke være så pokkers flertydige.

Kaldte I også jeres funktioner for funktioner i stedet for det der pjat med variable med indeks, og helt generelt undlod at forsøge at golfe jeres formler til ulæseligt notationsfnidder, så kunne det være at det faktisk til tider ville være til at læse jeres formler.

Det handler om klarhed og umisforståelighed og at læseren/modtageren ikke lades i tvivl. Sådan noget sætter jeg en ære i at holde fast i, og når jeg har skrevet noget giver jeg det til et par kolleger, sammen med spørgsmålet: " Er dette forståeligt og klart?"

Derfor mener jeg, at det er en uting at bruge i og j som du gør i din tweet, kursiv eller ej. i og j er reserveret til andre ting (komplekse operatorer), men misbruges åbenbart af C-programmører eller lignende. Der er bogstaver nok, og det er vel uproblematisk at anvende f.eks. a, b og c i stedet.

MvH,

Bent

j i stedet for i, da i bruges til strøm.....

Det er dog underordnet for min pointe - for skal j'et så skrives med eller uden kursiv? Netop j er ligesom i et populært valg som indeks - også i billedet, som jeg har med - og dermed risikerer vi også med E-konventionen for den imaginære enhed at have balladen.

j i stedet for i, da i bruges til strøm..... Man kunne i grunden indføre en blå smølf, men det ville måske underminere troværdigheden. Der bliver vel aldrig enighed, så man er tvunget til at antage/læse det med småt. Og følge det pågældende tidsskrifts retningslinjer.