Nanojulekalender 6: Månebase Alpha for real?
Supermaterialer. Vores civilisation er i stigende grad afhængige af sjældne og dyre grundstoffer som rhodium, iridium, palladium, samarium, indium og selvfølgelig klassikere som guld og diamant. De steder i verden hvor disse teknologiens byggesten kan graves op af miner er af stor strategisk betydning, og noget som diverse supermagter forsøger at sikre sig - og en af grundene til at en gigantisk isklump med 56000 indbyggere pludselig er interessant for Kina. Altså Grønland.
Det siger lidt om den desperate mangel på disse stoffer, at man seriøst overvejer at lave minedrift på månen. Jeg har hørt det mange gange før, og har - må jeg indrømme - tænkt at det er noget pop-journalistisk sci-fi vås, som ingen forskere i virkeligheden kan mene har noget på sig. Det er simpelthen for meget Hollywood. Eller det tænkte jeg indtil den anden dag.
Den anden dag hørte jeg så en rigtig spændende podcast i serien "24 spørgsmål til professoren", hvor min kollega på DTU Space, professor John Leif Jørgensen fortæller ikke bare om jagten på liv på Mars, men også nævner at mange nationer har kig på månen med henblik på minedrift.
En mine! På månen!
Jeg har svært ved at forstå hvordan det nogensinde skulle betale sig, uanset hvor billigt Space-X kan sende milliardærer på rumhotel. Jo, jeg ved godt at Trump har snakket om det, men selvom han er et "very stable genius" er det ikke mit indtryk at hans udtalelser om rumfart uden videre skal tillægges større værdi.
Anderledes er det når en forsker fra DTU Space udtaler sig. En af dem der selv er med til at bygge satelitter og måleudstyr til brug på andre planeter! Ja - for man skal lige huske på at der kører fjernstyrede biler rundt på Mars og sender billeder tilbage til Jorden, biler som forskere fra DTU har været med til at få til at fungere. Det lyder jo vanvittigt, men er ikke desto mindre virkelighed. Så hvis ikke alt, så kan meget lade sig gøre. Men kan det betale sig?
Jeg hører at grundstoffet Samarium kunne være relevant at hente ned. Samarium bliver sammen med Kobalt brugt til at lave super-kraftige magneter der samtidigt kan tåle høje temperaturer uden at miste magnetiseringen, og som John Leif Jørgensen fortæller er nødvendige for at kunne lave magnetiske højhastighedstoge der kan køre 800 km/t. Der skal så bygges en decideret rumbase eller rummine, ligesom min barndoms yndlingsserie, Månebase Alfa. Øj, jeg får flashback. Virkelighedens månebase vil nok i høj grad været drevet af robotter, men stadigvæk, det lyder som et fantastisk eventyr. Bring it on!
Artiklen fra Jyllandsposten fra April nævner at ikke nok med at Trumps snak om miner på månen ikke er mere tågesnak end at det russiske rumagentur blev meget fornærmede over USAs erobringsplaner. Jeg tænker at der nok vil være god plads på Månen i de første par århundreder? Der er planer om at sætte mennesker på månen i 2024, altså om 3 år. I denne artikel udtrykker Michael Linden-Vørnle, en anden dygtig rumforsker fra DTU Space, sine tvivl om det kan betale sig at hente materialer tilbage til Jorden.
Lige pludselig er mit arbejde med at skabe nye fantasimaterialer på basis af atomart tynde nanomaterialer nærmest sådan lidt kedeligt og ordinært.
Jeg kan varmt anbefale denne og andre podcasts fra serien, det involverer mange interessante emner - og mennesker der fortæller om noget de virkeligt har forstand på. Det er en dejlig modgift mod den flodbølge af stinkende vrøvl de sociale medier flyder over med i disse dage.
Men hvad tror du? Bliver månebase alpha virkelighed en dag?
https://www.weekendavisen.dk/2020-28/24spoergsmaal/turen-gaar-til-mars
