Nanojulekalender 19: 5000 Nanoprodukter i databasen
Danske forskere har lavet en omfattende søgbar database over nanoprodukter, www.nanodb.dk, som er nok den største og grundigste af sin slags på verdensplan - eller i al fald hvad jeg har hørt om. Her er samlet over 5000 mere eller mindre "nano" nanoprodukter med en kort produktbeskrivelse, samt en vurdering af potentielle risici for miljø og mennesker. En af bagmændene er Steffen Foss Hansen fra DTU Environment der har forsket i risikovurdering og håndtering i forhold til nanoprodukter i mange år, og har ydet væsentlige bidrag både til forståelsen og kommunikation af potentielle risici.
DET SKAL lige siges at i min optik, er nanoteknologi og nanoprodukter langt mere end nanopartikler. Transistorerne i din computer, din telefon og dit TV er fyldt med nanoteknologi, som ikke er inkluderet i databasen, og som det heller ikke ville give mening at inkludere. Der er forskel på din smartphone der når du køber den kommer pakket med hundredevis af forskellige teknologier som baserer sig på at visse dimensioner er på nanoskala (1/10000 af en millimeter eller mindre), og på at du køber en spraydåse fyldt med et eller andet stads - muligvis med nanopartikler i - du kan sprøjte hvor du vil. Og det er de deciderede nano-forbrugerprodukter der er lagt vægt på i databasen, og det er ganske fornuftigt.
Den repræsenterer en kæmpe arbejdsindsats, og arbejdet med at etablere den begyndte for næsten 10 år siden. Det handler nemlig ikke bare om at fylde data i basen, men også at finde og kvalificere den viden der skal i databasen. Det er nemlig ikke sådan at producenter opgiver - eller ved - hvilke risici der kan være forbundet med deres produkt, og dette har forfatterne så forsøgt beskrive så godt det nu var muligt. Steffen Foss Hansen og to kolleger skrev her i December 2020 en artikel i Nature Nanotechnology om arbejdet med databasen, hvor han med sine to medforfattere påpeger at langt de fleste producenter (70%) ikke angiver hvilken slags nanomaterialer der er i deres produkter.
Det er ret sjovt at se hvad man kan købe af ting og sager der vifter det lidt bedagede buzz-word "nano". Der er helt klart mange produkter imellem hvor "nano" mest er for at få det til at lyde smart. Der er for eksempel en mus med en "nano-receiver" som ikke, såvidt jeg kan gennemskue har mere med nanoteknologi at gøre end en enhver anden computer mus. Det er så tæt på at være irrelevant at det nok må betegnes som en fejl. Dette er desværre tilfælde for mange af produkterne i "Electronics" kategorien, som f.eks. "Nanoleaf Canvas", nogle kulørte lyspaneler man kan sammensætte som man vil. Banal LED teknologi ser det ud til - og det er jo sådan set en slags nanoteknologi. Firmaet hedder Nanoleaf - så måske er det med på grund af dette. Hvad så med Tata Nano Car. Det er jo bare en meget kompakt bil, og ikke en nanopartikel.
Og hvad så med alle de produkter der indeholder nanopartikler men ikke skildrer åbent med det?
Nå men jeg vil ikke brokke mig for meget, der er mange andre kategorier, der giver mere mening. F.eks. er der jo nano-tape af forskellig art. Vi vil jo alle gerne have gecko-tape, som kan klistre på alle overflader, og kommer af uden at efterlade lim - på samme måde som en gecko kan sidde på ru, glatte, rene og beskidte overflader ved at variere det effektive kontaktareal, i praksis ved hjælp af millioner af små hår der tillader de ellers svage van der Waals kræfter (duer kun ved nærkontakt) at sidde fast stort set overalt.
Gecko på tape - ja tak. Så det kan være at jeg her i bloggen skal lave en produkttest af noget gecko-tape, som vist først blev demonstreret i forskningslaboratorier for et par tiår siden, og som vi også har leget med på DTU. Men om produktet her (Finenic Nano Tape) benytter sig af særligt snedige gecko tricks eller bare klistrer, det må hellere testes. Er der nogen der erfaringer med "nano tape" af denne art?
Der er minsandten også en kategori med produkter man skal drikke! En drik med guld nanopartikler hvor produktbeskrivelsen er det rene nonsens, øv og fy! Risikovurderingen bonger da også helt ud. Don't drink this at home: Colloidal Gold. Prøv at checke denne tekst: "THE SECRET IS THAT CONSUMING NANO SIZED PARTICLES OF GOLD HELPS TO TURN YOUR DNA, brain, nervous system, and body tissues into superconductors of a greatly increased flow of etheric energy. GOLD is a powerful electrical conductor. Many experience enhanced mental clarity, greater mind-body coordination, improved learning ability, increased creativity, and calmer reactions to stressful situations. It’s well known to enhance one’s awareness, intuition, and make one more energy sensitive.". Sort ævl lige til en politianmeldelse :)
En mere seriøs kategori - og måske også en potentiel problematisk kategori - er produkter man sprayer på overflader for at gøre dem antibakterielle eller nemmere at rengøre, som for eksempel CrystalTech Nano Kitchen Care. Ifølge den videnskabelige forklaring :) er der "absolut ikke" farlige nanopartikler i, det er SiO2 (glas) på molekylærform, der først bliver til glas når det tørrer. Hm. Og det er meget "rent" glas, åbenbart. At et stof er rent gør mig ikke tryg. Rent bly er ikke ligefremt sundt. Nå - men lige i det præcise tilfælde (CrystalTech) lyder det som at "nano" refererer til at produktet efterlader et meget tyndt (nanoskala?) lag der dækker de overflader man sprøjter på, og gør overfladerne hydrofobe - ekstremt vandafvisende. Det undrer mig lidt, eftersom SiO2 er hydrofilt med en kontaktvinkel på 0-20 grader såvidt jeg husker. Så der er noget i det tekniske grundlag for den ret vrøvlede produktbeskrivelse jeg ikke er med på. Det virker sikkert som en hydrofob coating, men hvad præcis det er overfladen består af og hvilken mekanisme der gør den vandafvisende kan jeg ikke gennemskue på basis af den "videnskabelige" forklaring. Det kunne være fused silica partikler, som har kemiske grupper på overfladen af partiklerne der gør dem hydrofobe. Måske.
Denne slags "spray on" nanofilm og andre produkter kan være effektive, fornuftige og sikre. Det er bare svært at være sikker, og svært at teste. Dertil kommer at det kan afhænge af situationen, og ganske små ændringer af produktets udformning, som jeg skrev om for mange år siden i Magic Nano skandalen. Her viste det sig at der slet ikke var nanopartikler i spraydåserne, men at det var dråbernes lille størrelse (efter nyt design af sprayflasken) der fik væsken til at nå langt længere ind i lungevævet, og give ødemer og andet skidt.
Hele processen med at sprøjte ukendte kemikalier på, og især risikoen for at inhalere et eller andet ukendt er problematisk, uanset om der står "nano" på eller ej. Jeg vil ikke sige - handsdown - at du ikke skal købe produkter med "et eller andet nano" på, men hvis det skal sprøjtes på så tag lige 5 mundbind på og gør det udenfor, hvis ikke du kan få fat i dokumentation der klart og tydeligt forklarer hvordan det skal gøres på en sikker måde. En af pointerne i Steffen Foss Hansens (og kollegers) glimrende artikel fra 2007 i tidsskriftet Nanotoxicology var netop at især luftbårne nanopartikler er farlige. I spray er nanopartiklerne fanget af væsken, og det kan mindske chancen for problemer. Værst er det med fritbårne partikler - altså støvpartikler i nanoskala. Så du må heller holde vejret når du går rundt på Tagensvej.
I al fald, tænk dig om to en halv gang inden du lægger spraydåser med nanosjov under juletræet. Nanotapen, derimod, skal jeg have fat i og have et kig på, tror jeg. Hvem vil ikke kunne gå på vægge?
