Næste skridt i udforskningen af Vibes varder
Hjemme igen til dagligdagen i Nordisk Brænderi efter næsten 2,5 måneds eventyr i Canada, hvor fundene af Vibes vardeberetninger for mig var helt i særklasse, stærke oplevelser. Det var en rigtig god og spændende rejse, hvor vi dog desværre langt fra fik indfriet forventningerne til det wildlife, som vi - og især Morten - også var kommet for at fotografere. I disse dage er jeg imidlertid ved at gå alle billeder igennem, for at finde de bedste “skud” eller “historier", som jeg gerne vil dele med Jer - de bliver lagt ud her på ing.dk om få dage.
På Axel Heiberg Island kunne jeg for nogle uger siden melde “mission completed” til vores lille gruppe, som var taget på den lange rejse til den anden side af Norwegian Bay. Vi havde fundet endnu en beretning, og derefter stod jeg med to vardeberetninger fra Vibes ekspedition.
De skal åbnes og udfoldes med eksperthjælp, da jeg er bange for at ødelægge dem, eftersom det trods alt en del år siden, de blev lagt under stenene. Der er næppe tale om store nyheder eller beretninger, men i det mindste så er det en sjov krølle på Vibes rejse til Ellesmere Island i 1940.
Jeg fik som bekendt desuden en kopi af Goosepoint beretningen med mig, men der ligger fortsat vardeberetninger og venter på at blive fundet, så når jeg sagde “mission completed” til mine medrejsende, så er det en sandhed med modifikationer.
Da vi fandt beretningen ved Cape Southwest, var det med en samtidig viden om, at der få kilometer længere mod nord, var endnu en varde med beretning. Olaf fandt her nogle sten, som måske var resterne af en varde, men han fandt dog ingen beretning. Spørgsmålet melder sig jo så, om han ledte det rigtige sted, og om det var resterne af den varde som Vibe byggede eller om denne varde endnu står urørt et sted på kysten.
På grund af uheldet med den ene snescooter op til vores ankomst til Cape Southwest, havde jeg desværre ikke mulighed for at bruge mere tid på stedet. Mod nord kunne vi se "de to kratere”, hvor jeg fra Vibes bog og dagbog vidste, at hans medrejsende Gudmundur Thorlakson havde efterladt en lille beretning på den højeste top og han havde ydermere efterladt en beretning i en varde lidt længere oppe ad kysten.
Alt dette informerede jeg Terry og Olaf om, og jeg aftalte med dem, at såfremt de skulle finde på at tage endnu en tur op til dette øde område, så skulle de samtidig lede efter de tre resterende beretninger og sende dem til mig med henblik på udstilling sammen med Vibes øvrige materiale på Arktisk Institut.
Da jeg ikke forventer selv at tage endnu en tur til Axel Heiberg Island - i hvert fald ikke foreløbigt - så kan jeg hermed samtidig give bolden op til andre, som skulle komme på disse kanter - der er fortsat noget at gå efter, så mit “mission completed” var kun en halv sandhed. Skulle en af Jer læsere ønske at fortsætte projektet, stiller jeg mig meget gerne til rådighed med oplysninger og kontakter.
Endelig ligger der også en lille historie gemt bag kopien af vardeberetningen fra Goosepoint. Hvem fandt den og hvornår? Under hvilke omstændigheder og hvad er der siden sket med den? Kan jeg få en bedre kopi - evt. et foto - af originalen? Eller måske ligefrem originalen? Alt dette er spørgsmål, som jeg vil drøfte med Larry oppe fra Ausuittuq.
Til efteråret håber jeg at kunne udstille beretningerne på Arktisk Institut, og desuden holde et foredrag om vores forårseventyr i Canada. Hensigten er at informere herom på denne blog, så følg gerne med dels i næste uge, hvor jeg lægger yderligere fotos op og senere på sommeren/ efteråret, når jeg forhåbentligt kan lægge fotos af de åbnede beretninger på Ing.dk.
Anders, 14. juni 2019
