Når vejret bliver koldere, rykker vi gerne sammen omkring hyggen. Brætspil kan være en god katalysator for hygge og er i hvert fald en type underholdning, jeg selv er meget glad for. Brætspiludvalget har vokset sig markant større igennem de seneste år, så der er meget at vælge imellem, selvom man måske ikke lige er til Ludo eller Trivial Pursuit.
Men hvad har det med patenter at gøre? Ikke ret meget, for i den europæiske patentlov står ganske eksplicit, at regler til spil er udelukket fra patentering (Art. 52(2)(c)).
Brætspil og immaterielle rettigheder
Selvom man ikke kan få patent på sine spilleregler, kan man godt beskytte dele af sit brætspil alligevel.
Teksten og billederne
Selve regelteksten, altså det man har skrevet i manualen og måden, man har skrevet det på, er automatisk beskyttet af ophavsret (engelsk: copyright). Det gælder ligesom for alle andre tekster.
Ophavsretten beskytter derudover også for billederne på kort, brættet eller udenpå kassen.
Navnene
Man kan tage et varemærke for at beskytte titlen på spillet, så andre ikke må kalde deres spil det samme.
Man kan også godt beskytte bestemte ord, der bruges i forbindelse med spillet. Det er der en del, der har gjort brug af igennem tiden, hvilket har ledt til at den samme mekanisme ofte bliver kaldt noget forskelligt i forskellige spil.
Komponenterne
Det er muligt at beskytte komponenterne på flere måder. Man kan for eksempel få designbeskyttelse på, præcis hvordan de ser ud, hvis ens brikker har en bestemt form.
Nogle komponenter kan man faktisk også godt få patent på, hvis de i sig selv er tekniske og har en teknisk effekt – og selvfølgelig opfylder de andre krav om nyhed og opfindelseshøjde.
Den ubeskyttede kerne
Men selve det der er spillet, det samlede man faktisk sidder og laver, altså kombinationen af reglerne, der leder til et bestemt spil, det lander et sted imellem alle stolene og har ingen beskyttelse.
Plagiat og industrikultur
Jeg synes særligt, det er et problem, at det ikke er til at beskytte spil, fordi brætspilsindustrien er en sær blanding af masseproducerende virksomheder og en-mands-udviklere.
Crowdfunding-løsninger har gjort det muligt for meget små aktører spillere at komme ind på markedet. De kan komme på et genialt system, og så sikre sig, at det kan betale sig at få trykt komponenter inden de faktisk kaster sig ud i det. På den måde kan dygtige udviklere uden etablerede forsyningskæder være med helt på egen hånd eller starte små brætspilsforlag.
Samtidig er brætspil noget, man efterhånden kan finde afskygninger af overalt. Der er vel efterhånden ikke mange supermarkeder, hvor man ikke kan købe i hvert fald yatzee eller et spil kort og sikkert også meget mere end det. Og det er der selvfølgelig ikke noget galt med – tvært imod er det da dejligt, at der er almen adgang.
Der hvor problemet kan opstå er netop i forhold til producenter og forsyningskæder. Mange af komponenterne i et spil er billige at producere for store virksomheder, imens det der faktisk er dyrt og tidskrævende er at udvikle ideer, teste dem igennem og justere mekanikkerne, så man får et godt spil.
Når spillet først er udviklet og er har nået markedet, kan enhver, efter de har lært spillet at kende, sætte sig ned og designe et nyt udseende, men bruge præcis de samme regler. Det er næppe enhver der faktisk gør det, men for nogle store distributører kan det godt betale sig. Det koster dem næppe meget at få lavet nogle nye papskiver og plastikdimser, eller at få lavet nogle nye billeder at sætte på et spil. Derfor kan de nemt underbyde udviklerne, der har investeret deres tid i at lave spillet. Det er der ikke nogen der kan stoppe dem i, for spilleregler er ikke noget, der kan beskyttes.
Myrer og kaniner
Men er det overhovedet et problem i virkeligheden? Det kunne det desværre godt tyde på.
Mange kender nok spillet Myretuen, hvor man slår terning for at rykke sine magnetiske myresoldatbrikker rundt for at fange modstandernes brikker og bringe dem med hjem til myretuen for at samle dem til en myredronning. Spillet er udviklet af S. Ray og M.K. Lorrigan tilbage i 1990. Det er et veludbredt spil og er altså ikke et eksempel på den helt lille udvikler, der ikke nåede at få meget ud af et spil før nogen plagierede ideen.
Ikke desto mindre, synes jeg at det er en skam, at man nu kan købe Kaninhullet i Flying Tiger. Et spil hvor man slår terning for at rykke sine magnetiske kaninbrikker rundt for at fange modstandernes brikker og bringe dem med hjem til kaninhullet for at samle dem til en større kanin med grøntsager i poterne. Regelteknisk er det, det samme spil, men det kan så købes til den halve pris og komponenterne er i en noget ringere kvalitet.
Men er det virkelig det samme? Ja, praktisk talt. Jeg har anskaffet mig begge dele for at sammenligne. Ordene i manualen er selvfølgelig ikke de samme, for det ville ikke være tilladt. Komponenterne ser forskellige ud i farver og tema, men kan det samme, da brikkerne er magnetbaserede, og reglerne bygger op om, at man kan fange andre brikker, hvis de magnetisk tiltrækker, men selv bliver fanget hvis de frastøder.
Der ér forskelle, de er bare små og uvæsentlig. Dem jeg har kunnet finde er: lidt forskellige antal felter man kan flytte på de to ruter rundt på brættet, og forskellige værdier man skal slå med terningerne for at bryde sine brikker ud af fængslet på midten af brættet.
”Kulturen på P1” havde et indslag om denne sag den 9. september, ca 1:25 inde i programmet, hvor de har kontaktet Flying Tiger omkring det, og deres udtalelse var, at de ikke gjorde noget ulovligt med deres spil. Og det bestrider jeg ikke. De må gerne sælge det samme spil med et nyt navn og nye farver. Man må nemlig gerne plagiere brætspilsregler samlet set.
Retfærdighed uden begrænsninger
Rigtig meget spildesign bygger på at videreudvikle på hinandens ideer eller at kombinere elementer på en ny måde. Brætspilsgenre er ofte navngivet efter en central mekanik, så som worker placement, legacy-spil eller hidden information, og hvis man kunne have holdt andre fra at genbruge og lade sig inspirere, ville vi næppe have så imponerende et udvalg af brætspil, som vi har i dag.
Jeg synes virkelig, det ville være en skam, hvis man kunne holde andre fra at bruge de samme mekanismer på nye måder, men det gør ikke, at jeg synes, det er rimeligt, at man komplet kan kopiere et sæt spilleregler, så længe man bare kalder spillet noget andet eller giver brikkerne en ny farve.
Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men jeg synes det ligner, at der er brug for en. Har I nogen gode forslag til, hvad man kunne gøre?
