Midt i en disruptionstid
Disruption er et af tidens modeord, og det anvendes bredt (somme tider for bredt) i samfundsdiskussionen. I det nye regeringsgrundlag står oven i købet, at der skal oprettes et såkaldt disruptions-råd, et partnerskab med arbejdsmarkedets parter.
Begrebet ”disruptive innovation” blev introduceret af Harvard-professor Clayton Christensen i 1995. Han brugte det som en ny betegnelse for den proces, der foregår, når et produkt eller en serviceydelse introduceres fra bunden af markedet, dvs. ikke af en af de førende spillere, og så udvikler sig i et omfang, så de eksisterende spillere får alvorlig konkurrence og eventuelt helt fortrænges til sidst.
Vi kender alle gode eksempler på ”disruptive innovation”, på nudansk disruption – man kan blot nævne streamingtjenesterne, som for længst har fortrængt videobutikkerne og er godt i gang med at fortrænge CD’erne, overnatningstjenester som airbnb, der udfordrer de normale hoteller, og Uber, der mange steder er godt i gang med at fortrænge normal taxiservice.
Også på energiområdet ser vi disruption i fuld udfoldelse. Det sker af mange gode grunde ikke helt så hurtigt, som det gør på områder, hvor en software-app kan vende op og ned på tingene, navnlig fordi vi på energi taler om en sektor, der for en stor del er hardwarebaseret. Men disruptionen sker, og den er uafvendelig.
Vi har det seneste halve års tid set et lysende eksempel på denne disruption indenfor energisystemet.
Eksemplet tager udgangspunkt i et ekspertstudie om den fremtidige energipris fra onshore og offshore vindkraft. Studiet blev udført af to amerikanske institutioner, Lawrence Berkeley National Laboratory og National Renewable Energy Laboratory, i samarbejde med IEA Wind. Formålet med ekspertstudiet var at informere politiske og regulatoriske aktører om de fremtidige potentialer for kostreduktion indenfor vindkraft og at levere input til modellering af de fremtidige energisystemer. Man ville endvidere bruge studiet til at fremhæve, hvor der var forsknings- og udviklingsmuligheder.
Studiet blev gennemført ved interviews af et stort antal eksperter. Så vidt jeg kan regne ud, spurgte man noget i retning af 200 eksperter verden over, og det endte med, at man fik svar fra 163.
De mange interviews blev afsluttet ved udgangen af 2015, og efter grundig analyse kom slutrapporten i sommeren 2016. Selve rapporten er et digert værk, men resultatet kan alt i alt opsummeres med en enkelt figur:
Figur 1 – Eksperternes forudsigelse af den fremtidige energipris fra vindkraft
Linjerne repræsenterer middelværdierne af eksperternes forudsigelser. De farvede områder indikerer spændet af forudsigelserne; den nederste kant repræsenterer nedre kvartil (25% af svarene ligger under dette niveau), den øverste kant repræsenterer øvre kvartil (25% af svarene ligger over dette niveau). Som man kan se, er der størst enighed om onshore, der er mere spredning på bundfast offshore, og på flydende offshore er der rigtig stor spændvidde af svarene.
For offshore repræsenterer svarene omkostningerne uden hensyn til nettilslutningen. Eksperterne fik udtrykkelig besked om, at transmissionsforbindelsen til kysten ikke skulle tages i betragtning ved forudsigelserne.
Resultatet er ligetil – eksperterne forudsiger, at elprisen fra bundfast offshore vindkraft i 2020 vil ligge mellem 142 og 165 dollars pr. MWh, med en middelværdi på 153 dollars pr. MWh, og at prisen i 2025 vil ligge mellem 122 og 156 dollars pr. MWh, med en middelværdi på 136 dollars pr. MWh.
Omregnet til danske kroner ved en vekselkurs på 7 får vi i 2020 en elpris mellem 99 og 115 øre/kWh, med en middelværdi på 107 øre/kWh, og i 2025 en elpris mellem 86 og 109 øre/kWh, med en middelværdi på 95 øre/kWh.
Så langt så godt. Eksperterne har talt – sådan bliver priserne.
Men så har vi disruptionen …
I juli 2016 vandt DONG det hollandske udbud af havmølleparkerne Boerssele I og II, som skal opføres i 2020, med et bud på 72.70 EUR pr. MWh, svarende til 54.2 øre/kWh.
I september 2016 vandt Vattenfall det danske udbud af de kystnære havmølleparker, som skal opføres omkring 2020, med et bud på 47.5 øre/kWh.
I november 2016 vandt Vattenfall det danske udbud af Kriegers Flak havmølleparken, som skal opføres i 2021, med et bud på 37.2 øre/kWh.
Og forleden vandt et konsortium med Shell i spidsen det hollandske udbud af havmølleparkerne Boerssele III og IV, som skal opføres i 2023, med et bud på 54.50 EUR pr. MWh, svarende til 40.6 øre/kWh.
Figur 2 – Eksperternes forudsigelse – og de seneste bud
Jeg synes, at dette ligner et skoleeksempel på disruption. Verden ser ud til at være på en bestemt måde – og så er den det bare slet ikke alligevel.
Jeg synes også, at de to Boerssele-bud fra DONG og Shell er særdeles interessante, fordi der reelt er tale om næsten det samme projekt. Man kan indvende mod de to danske projekter, at de er ”nemme”, sådan at forstå, at de er kystnære og på relativt moderat vanddybde, men Boerssele-projekterne er det svært at afvise som for specielle. Vanddybden er ikke dramatisk, omkring 15 m i middel, men den går dog op til 38 m, og projekterne er i middel 30 km fra kysten.
Prisspændet mellem de to projekter er betydeligt – Shells projekt ligger tre år længere ude i fremtiden end DONGs, og buddet er 25% lavere.
Middelprisen for de fire projekter er 45 øre/kWh, og middelåret for opførelse er 2021. For dette år forudsiger eksperterne en middelpris på 105 øre/kWh. Med andre ord – det virkelige livs priser ser ud til at have rykket sig ned på lidt under halvdelen af det, eksperterne forudsagde ved interviewet for et år siden.
Det er da en god historie – disruption så det vil noget!
Den gode historie giver naturligvis anledning til en række spørgsmål –
Holder de lave priser? Eller er de udtryk for et øjebliks, fælles vanvid hos deltagerne i auktionerne?
Mit bedste bud er, at de lave priser nok skal vise sig at repræsentere et nyt og lavere niveau for offshore vindkraft, i hvert fald nogenlunde. Jeg tror, at de er udtryk for en kombination af rent tekniske forbedringer og så noget om, hvordan man egentlig driver sine projekter. På det tekniske drejer det sig nok primært om industrialisering. Vi taler ikke om nye løsninger, vi taler om kendte løsninger, der blot udføres mere industrielt. På det projekttekniske tror jeg, at man har indset, at den hidtidige fremgangsmåde med ”stacked contingencies” (hensættelser til risikoafdækning på enhver del af leverancen suppleret med en generel hensættelse oven i det hele) ikke duer i længden. Sådan gør man på helt nye, store projekter, men man kan ikke vinde en auktion med den fremgangsmåde. Og det er selvfølgelig helt afgørende, at der rent faktisk har været tale om konkurrence. Det er den vigtigste enkeltfaktor i de store prisreduktioner.
Det tæller naturligvis også med, at stål er billigt for tiden, og at renten er historisk lav. Det er ganske enkelt billigt at bygge store projekter.
Når det er sagt, så har vi her at gøre med nogle af de første projekter, som er tildelt på baggrund af reelle udbud med et større antal bydere. Så det kan ikke afvises, at der også har været tale om en vis grad af ”indsvingning” mod den nye tids niveau, måske også suppleret med lidt territorial markering her og der.
Hvorfor gik det så galt med forudsigelserne? Spurgte man de forkerte? Er der en politisk hensigt?
Der er under ingen omstændigheder tale om en politisk hensigt med den store ekspertundersøgelse. Det hele er gjort efter bogen, og når man kender både de parter, der stod for undersøgelsen, og også de fleste af eksperterne, så er det klart, at alle har gjort det så godt, som de kunne.
Jeg deltog også selv i undersøgelsen og har derfor naturligvis også spurgt mig selv, hvad der er gået galt. Mine bud var i den lave ende, men ikke så lave, som det rent faktisk er gået. Jeg forudså heller ikke disruptionen i det omfang, den er sket.
Jeg tror, at det var en væsentlig faktor, at man i undersøgelsen blev spurgt om de forventede procentvise reduktioner, ikke om absolutværdier. Man kommer nemmere til at føle sig som en fjollet jubeloptimist, hvis man giver et for optimistisk bud på den procentvise reduktion, end hvis man giver et velment bud på en absolutværdi. Set i tilbageblik har jeg på fornemmelsen, at det spillede en rolle.
Hvad siger man fra undersøgelsens ledere til de store afvigelser mellem resultaterne og virkeligheden?
Undersøgelsens leder, Berkeley National Laboratories, tager naturligvis afvigelserne dybt alvorligt. Man har studeret både undersøgelsen en ekstra gang og har også forholdt sig til, om buddene kan anses for at angive en middelværdi, eller om de er for specielle.
Ved nærmere eftersyn af resultaterne viser det sig, at undersøgelsens 20 ”key experts” har en mere optimistisk vurdering af potentialet i kostreduktionerne, end det er tilfældet for alle eksperterne i middel. Noget tyder dermed på, at resultaterne ligger længere fra virkeligheden, fordi en del af dem, man spurgte, ikke rigtig har erfaringer fra offshore. Men ellers står man tilbage med nogle af de samme forklaringer som mine – den procentvise angivelse har måske spillet ind. Og så er det ganske enkelt vanskeligt at spå om fremtiden!
Betyder det noget?
Ja, det kan desværre godt komme til at betyde noget, at der foreligger en højt profileret, videnskabeligt uangribelig undersøgelse, som reelt helt fejlvurderer kostreduktionspotentialet på offshore vindkraft. Det erklærede mål var jo at informere politiske og regulatoriske aktører om de fremtidige potentialer for kostreduktion indenfor vindkraft og at levere input til modellering af de fremtidige energisystemer. Sådan modellering vil nu en gang undervurdere potentialet i offshore vindkraft, hvis den baseres på for konservative antagelser. Så der skal gøres en indsats for at udbrede kendskabet til, at verden altså ser anderledes ud!
Diverse rapporter om undersøgelsen kan findes på dette link:
https://emp.lbl.gov/publications/forecasting-wind-energy-costs-and-cos
