Med Open Access er viden ikke kun for de rige
I forskningens verden deles opdagelser og gennembrud vha. akademiske tidsskrifter i en konkurrencepræget forskningsverden, hvor akademiske karrierer opstår og ødelægges på baggrund af fagfællebedømte artikler. Publicering er ‘big business’. Set udefra kan man måske tro, at videnskabelig publicering udbreder ideer ved at gøre dem tilgængelige for masserne.
Når en forsker i felten eller i laboratoriet, gør en opdagelse, begynder hun med det samme at transformere opdagelsen til en akademisk afhandling. Når den er skrevet, indsendes den til et tidsskrift. En redaktør bestemmer, om artiklen er relevant for tidsskriftet, hvorefter den sendes til en lille gruppe specialister, der læser og giver feedback på artiklen. Hvis fagfællerne finder forskningen relevant, og der ikke skal ændres noget, kan artiklen udgives. På dette tidspunkt har ingen betalt for noget for artiklen. Forfatterne betaler ikke for at indsende artiklen, tidsskriftet betaler ikke for forskernes arbejde, og fagfællerne er frivillige. Selv redaktører arbejder ofte gratis.
Traditionelle tidsskrifter betales normalt af abonnenter og engangslæsere. I Danmark køber institutionerne abonnementer, hvorved vi gratis kan tilgå den videnskabelige viden. De fleste steder i verden, er denne adgang kun for de få. Det giver etiske problemer: Hvem har adgang til viden? Hvem betaler for forskningen? Hvem tjener penge på denne viden? Og hvem nyder gavn af denne viden?
Open Access afviger på et meget vigtigt punkt fra den traditionelle akademiske publicering. I stedet for at den enkelte læser betaler adgang til artiklen eller køber et abonnement, er det forskerne, der betaler for publiceringen af deres arbejde med et beløb i størrelsesordenen 6.000 kr. Til tider er processen endda gratis! Det betyder, at mens den redaktionelle proces og fagfællebedømmelse er den samme som ved den traditionelle publicering, er adgangen gratis og åbent tilgængelig online; heraf navnet Open Access.
Dette er vigtigt, fordi den traditionelle publiceringsform kan være ekskluderende: En forsker i et i-land kan rejse til et u-land og tage blodprøver på tusinder i lokalbefolkningen, bringe resultaterne tilbage til sit universitet og bruge sin adgang til litteraturen til at udvikle sit arbejde og publicere sine fund i tidsskrifter med adgangsbetalinger svarende til ugers lønninger for dem, der udgør grundlaget for hans forskning: For størstedelen af Jordens befolkning er videnskaben uden for rækkevidde.
Måske har forsøgsdeltagerne ikke internet og derved heller ikke adgang til Open Access, men mange har trods alt. Ligeledes, i rige lande, er det os, der er tilknyttet uddannelsesinstitutioner, der har adgang til størstedelen af den publicerede videnskab. Hvordan kan dette være retfærdigt? Hertil kan lægges endnu et etisk lag, idet forskningen ofte bliver betalt af skatteyderne gennem offentlig støtte. Hvordan kan vi retfærdiggøre at publicere vores forskning, så den er utilgængelig for størstedelen af dem, der har betalt for den?
Alt dette til trods er det vigtigt at erkende, at vi ikke kan bebrejde videnskaben. Meget er bestemt af den gennemslagskraft, publikationerne har. De gamle traditionelle tidsskrifter har en længere historie, og derfor er videnskaben nærmest tvunget til at publicere her.
Positivt er det dog, at tingene er ved at ændre sig. Vi oplever i øjeblikket en Open Access-eksplosion – f.eks. er der nu knap 9.000 Open Access-tidsskrifter på verdensplan. Så det går i den rigtige retning, men Open Access udgør formentlig stadig kun under 20 pct. af den samlede forskningspublicering.
Men verdens ledere har fået øjnene op for Open Access, bl.a. skal næsten al EU-støttet forskning i det kommende forskningsrammeprogram, udgives som Open Access. Hertil er flere nationer, herunder Danmark, ved at implementere politikker, hvor Open Access til offentlig støttet forskning er obligatorisk. Denne forandring foregår også i det akademiske miljø, der kalder på Open Access og dermed en eliminering af økonomiske barrierer som hindring for videnskaben.
Videnskab bør handle om at fremme viden for alle. I det globale samfund, hvor befolkningerne i Indien og Kina har en milliard mobiltelefoner, og hvor der er næsten universel internetdækning i vesten, er der ingen grund til, at fri og åben publicering ikke skulle være det foretrukne valg.
