Maskinlæring til utrænede vegetarer
Drop lidt kunstig intelligens ind i en start-up, og den forandres og forandrer måske verden.
Nogenlunde sådan lyder det fra den amerikanske forfatter, futurist og tidligere redaktør af Wired Magazine, Kevin Kelly.
Han ser maskinlæring som en teknologi, der kan tilføjes eksisterende processer som et ekstra lag af regnekraft eller intelligens, hvis man vil kalde den det.
Dette dryp af teknologi sætter virksomheder i stand til at lave helt nye ting. Som fx danske Plantjammer, der er en håndfuld unge mennesker i et nedlagt autoværksted i Københavns nordvestkvarter.
De har samlet 2,5 million madopskrifter ind fra Google News og sat maskinlæring til at systematisere opskrifterne. Tilbage står en database, der kombinerer grøntsager, som passer godt sammen. Man behøver kun at taste den ene ingrediens fra køleskabet ind, så kommer systemet op med tre andre ingredienser til en salat eller en grøntsagsret.
Opskrifterne er individuelle og tilpasset ens ingredienser, og de er ultrakorte.
Ideen er, at hjælpe madignoranter med at lave velsmagende grøntsagsretter af flere ingredienser end de helt gængse. Men Plantjammer er også et eksempel på en fremtid med kunstig intelligens, der fungerer som Lille Hjælper i en Georg Gearløs tegneserie.
Maskinen laver opskriften
Fx sammen med talegenkendelse. I sidste uge lancerede Apple sin interaktive højttaler The Homepod, som slutter sig til Amazons Echo og Google Home. Alle tre højttalere kan man give kommandoer, som de svarer på. På den anden side af højttaleren gemmer sig et avanceret system af stemmegenkendelse og kunstig intelligens, som kan løse en opgave. Fx kan den finde din yndlingsmusik, en vejrudsigt eller en trafikrapport.
Det betyder, at du i fremtiden kan styrte ind ad døren og råbe “broccoli” ud i køkkenet, hvorefter din højttaler vil fortælle dig, hvilke andre ingredienser du skal bruge. Man kan så håbe på, at det intelligente køleskab er på bølgelængde med resten af systemet, så alle ingredienser er i hus. Ellers må du sende din selvkørende bil - eller et barn - på indkøb.
Mød Plantjammer i podcasten Techtopia https://universe.ida.dk/techtopia/episoder/techtopia-4-maskinlaering-og-kunstigt-koed-skal-goere-os-til-vegetarer/
