Man kan ikke løse et problem uden en plan
Som ingeniør kan jeg få næsten ondt i maven, når jeg ser nogen, der prøver at løse et problem, uden at have en plan for, hvordan det skal løses.
Sådan tror jeg faktisk de fleste IDA-medlemmer har det, uanset om de er ingeniører, naturvidenskabelige, IT-professionelle eller andet. Men det er ikke det desto mindre er det, vi har været vidne til inden for planlægningen af danskernes mulighed for at bevæge sig rundt i landet de sidste 10 år.
Danmarks transport og logistik mangler en plan. Ikke siden Infrastrukturkommissionens plan fra 2008, har vi haft en reelt samlet plan for, hvordan vi flytter mennesker og gods på den bedste måde på tværs af alle transportformer i Danmark.
Der er ellers nok af problemer at tage fat på. Til trods for mange planer, ligger CO2-udledningen fra transporten på samme niveau i dag, som den gjorde for 25 år siden. Vi sidder længere og længere tid i kø, mens det bliver dyrere og dyrere og mindre og mindre attraktivt at bruge den kollektive transport.
Hvad er regeringens bud så på en samlet løsning? Den forrige Regering præsenterede Danmark Fremad, som godt nok hedder Infrastrukturplan 2035 til efternavn. Men det er for mig at se mere en samling ideer og ønsker; et katalog over tiltag og teknologier.
Og nu er regeringen jo ny, så man kunne mene at det var for tidligt at afkræve dem et svar for fremtiden. Men den nedslående situation er, at selv tidligere regeringer har forsømt at lave en stor, langsigtet plan for Danmarks samlede mobilitet. Ikke mindst en plan der sikrer at transporten leverer mest effektivt på klima-, miljø- og mobilitetsudfordringerne.
Uden plan, ingen retning. Så forfalder man til at lade beslutninger om veje og skinner indgå i forhandlinger med særinteresser. Sognerådspolitik og hurtige indfald. Skulle der ikke lige være en omfartsvej der? Var det ikke noget med en ny tunnel? Kunne lyntogene ikke lave et hurtigt stop i den og den provinsby?
Der er rigtig mange dygtige trafikplanlæggere i Danmark. På vegne af alle de dygtige folk, hvoraf en stor del er IDA-medlemmer, gør det lidt ondt at se på.
Og på vegne af alle de danskere, der snydes for en effektiv transport til og fra arbejde, til ferier og familiebesøg, ærgrer jeg mig sådan set også.
Og så må jeg bide mig i læben, når jeg ser CO2-kurverne for transportområdet. Her er et sted, hvor vi med relativ lethed kunne reducere udslippet.
I Sverige har de en god tradition for nationale transportplaner med målstyring, der fast fornyes ca. hvert 10. år. Det ville være klogt, hvis regeringen havde visionerne til at lægge en plan med klare sektormål. Det ville give en helt anden planlægning og prioritering indenfor transporten. I Fredags har vi i Danmark ovenikøbet fået en ny regnemodel, GrønREFORM. Den skal vi inddrage når vi kigger på hvor vi får mest for pengene og skader klima og miljø mindst - når vi skal bygge infrastruktur. Det er vigtigt at vide når vi skal prioritere de fremtidige løsninger. Det er en plan der rækker længere end bare til den næste motorvejs-forlængelse.
Mandag afholdt IDA Trafik & Byplan og Nordjyske Planlæggere konferencen Fremtidens Transport 2023 sammen Transportøkonomisk Forening, DI Transport, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, ITS Danmark og Dansk Vejforening.
Umiddelbart efter min åbning stod vores nye transportminister Thomas Danielsen på scenen.
Ministeren gav en fin opremsning af de mange teknologier, som er med til at skubbe Danmark mod CO2-neutralitet, men det var først efter selve talen, jeg hørte ministeren sige, at han gerne ville se på en national mobilitetsplan. Nye politikker er jo ikke noget, ministeren bare kører tilbage til ministeriet på Frederiksholms Kanal og laver. Men vi står i hvert fald klar i IDA med både ønsker og ikke mindst ekspertrådgivning til, hvor sådan en langsigtet plan skal sætte ind.
