For nyligt havde jeg fornøjelsen af at få en introduktion til et af de imponerende søgeredskaber der findes til patentanalyse. Jeg har tidligere nævnt, at der findes masser af databaser, hvor man kan slå patenter op, men derudover findes der værktøjer til mere sofistikeret søgning og metanalyse af resultaterne.
Når man godt kan savne databehandling en smule i sin dagligdag, er det svært ikke at blive glad for at få nogle grafer at lege med og analysere på. Samtidig siger de forskellige mulige analyser også noget om, hvad man forventer, det er vigtigt at holde øje med i branchen.
Meget af den information, man som standard kan trække ud, virker måske oplagt (men ikke desto mindre spændende). For eksempel kunne man se på en sammenligning af, hvor i verden de første ansøgninger typisk bliver indleveret inden for et bestemt felt eller af en bestemt virksomhed. Man kan også se på, hvilke lande ansøgningen normalt spredes til derefter. Det kunne give en idé om, hvor ansøgerne kommer fra, og hvilke markeder de anser for mest vigtige. Dermed kan man give sin klient et billede af, hvor der er mest konkurrence og hvor det er mest nødvendigt med beskyttelse af sine ideer.
En anden oplagt analyse er, hvor mange ansøgninger, der bliver indleveret i et bestemt felt eller med en bestemt kategorikode, og hvor mange af dem, der bliver udstedt. Eller man kan se på, hvem der er ansøgerne bag de patenter, der er i feltet, for at få en ide om, hvem de største konkurrenter er.
Det er alt sammen information, der kan hjælpe med at lægge strategi for, om det er relevant med beskyttelse af de immaterielle rettigheder.
Uventede strategier – gå efter manden ikke bolden
Et analyseværktøj, som jeg ikke før havde hørt om og blev ret overrasket over, var et der gik på at undersøge sagsbehandlerne. Så vidt jeg forstår, er det kun udviklet i forbindelse med patentmyndigheden i USA (USPTO) og er et ret nyt påfund. Her kan man så se på både, hvor stor sandsynligheden i gennemsnit er for at få et patent udstedt, og hvor lang tid sagsbehandlingen gennemsnitligt tager.
Derudover kan man undersøge, hvordan de forhold påvirkes af, hvem man har fået som sagsbehandler.
Ærligt talt finder jeg det enormt fascinerende og meget sært. Instruktøren nævnte, at nogen rådgivere foretrækker at have den information for at kunne justere, hvordan man håndterer ansøgningerne. Så kan man også give kunden besked om, hvordan chancerne ser ud, så man ikke bruger for mange ressourcer, hvis det virker usandsynligt, at man får et patent udstedt i sidste end. I USA tror jeg også, at man har bedre mulighed for at få en ansøgning flyttet til en anden sagsbehandler (men som tidligere nævnt er praksis forskellig verden over, og jeg er ikke specialist i USA).
Jeg synes, at det virker som en risikabel tilgang. Selv hvis jeg kan få den venlige ansøger, som vil udstede et patent, giver det jo ikke nogen garanti for, at det patent så vil holde, hvis det sidenhen skal tages i brug. Hvis patentet nogensinde skal i rigtig brug, skal det nok blive opdaget, hvis man er kommet for let igennem nåleøjet.
Men det sagt, kan jeg jo ikke lade være med at blive nysgerrig, når nu jeg kan komme til at se den information. Så naturligvis skulle jeg lige teste værktøjet og undersøge statistikken for den sagsbehandler, jeg havde været lidt irriteret på, fordi jeg syntes vedkommende var urimeligt hård og ignorerede min glimrende argumenter.
Nu vil jeg ikke hænge nogen ud, så dataene er maskeret med nogle fjollede eksempler.
Hvis nu vi sagde, at sagsbehandleren hed Jens Hansen og feltet var Bondegårde, kan man se, at patenter om bondegårde har 56.9% sandsynlighed for at blive udstedt. Jens Hansen har til gengæld den personlige rate kun at lade 29.0 % af sine ansøgninger i feltet blive godkendt og udstedt som patenter. Og når han endelig lader patenter blive godkendt, tager det også over et halvt år længere end gennemsnittet.
Så kan jeg jo glad fortælle mit ego, at når jeg har besvær med at få patentet udstedt, er det fordi Jens Hansen er en særligt hård sagsbehandler. Eller måske er han bare særligt grundig. Det er da meget sjovt at kunne slå ’dem man kender’ op, men meget forskel gør det ikke. I sidste ende er det sagsbehandleren, der bestemmer, om patentet bliver udstedt, men jeg synes selv, det er en glidebane at basere sin strategi på, hvem sagsbehandleren er, frem for hvilken kendt teknik de har fundet eller hvilke argumenter, der bliver fremlagt.
Til gengæld fandt jeg en statistik, som siger noget om både Jens Hansen og det amerikanske patentsystem, nemlig hvor stor sandsynlighed der er for, at patentet bliver godkendt henholdsvist før og efter det første ”endelige afslag”.
Jeg blev selv ret bekymret første gang, der kom et endeligt afslag, jeg skulle rapportere og forholde mig til, men jeg fik at vide, at det skulle man ikke tage sig af. I USA betaler man bare et gebyr, og så kan man fortsætte sagen. Det er ikke helt sandt, man skal vist nok også lave rettelser i, hvad patentet dækker og ikke bare argumentere for, at man hele tiden har haft ret (som man ellers nogle gange gør), så der er også andet involveret.
I forhold til statistikken, kunne jeg se, at når det gælder Jens Hansen, er sandsynligheden for at få patentet udstedt større, hvis man er stædig nok til at fortsætte efter, at man har fået det endelige afslag. Så måske er det ikke helt dumt at kunne se en statistik over, hvor meget en sagsbehandler ”mener det”, så man ikke giver op før tid.
Hvilken spændende statistik tror du, man kunne opstille om dine arbejdsopgaver?
