Ligegyldig forskning og fuptidsskrifter: Symptomer på de forkerte incitamenter

Hej Jakob, tak fordi du altid skriver nogle interessante blogindlæg. Som mangeårig læse sætter jeg pris på det.

Med hensyn til publikationspres er det tydeligt i hele systemet.:

1. Virksomheder, politikere osv. skriger på mere teknologi der skal redde os fra alt imellem himmel og jord. Det giver et naturligt incitament til at hyre flere forskere. Under antagelse af en nogenlunde stabil forskergruppe og at de bedste bliver hyret først, så vil det i sig selv medføre faldende niveau.

2. Med flere og flere PhD'ere der SKAL publicerer for at bestå og få en karrier kommer der rigtig mange artikler ud. Mange af de studerende er pressede til at hoppe over hvor gærdet er lavest, og publicerer halv færdigt arbejde derved falder kvaliteten.

3. Med et stigende antal artikler, hvem har egentlig tid til at peer reviewe dem alle? Det er alle dem der falder i de to foregående kategorier. Folk der ikke har tid, og folk der ikke nødvendigvis er eksperter. Så falder niveauet for accept. Hvis man er meget kynisk kan også kalde det en kollektiv ubevidst handling at hjælpe de andre, for så hjælper de jo nok også en tilbage.

4. Et stigende antal artikler af middelmådig kvalitet betyder at alle skal bruge mere tid på at læse artikler. Det giver endnu mindre tid, og øger presset jvf. punkt 2.

5. Middelmådige artikler med fejlbehæftede konklusioner forvirrer, og koster igen tid.

Og så har jeg slet ikke nævnt de personlige omkostninger for alle de forskere der får stress eller endnu værre begår selvmord pga. presset.

Hvis man kigger på tilliden til videnskaben, så er det ikke mærkeligt hvis den er faldende. Dette sker på grund af sager som misbrug af forskningsmidler, studier med interessekonflikter som det ses inden for medicin, forskning i ting der får almindelige mennesker til at ryste på hovedet og så den nuværende skandale om predatory publishing. Hvor mange skal der til før den almene borger mister tilliden til videnskab helt? Vi kan allerede se det ske i anti-vaxxer bevægelsen. Der må gøres noget, men jeg ved ikke hvad. Er peer review systemet det bedst mulige og det bedste af de dårlige systemer? Eller findes der noget bedre?

Bliver man typisk bombarderet med spam om fup konferencer og tidskrifter som gerne vil publicere ens nyeste resultater. Det er ikke noget nyt, men er et generelt irritationsmoment. Heldigvis fanger spam filtrene i dag det meste.

Vi ved som phd studerende også ganske udmærket at vi bliver målt og vejet ifht hvad vi levere af publikationer.

Min opfattelse er at de fleste af mine kollegaer godt kan kende forskel på rigtige tidskrifter og fup tidskrifter. En meget simpel indikator indenfor mit felt, er at kigge på hvor foregående forskning indenfor emnet er publiceret. Typisk vil man så søge de mest anerkendte og mest citerede tidskrifter, som man vurdere som realistisk at publicere i. Baseret på det svar man modtager kan man så vurdere om manuskriptet blot skal revideres for at blive godtaget eller om man skal prøve et andet tidsskrift.

Som phd studerende er vi nødt til at prioritere hvad vi bruger vores tid på; skal vi bruge mere tid i laboratoriet for at få flere og bedre resultater eller skal vi skrive en artikel med det materiale vi har på hånden. Min opfattelse er at det ikke er problem at der bliver skrevet for mange artikler, dertil er investeringen af tid simpelthen for stor. Muligvis bliver der faktisk skrevet færre end der burde, men det er altid en svær afvejning; hvor længe skal man sidde på gode resultater med risiko for at konkurrenterne publicere samme resultater versus hvor sikker man er på de resultater man har, det sidste man ønsker er at publicere tvivlsomme resultater.

Som ung forsker er jeg yderst afhængig af at kvaliteten af de artikler jeg basere mit eget arbejde på er i orden. Ellers risikere jeg at spilde både min egen tid, men også andres hvis grundlaget for mit arbejde ikke er i orden.

At lære at forholde sig kritisk til forskningsresultater er en væsentlig del af phd studiet, især hvis der er tidsskrifter der ikke har ordentligt peer review.

Ideelt skal man som forsker kunne stole på at artikler der bliver publiceret er af en tilstrækkelig kvalitet. Der kan selvfølgelig være enkelte eksempler på uredelighed, men det bør være en sjældenhed! Hvis fup tidsskrifterne springer over hvor gærdet er lavest, så frygter jeg at mængden af uredelighed vil stige til et uset niveau.

I sidste ende vil man formentlig miste tilliden til alle artikler i et fuptidsskrift, hvilket også vil ramme de artikler som kunne have været publiceret i gode tidsskrifter.

Jeg kender ikke til nogen Ph.D. vejledere der ville bruge tid på at vejlede og så ikke også stå med som sidste forfatter. Det er jo ideen i vejledningen. En vejleder investerer jo sin tid i vejledningen, den kunne istedet være blevet brugt til egen forskning og ikke mindst publicering, men så bliver der jo ikke vejledt.
(Jeg vejleder ikke selv Ph.D.'er)

Kigger man i dokumentet, som Jens Ramskov henviser til, falder dette arbejde også typisk ind under de krav, der er til en forfatter. For man har så som vejleder typisk været med til at konceptualisere og designe arbejdet, været med til at fortolke data, været med til at skrive - eller i hvert fald kritisk at gennemlæse og revidere - manuskriptet, samt står inde for data og konklusioner i den endelige publikation.

Som Torben Mogensen påpeger, er der nogen steder en tradition for, at man står på som forfatter, også hvis man ikke har bidraget som beskrevet i foregående afsnit - men fordi man er gruppelederen/chefen for laboratoriet/professoren der har indhentet en forskningsbevilling.

Og hvorfor så det? Jo, pga. det forkætrede publiceringspres. Man bliver - uanset om man er ph.d.-studerende, lektor, professor eller andet - målt på tal, hvorfor det er vigtigt at stå på så mange publikationer som muligt.

Er dette så altid, på alle forskningsinstitutioner, i alle forskningsgrupper et problem? Nej, selvfølgelig ikke. Der findes masser af forskere med høj integritet, som kun står på de publikationer, hvor de har bidraget væsentligt og derfor retmæssigt skal være forfattere.

Som eksempel: På en artikel, jeg var med til at udgive under min ph.d., blev mine ph.d.-vejledere på DTU ikke medforfattere, selvom de havde buddet. Deres vurdering var, at deres bidrag var så små og perifære, at de ikke skulle være medforfattere.

Som universitetesforsker hviler der et stort publikationspres. Om det så er skidt er en anden sag. Men det som om folk tror at lille n faktoren betyder meget (antallet af artikler man har skrevet). Antallet af citationer dvs. H-index og høj impact betyder noget. Hvis jeg havde en større publikationsrate i fup tidsskrifter fik jeg simpelt hen ingen penge til at forske for. En senior forsker er ikke i tvivl om et tidsskrift er predatory (som iøvrigt er et relativt begreb) og kunne ikke drømme om at sende et manuskrift ind til dem. Ingeniøren beskriver 100 forskere har publiceret i et predatory tidsskrift over 10 år. Da DK publicere ca 40.000 artikler om året er det et mikroskopisk problem.

Næste skridt er sikkert, at forskere får tilbudt citater af deres artikler mod betaling.

Det foregår allerede. Check jeres spam-folder.

Supergodt og relevant indlæg. Jeg vil klart bakke op om at der er et publiceringspres. Reglen for et Ph.D. projekt er 2-3 artikler og trenden peger imod flere Ph.D. studerende. Det giver alt andet lige en større totalmængde publikationer - hvilket så lokker predatortidsskrifter til.

Det er jo ikke en undskyldning for at publicere i fup-tidsskrifter. Mit første møde med sådan et var vantro. Jeg skrev til tidsskriftet jeg fandt under lavmålet (før jeg var klar over at det var med vilje) og brokkede mig over deres elendige kvalitet - de svarede at jeg gerne måtte blive reviewer.

På den anden side har jeg også mødt både tidsskrifter og reviewere i den "lødige" ende, der opførte sig som om de blev styret af en dagsorden, der ikke handlede så meget om forskningen, men mere om ressourcer. Min subjektive vurdering kan selvfølgelig være forkert.

Jeg kender ikke til nogen Ph.D. vejledere der ville bruge tid på at vejlede og så ikke også stå med som sidste forfatter. Det er jo ideen i vejledningen. En vejleder investerer jo sin tid i vejledningen, den kunne istedet være blevet brugt til egen forskning og ikke mindst publicering, men så bliver der jo ikke vejledt. (Jeg vejleder ikke selv Ph.D.'er)

Nej, at blive citeret er ikke dårligt - det er faktisk supergodt. Jo flere gange en artikel er citeret des bedre. Det indgår i beregningen af forfatterens H indeks. Hvis en forfatter har netop én artikel og den er citeret netop én gang giver det H=1. Har en forfatter 10 artikler der alle er citeret mindst 10 gange hver især giver det H=10. Er de 10 artikler fx citeret som: 3 stk citeret 3 gange og 7 stk citeret 1 gang giver det H=3. Højt H = godt. Lavt H= ugodt.

Hej - hvis en videnskabelig artikel citeres, uanset hvor den er publiceret, så er det vel ikke så dårligt endda, eller hvad? … altså bortset fra det, at peer review artikler øjensynligt har gennemgået en større kvalitetskontrol … men jeg mener, den som citerer en artikel bør vel også være på en måde ansvarlig for det at man bruger artiklen (citater bør ikke være ukritiske). Man risikerer selvfølgelig at "forsknings-venner" citerer hinanden i voldsom grad.

Hej - kan det tænkes at nogle forskere bliver fristet til at publicere i disse sekundære (nærmest fup) tidsskrifter, fordi man har noget halv-færdigt liggende som sikkert aldrig bliver bagt helt færdigt, og man kan jo lige så godt få et "flueben" ift. antal artikler for dette fremfor ingenting?

Der er nogle steder en tradition for, at laboratoriechefen altid er medforfatter for artikler, hvor forskerne har brugt laboratoriet. Og alle laboranter, der bare har fortaget målinger eller passet kulturer, er i reglen også med. Det er selvsagt sandsynligt, at denne laboratoriechef ikke har nærlæst artiklen. Tilsvarende er det en tradition mange steder, at en PhD-vejleder er medforfatter på alle den studerendes artikler, selv om vejlederen reelt ikke har bidraget til den specifikke artikel.

Er det ikke et brud på Vancouver konventionen, som måske nok har oprindelse inden for medicin, men som nu anvendes mere bredt?

https://www.icmje.org/icmje-recommendations.pdf

Et helt andet problem er så artikler med utroligt mange forfattere, der hver for sig end ikke læser hele artiklen igennem, men alle får en form for kredit.

Der er nogle steder en tradition for, at laboratoriechefen altid er medforfatter for artikler, hvor forskerne har brugt laboratoriet. Og alle laboranter, der bare har fortaget målinger eller passet kulturer, er i reglen også med. Det er selvsagt sandsynligt, at denne laboratoriechef ikke har nærlæst artiklen. Tilsvarende er det en tradition mange steder, at en PhD-vejleder er medforfatter på alle den studerendes artikler, selv om vejlederen reelt ikke har bidraget til den specifikke artikel.

Vel giver det en masse citater, men jeg synes, at det er en uskik, at folk bliver sat på som medforfattere uden at have bidraget væsentligt til en artikel. Man kan altid bruge et "Acknowledgements"-afsnit til at takke mindre bidragsydere, vejledere, laboratoriechefer, m.m.

Mens jeg således kan være tilbøjelig til at give ret i, at publicering i deciderede fuptidsskrifter ikke er et kæmpe stort problem, er det oplagt, at publiceringspresset afføder masser af publikationer og masser af tidsskrifter, som ikke på afgørende vis flytter videnskaben og forskningen. Disse produceres og udgives, fordi det er blevet et mål i sig selv at publicere - hvilket er publiceringspresset i en nøddeskal.

Tak for det grundige svar.

Selv er jeg jo ikke forsker, men undrer mig over, at så mange som 17.000 tidsskrifter overhovedet har ressourcer til at gennemføre kvalificerede peer reviews. Som journalist ser jeg i hvert fald tydeligt resultatet af publiceringspresset, og vi har også flere gange her på Ingeniøren sat fokus på, om peer review overhovedet fungerer efter hensigten længere.

Omvendt er der bare stor forskel på tidsskrifter, som forsøger sig med en videnskabelige proces, og så direkte svindel, som mine dygtige kolleger i andre lande har været med til at afdække, og som min dygtige kollega Mads har sat fokus på her. Der er, sådan som jeg ser det, ingen undskyldning for at publicere hos de forlag, som vi omtaler, fordi de er kendt som fupmagere. Og alligevel sker det altså, omend ikke i noget vanvittigt stort omfang.

Et helt andet problem er så artikler med utroligt mange forfattere, der hver for sig end ikke læser hele artiklen igennem, men alle får en form for kredit. Vel at mærke kan forskerne, som skriver under på selv det mest opdigtede sludder, ikke holdes ansvarlige for noget som helst.https://uniavisen.dk/oestre-landsret-klarlund-ikke-uredelig/

Men det var vist et sidespring, som afsporer debatten, sorry.

Næste skridt er sikkert, at forskere får tilbudt citater af deres artikler mod betaling. Altså at bagmændene skriver artikler, der citerer ens arbejde, og udgiver dem i tvivlsomme tidsskrifter (som de selv ejer).

Jeg har ikke selv modtaget sådanne tilbud, men får ofte opfordringer om at publicere i diverse tidsskrifter og konferencer. I forbindelse med konferencer, bliver man ofte tilbudt at være "invited speaker", men uden at få tilskud til rejse, ophold, eller konferencegebyrer (som ellers er normen for inviterede oplægsholdere). Nogen gange siger de endda noget i stil med "husk nu, at du har lovet at indsende en artikel" eller andre tilsvarende usandheder.

Jeg har efterhånden erfaring nok til at gennemskue den slags mails, men yngre forskere kan måske gå i fælden. Nogle typiske indikatorer på fuptidsskrifter og -konferencer er:

• Meget bredt emneområde, f.eks. "Journal of Information Technology" eller sågar "International Conference of Engineering and Science".

• Konferencer på feriesteder såsom Las Vegas eller Miami Beach.

• Personlige henvendelser, som nævner en nylig konferenceartikel og opfordrer til at udvide den til en tidsskriftartikel, uden at man har hørt om den person, der laver opfordringen. Det sker, at jeg får reelle henvendelser i den stil, men det er altid fra nogen, jeg kender.

• Angivelse af Impact Factor (som nævnt i artiklen herover). Det er svært at kontrollere Impact Factors, så de er med stor sandsynlighed fiktive.

Det sker også, at jeg bliver inviteret til at være med i bedømmelseskomiteen til sådanne konferencer. Det giver et indtryk af legitimitet, hvis man kan få (nogenlunde) velkendte navne på Call for Papers for en konference.

Selvfoelgelig siger universiteternes talsmaend at der ikke er et problem med netop deres eget universitet ellers gjorde de da deres job daarlige. Der er heller ikke noget problem i at universiteternes funding er afhaengig af antal bestaaet studerende. Det saetter ikke karakter skalaen under ekstra pres, siges det, men det er jo bare politik business as usual.

Jeg kunne ikke vaere mere enig med perspektivet i denne artikel.

Når vi taler med alle de officielle kilder, altså rektorer, fondsformænd osv, , så afviser de, at publiceringspresset er et problem i forhold til netop fup-tidsskrifterne.</p>
<p>De siger alle som én, at I forskere vil gøre jer selv en bjørnetjeneste ved at publicere i predatory journals, og at antallet af artikler ikke betyder noget, med mindre de er med i Den Bibliometriske Forskningsindikator, som vi bruger til at vurdere forskning herhjemme.</p>
<p>Tager de fejl? Betyder antallet noget, også hvis der er tale om tidsskrifter af mere tvivlsom karakter (uanset om de rendyrket fup eller ej)?

Tak for feedback og kommenterer.

Jeg er meget enig i, at man som forsker gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man udgiver sin forskning i fuptidsskrifter. For at citere mig selv: "Man kan stensikkert ikke bygge en langvarig forskningskarriere alene på artikler udgivet i tvivlsomme tidsskrifter".

Men man må jo spørge sig selv, hvorfor fuptidsskrifter - og mere generelt mange nye tidsskrifter, både fra ukendte og respekterede forlag - er opstået på relativt kort tid. Hvis der var konsensus om, at det ikke hastede så meget med at publicere, og at vi kun ville have, at der blev publiceret væsentlig forskning, der virkelig rykker noget, så ville mange af disse tidsskrifter jo ikke have noget at leve af. På den baggrund synes jeg, at det er lidt flot bare sådan at afvise, at publiceringspresset spiller en rolle.

Hvis vi rykker væk fra decideret fup, så vil jeg også sige, at verden er ikke så sort/hvid, som listen i Den Bibliometriske Forskningsindikator kunne give indtryk af. Altså, det er fint at blåstemple forlag og tidsskrifter på sådan en liste, men alle tidsskrifter på listen er jo ikke lige "gode" og udtryk for den samme kvalitet i forskningen.

For at (prøve at) tage højde for dette er tidsskrifter på listen placeret på Niveau 1, 2 eller 3, hvor 3 er de bedste/mest prestigefyldte tidsskrifter (såsom Science, Nature, Cell m.fl.) - 28 tidsskrifter i alt er placeret på Niveau 3. På Niveau 2 er der i alt 3190 tidsskrifter, mens der på Niveau 1 er 16995 tidsskrifter. Men alle disse næsten 17000 tidsskrifter på sidstnævnte niveau er jo ikke lige gode tidsskrifter; de dækker alt fra det rigtigt gode hele vejen ned til det, som vi kun lige med nød og næppe vil kreditere som troværdig forskning.

Mange anerkendte forlag har også oprettet nye tidsskrifter. Som jeg beskriver, er dette i en vis grad en naturlig udvikling, fordi nye emner og nye forskningsområder opstår, og dette skal nogle gange dækkes af nye tidsskrifter. Men der er også oprettet nye tidsskrifter for simpelthen at samle den større mængde af forskning, der pga. af kravene om publicering og tal og citationer, skal udgives.

Tager man det samlede antal tidsskrifter på listen (Niveau 1+2+3) er dette 20213. Er det ikke et vildt stort tal? Har vi virkelig brug for så mange (anerkendte) tidsskrifter? Det dækker alle tænkelige forskningsområder og alverdens tænkelige og utænkelige kringelkroge inden for forskning, men det slår mig som et voldsomt stort tal. Udover disse kommer så alle de tvivlsomme og rendyrkerede fuptidsskrifter.

Mens jeg således kan være tilbøjelig til at give ret i, at publicering i deciderede fuptidsskrifter ikke er et kæmpe stort problem, er det oplagt, at publiceringspresset afføder masser af publikationer og masser af tidsskrifter, som ikke på afgørende vis flytter videnskaben og forskningen. Disse produceres og udgives, fordi det er blevet et mål i sig selv at publicere - hvilket er publiceringspresset i en nøddeskal.

Det egentlig problem er derimod de incitamenter, der i dag er bygget ind i forskningsverdenen, hvor man vurderes på tal nok så meget som på kvaliteten af ens idéer og resultater.</p>
<p>Tal på hvor mange artikler man har været med til at udgive, antallet af konferencepræsentationer, antal citationer af ens arbejde, impact factor for de tidsskrifter man udgiver i, blandt meget andet.</p>
<p>I denne verden, hvor den enkelte forskers videre skæbne og karriere afhænger af disse tal, driver forskere naturligt imod at maksimere dem.

Når vi taler med alle de officielle kilder, altså rektorer, fondsformænd osv, , så afviser de, at publiceringspresset er et problem i forhold til netop fup-tidsskrifterne.

De siger alle som én, at I forskere vil gøre jer selv en bjørnetjeneste ved at publicere i predatory journals, og at antallet af artikler ikke betyder noget, med mindre de er med i Den Bibliometriske Forskningsindikator, som vi bruger til at vurdere forskning herhjemme.

Tager de fejl? Betyder antallet noget, også hvis der er tale om tidsskrifter af mere tvivlsom karakter (uanset om de rendyrket fup eller ej)?