Hvis jeg var dig Trine gøre som Mikkel Ekwall der laver afsnit i hans indlæg ?

Du har ret i, at tillidsmanden kan have et problem, hvis krænkeren og den krænkede begge er i hans resortområde.

Du har også ret i at pointen med ambassadører er at åbne flere muligheder for den krænkede - og også have nogle fra forskellige afdelinger og i forskellige aldersgrupper og af forskellige køn. Der findes ingen lette løsninger, og der findes nok heller ikke en one-size-fits-all arbejdspladser.

Men der er en ting man også skal være opmærksom på og det er fagsproglige termer hvor navne på værktøjer og begreber kan have ikke stuerene navne, fordi fag tidligere kunne være kønsbestemte. De vil vække opsigt hos det andet køn, hvis den slags uforvaret bliver fyret af og tilhøreren ikke er bekendt med termen.

Smedefaget har ret mange. En sladrehank= en måleursforlængerarme. En socialdemokrat= et stykke værktøj der er ændret, med beskivelsen :" lille og krumbøjet og kan komme ind allevegne". For at nævne de pænere. Men værktøjsfirmaerne har haft problemet i mange mange år og har givet de værktøjer med de groveste navne navneforandring.

Kære alle jer, der debatterer her. Først og fremmest tak fordi I diskuterer løsningen frem for - som mange andre - at blive ved med at stille spørgsmåltegn ved, om problemet findes. Hernæst vil jeg lige præcisere pointen omkring ambassadører og anonymitet: Det er klart, at vi ikke kan have et kafkas system, hvor folk kan blive anklaget - og i sidste ende fyret - uden at vide præcis, hvad anklagen går på og uden at få mulighed for at fortælle sin side af sagen. Anonymiteten gælder i forholdet mellem den, der føler sig krænket og ambassadøren, som selvfølgelig skal klædes på til at kunne rådgive den krænkede, og er der tale om en sag, der kan få personaleretslige konsekvenser, så skal ambassadøren hjælpe den krænkede videre til ledelsen - selvfølgelig i et fortroligt rum. Tillidsmandssystemet er fint, men måske ikke tilstrækkeligt her. Dels er der er masser af ingeniører og it-folk, der ikke er repræsenteret af en tillidsmand på arbejdspladsen, dels vil tillidsmanden/kvinden ofte være af den ældre generation, vedkommende kan sidde langt fra den krænkede i organisationen og kan i værste fald være en del af problemet. Og så kan tillidsmanden også stå i den situation, at vedkommende repræsenterer begge parter i en krænkelsessag. Pointen med ambassadører er at åbne flere muligheder for den krænkede - og også have nogle fra forskellige afdelinger og i forskellige aldersgrupper og af forskellige køn. Der findes ingen lette løsninger, og der findes nok heller ikke en one-size-fits-all arbejdspladser. Så allervigtigst er, at ledelserne rundt omkring tager problemet alvorligt og sørger for, at der kommer retningslinjer, der kan fange sager og krænkende kultur, der måtte være eller opstå på arbejdspladsen.
Mvh. Trine Reitz Bjerregaard, chefredaktør

Hej Mikkel.

Enig. Det skal i al fald være en person der er uddannet til at håndtere den slags. Derfor ville jeg også foreslå at bruge tillidsmandssytemet til dette formål. Her er man i forvejen uddannet i at håndtere fortrolige samtaler med kolleger og har en organisation i ryggen der er partsuafhængig og kan hjælpe hvis der er behov for juridisk bistand mv.

@Jakob, Jeg medgiver at jeg der fik misforstået hvilken part der er anonym men mener stadigt at det er noget upassende at sætte en medarbejder uden ledelsesansvar til at bære denne rolle, da det hurtigt kan sætte personen i en uheldig position i forhold til dennes kollegaer og jeg kan ikke se fordelen i at rollen bæres af en medarbejder uden ledelsesansvar.

Hvis en virksomhed har en HR person/afd. så er denne ambasadør vel netop en af rollerne de varetager?

Du insiterer på at misforstå pointen?

Hvad er det der er så frygteligt i følgende scenarie:

Alice er ambasadør, har tavshedspligt og er uddannet til at rådgive kolleger der har været udsat for chikane. Bob går til Alice fordi han har oplevet noget han finder krænkende. Alice rådgiver og støtter Bob og de beslutter sammen om sagen skal bringes for ledelsen.

Der nævnes intet sted noget om annonyme anklager. Forslaget er at have en person man kan gå til og spørge til råds og få støtte. Ligedom din tillidsrepræsentant.

"Man kan ikke som ledelse forvente, at hvis der er noget, får vi det nok at vide. Det kan være en god idé at have ambassadører i medarbejderstaben, som man kan henvende sig til anonymt, og som så bliver uddannet til at vurdere, om sagen kan klares kolleger imellem, eller om det skal løftes til en personalesag, og ansvaret dermed formelt skal overdrages til ledelsen."

• det er jo ovenstående citat fra artiklen der er det alvorligste problem. Hele denne anti-sex-chikane-kampagne gør brug af den mest nederdrægtige mellemmenneskelige interaktion. Noget vi eller kender fra deciderede angiversamfund, hvor den anklagede hverken kender angiveren eller den konkrete anklage. Det er ren Kafka med en politisk kommisær-ambasadør i højsædet som både dømmende og udøvende magt.

Trine Reitz Bjerregaard er i sin artikel gået langt over stregen i anstændighed, og det er besyndelrigt at INGENIØREN vil lægge splateplads til sådanne holdninger.

Som jeg læser det er det ikke ambasadøren der er anonym, men kolleger der henvender sig til vedkommende. Hvilket jo giver god mening. Funktionen kunne dog varetages af tillidsrep. indenfor de gældende regler...

Det skal en chef kunne, det der med at give en lodret skideballe og tilrettevisning og sætte sig i respekt, og sørge for en passende omgangstone på arbejdspladsen.

@Trine Artikel citat -

Man kan ikke som ledelse forvente, at hvis der er noget, får vi det nok at vide. Det kan være en god idé at have ambassadører i medarbejderstaben, som man kan henvende sig til anonymt, og som så bliver uddannet til at vurdere, om sagen kan klares kolleger imellem, eller om det skal løftes til en personalesag, og ansvaret dermed formelt skal overdrages til ledelsen.

Citat slut

Denne "ambassadør" rolle du her beskriver, som du gerne vil have skal være anonym, hvor længe tror du der går, før medarbejderstaben finder ud af at personen snakker med ledelsen og hvordan tror du medarbejderstaben tager imod denne ambassadørs ageren?

Jeg ville nok fortælle hende at hun måtte have et psykisk problem, og jeg ville have lyst til at klapse hende en på hovedet. Nå, selvtægt er forbudt og straffes, så det går jo ikke, og så jeg ville også fortælle de der gad høre det, hvad hun har foretaget sig og at hun må have en skrue løs og er utilregnelig, og så ville jeg begynde at søge et andet job et andet sted. Livet har lært mig at man står sig ved at holde sig fra sådanne idioter.

Og nej: Jeg ville ikke rejse en sag om sexchikane, og jeg ville heller ikke få hverken psykiske problemer eller ødelagt selværd.

PS: Jeg har en fortid som leder og chef i Den Offentlige Sektor. Og ja, jeg har oplevet en mandlig underordnet der opførte sig utilbørligt overfor en kvindelig kollega med tydelig kønslig henvisning. Den adfærd fik jeg naturligvis omgående rettet hos den pågældende mandlige klaphat. Uden fyring eller sagsbehandling. Det skal en chef kunne, det der med at give en lodret skideballe og tilrettevisning og sætte sig i respekt, og sørge for en passende omgangstone på arbejdspladsen. Langt de fleste forståe det jo når de får læst teksten.

Men tilsyneladende er der, ikke mindst i Den Offentlige Sektor, en hel del chefer og ledere der ikke kan den del af jobbet, og derfor slet ikke skulle have de job de har.

Bertel Hvad ville du sige til at blive klappet bagi og befølt i skridtet af en 120 kg lasket gammel heks med kompetance og magt til at fyre dig ?

Så fik tv-værten Sofie Linde pustet lidt mere liv i karrieren på kendis-barometeret. Enhver kan jo nu komme med alverdens historier og erobre forsiden i et par dage, blot der råbes SEX-CHIKANE højt nok, for ingen spørger ind til episoden, så vi aner ikke hvad der er op og ned på den historie. Naturligvis skal vi alle opføre os ordentligt overfor hinanden, men hen over kønskløften kan bemærkninger af mere personlig karakter gående på kønnet næppe undgås, hvis ellers pardannelsen og børnefødslerne skal fortsætte. Og det bør de vel. Det er jo ligesom en forudsætning for et samfund, og ihvertfald for vores pensionsordninger ! Så længe kvinder (undtagent Lone Frank) storsmiler med hovedet let på skrå og håret på sned og slår smut med øjnene hver gang de skal fotograferes til en artikel eller et fagblad, kan de vel ikke fortænke os mænd i OGSÅ at se på dem som netop kvinder. Alt andet ville da være unaturligt. Og mon ikke de fleste mænd på en kønsblandet arbejdsplads også gerne vil ses på af kvinder som mænd, og ikke bare som kønsløse kolleger ? Jo, det vil de, og det bliver de da også, omend bemærkningerne herom nok mest sker kvinderne imellem og ikke direkte til mændene. Og det er så nok den største forskel.