Transformerstationer, kabler og energilagre skal på podiet
Leder
EU’s beslutning om stop for salg af fossile biler i 2035 er helt rigtig, men vil føre til millioner af nye elbiler de kommende år i den europæiske bilpark. Det faktum, at der skal skaffes milliarder af ekstra kilowatt-timer hvert år til de mange nye biler – ud over et markant forøget effektbehov – må få selv de mest hårdhudede elgeneraler til at bekymre sig om, hvorvidt forsyningen kan følge med. Herhjemme forventer myndighederne, at der kører én million elbiler på vejene i 2030. Der er ganske vist samtidig store politiske beslutninger om udbygning med havvind og solcelleanlæg, men elbilerne er bestemt ikke alene om at aftage den grønne strøm.
Også skibsfarten står og venter på at trække på den grønne strøm via power-to-x-teknologien, hvor store mængder elektricitet skal spalte vand til brint, som i en videre proces med biogen CO2 skal omdannes til flydende brændstoffer. Danmark har verdens femtestørste skibsflåde, og selvom langtfra alle skibe altid skal tankes op i vores land, så er der behov for gigawattstore anlæg til at matche behovet.
Endelig er varmepumperne på stærkt indtog i både industri og private husholdninger, hvor de skal sikre udfasning af naturgas og olie. Over hele Europa omstilles til et elbaseret samfund, og vi er så meget inde i en regulær flodbølge, at der allerede nu varsles om alvorlige situationer med mangel på strøm. Det vil enten betyde øget anvendelse af fossile brændstoffer – hvilket i sagens natur er helt uacceptabelt – eller ustabilitet i forsyningen med flere fejl og kontrollerede nedlukninger. Og det er svært at acceptere i højtudviklede samfund som vores.
For at imødegå ubalancer og effektmangel i forsyningen skal elektricitet i stigende grad udveksles mellem de europæiske lande. Stadigt flere bliver i disse år integreret i fælles systemer, senest bl.a. gennem at tage en række central- og østeuropæiske lande med i det såkaldte Flow Based Market Coupling (FBMC), hvilket sikrer lavere priser og øget stabilitet, men samtidig bliver styringen mere kompleks. Det europæiske netværk af transmissionssystemoperatører, ENTSO-E, advarer imidlertid om, at forbedrede muligheder for udveksling af strøm også betyder, at de lokale Energinet’er får kortere eller ingen tid til at reagere på ubalancer i systemet. Desuden indebærer udviklingen en delikat diskussion af, hvad softwaresystemerne skal prioritere i en mangelsituation: at skåne forbrugerne for skyhøje priser, at undgå nedlukning af hightechindustri med store tab til følge eller at sikre højest mulige indtægter til dem, der har investeret i sol- og vindanlæg.
Udviklingen herhjemme er presset af, at kapaciteten i kraftvarmeværkerne falder hurtigere end hidtil antaget. Energistyrelsen antog i 2021, at der i 2025 vil være 5,0 GW elproduktionskapacitet til rådighed og 4,4 GW i 2030. I en ny analyse fastslås den reelle kapacitet i 2025 at blive 4,7 GW og i 2030 blot 3,5. Vores lokale grønne omstilling er også presset af et aldrende elnet. Allerede nu er der røster fremme om, at udnyttelsen har nået sine maksimale grænser i visse områder, således at adgangen til at sætte ladestandere op begrænses. Cirka tre fjerdedele af kabelnettet på lav- og mellemspænding – 0,4 og 10 kV – stammer fra 1970’erne og 1980’erne. Det er altså modent til udskiftning, ligesom kapaciteten helt ud til den enkelte parcel skal forøges dramatisk, når ladestanderne for alvor skyder op. Alternativet er lavere kvalitet med hyppigere afbrydelser og spændingsfald.
Rambøll har vurderet, at det samlede investeringsbehov i det danske elnet frem mod 2040 vil være ca. 80 milliarder kroner, som især skal gå til tilslutning af vedvarende energiproduktion. Det statsejede Energinet, der står for hovedlinjerne i det danske elnet, gør et stort arbejde for at følge med, men der er brug for en massiv lokal udbygning under elselskaberne, flere transformerstationer og ikke mindst at udveksle energi mellem samfundets sektorer, f.eks. ved at trække varme ud af spildevand eller datacentre eller kunne slukke for varmepumper i en spidsbelastning for at undgå nedlukning. Den såkaldte sektorkobling.
Bliver vi ikke langt bedre til sektorkobling, bliver omstillingen meget dyrere pga. for store investeringer i energiproduktion, -infrastruktur og -lagring. Men udbygning af infrastruktur er notorisk en holdeplads for ballade med lokalbefolkningen, for mange synes, at højspændingsmaster og store elektriske transformerstationer belaster naturværdierne, eller de føler sig utrygge ved dem. Der er altså brug for nogle modeller, hvor udbygningen kan sikres uden unødige barrierer.
Desværre er det de store politiske internationale beslutninger om havvindmølleparker, der præger den offentlige politiske dagsorden. Forståeligt nok, for det er sjovere at klippe snore til en stor ny vindmøllepark end til nye kabler, ledninger, transformerstationer og energilagre. Eller for den sags skyld softwaresystemer, der skal sikre styringen. Udfordringen er så stor, at der reelt er tale om en usynlig hockeystav, hvor vi skubber problemet og behovet for en indsats foran os. Imens uret tikker.
Men der er ingen vej uden om at give den underliggende infrastruktur lige så meget opmærksomhed, hvis vi skal nå vores 2030-mål om at sænke landets CO2-udledning med 70 procent. Før vi får styr på den store omstilling af hele energisektoren med alt, hvad det indebærer af beregninger, projekter og ny teknologi, er det omsonst at tale om en øget målsætning.hm
