Leder: Vi famler, når fortidens mirakler er blevet nutidens ulykke
I to trætte højhuse i Rødovre bruges om kort tid et millionbeløb for med nidkær sandblæsning at fjerne i alt 280 gram PCB.
******I sammenhængen **er det en ganske forsvindende mængde, som skal væk som forberedelse til den egentlige nedrivning af de for længst rømmede, stormtruede huse. Formålet er at hindre PCB'en i at forurene videre, der hvor betonaffaldet ender.
Samtidig ignorerer vi langt større mængder af stoffet gemt i lister i gamle termoruder - 60 gram for hvert eneste vindue. De ender ofte sammen med vores køkkenaffald i almindelige forbrændingsanlæg til skade for miljøet.
Til trods for, at netop disse mængder er tilgængelige og relativt let kunne opsamles og destrueres miljømæssigt forsvarligt. Økonomisk udgør forskellen mellem at fjerne et gram højhus-PCB og et gram termovindue-PCB på den redaktionelle lommeregner ca. en faktor 200. Hermed står vi over for en grotesk disproportionalitet.
PCB er et klassisk kemisk mirakelmateriale med en historik tilbage til 1920'ernes chlor-kemiske boomtid i især USA. Stoffet blev udviklet samtidig med for eksempel tetraethylbly, som hævede benzinens oktantal med tilsatte chlor-forbindelser for at fjerne blyet fra bilmotorerne efter endt gavn.
**År senere **viste blyet sig at være yderst sundhedsskadeligt og blev fjernet. Eller tag CFC-gasserne, freon, som - også baseret på chlor - blev udviklet som et rigtig godt alternativ til akut giftig ammoniak i køleskabe. Men CFC'erne viste sig langt senere at skade atmosfæren.
**PCB's glansrolle **var som køleolie i elektriske transformatorer og bl.a. som indholdsstof i fugemasse mellem betonelementer i industrialiseret byggeri og i termoruder. Stoffet fungerede rigtig godt med sin lange holdbarhed, elasticitet og gode isolerende elektriske egenskaber.
Desværre viste PCB sig at binde til fedt, at være svært nedbrydeligt og at vandre op gennem fødekæden. Stoffet forårsager både akutte og langsigtede sundhedsproblemer - herunder hormonale forstyrrelser - og er under mistanke for at føre til cancer. I dag er det forbudt.
Cyklussen er, at mange år efter dets udvikling viser et materiale sig at være dybt problematisk og bliver forbudt. Derefter starter oprydningen, hvor vi reagerer for kraftigt på nogle forureninger og svagt på andre.
En nærliggende sammenligning er de første hysteriske opgravninger af jorden under f.eks. en nedlagt brugsforening, hvor der havde stået en enlig tank med knallertbenzin, mens der intet blev gjort ved en massiv forurening ved den nedlagte vognmandsparkeringsplads i nabolaget.
Konkret har vi i PCB-sagen skabt et regelsystem, som straffer de samvittighedsfulde, der opdager en forurening ved at påføre dem en stor udgift - et direkte incitament til at lukke øjnene. Til gengæld lader vi, som Ingeniøren påviser her i avisen, de lavest hængende frugter hænge.
En lille, men pinligt fraværende, indsats fra kommuner og Miljøstyrelsen kunne fjerne store mængder PCB. Hvorfor har vi ingen systematisk screening: Hvor er forureningerne størst? Hvor er det vigtigst at gribe ind?
Systematik i oprydningen af ulykkerne efter fortidens mirakler burde vi efterhånden have lært.
