Leder: Vi budgetterer signaler og tunneler med hovedet under armen
Desværre er de nye signaler til den danske jernbane langtfra alene om at koste staten milliarder af kroner mere end planlagt. Store professionelle offentlige organisationer lægger stadig budget med hovedet under armen, selv om erfaringerne i over 40 år har været, at budgetterne igen og igen bliver overskredet.
Tag nu blot tre skybrudstunneler under København, som skal lede det regnvand væk, der ellers oversvømmer hovedstaden ved de stadigt hyppigere skybrud. De tre tunneler var af forsyningsselskabet Hofors rådgivere anslået til at koste 1,6 mia. kr. for to år siden. I dag er prisen 800 mio. kr. højere. Hofor forsvarer sig med, at der var tale om et estimat på et tidligt stade. Nu har forsyningsgiganten så lagt et nyt budget med 15 procent luft, men de er alene sat af til at dække finansiering, tilladelser og ekspropriation. Ikke en øre står klar i banken, hvis selve byggeriet bliver dyrere – Statens Byggeforskningsinstitut taler om »en lovlig optimistisk antagelse«.
Samme optimisme præger helt uforståeligt stadig kaosset om de nye togsignaler. Da politikerne i sidste uge nikkede ja til Banedanmarks ønske om at udskyde projektet i syv år til 2030, købte de sig masser af tid, men det er tid, der ikke må koste noget. Budgettet hedder 23 mia. kr., og reserverne er ikke øget trods forsinkelsen. Små 800 mio. kr. er der tilbage til skæverter i de 13 års resterende projekttid, og det skal ses i forhold til, at projektet i sine første otte år har spist en reserve på 4 mia. kr. og er blevet yderligere 3 mia. kr. dyrere med seneste aftale.
Når man samtidig tager i betragtning, at signalprojektet endnu ikke er nået til sin kritiske fase – der, hvor komplekse it-systemer skal spille sammen, og sammenspillet skal dokumenteres og godkendes af Trafikstyrelsen – syner 800 mio kr. som småpenge på kistebunden. Samtidig har problemer for nye togsignaler konsekvenser for andre arbejder på jernbanen, herunder elektrificering. Det er derfor ikke bare en lovlig optimistisk, men en overordentlig optimistisk antagelse, at projektet de næste 13 år vil holde budgettet.
Vi har i 40 år sunget samme sang om alle store projekter: Forskningen viser, at de med få undtagelser bliver dyrere end planlagt. Forskningen har også fastlagt metoder til at imødegå det, men dem ønsker vi ikke at bruge herhjemme. I stedet har vi ved nye statslige anlægsprojekter vedtaget at smække 50 pct. oven i de første budgetter for en sikkerheds skyld. Det gælder imidlertid kun anlægsbudgetter i staten. Hofor er et fælleskommunalt selskab og kan derfor blæse på kravet. Opførelsen af Niels Bohr Bygningen til Københavns Universitet er et byggeri, ikke et anlæg, så der var heller ikke lagt luft i budgettet. Bygningsstyrelsen lover nu fremover at benytte samme principper for budgettering for byggerier, men de nye togsignaler er mestendels et it-projekt. Statens track record med den type projekter skraber bunden – alligevel findes tilsvarende budgetkrav ikke for dem.
Konsekvensen er ikke blot, at politikere og embedsmænd med jævne mellemrum skal fylde nye huller i de offentlige kasser; de får heller ikke et retvisende beslutningsgrundlag til prioritering. Hvis det for otte år siden havde stået klart, at politikerne skulle sætte ikke 16 mia., men mindst 23 mia. kr. af til nye signaler, så havde en ordentlig opgradering af de eksisterende signaler virket langt mere attraktiv. Nu virker det desværre i stedet som den rigtige beslutning, vi aldrig fik.
