Bredbåndspuljen er utidig indblanding i det frie telemarked
LEDER
For et par uger siden kritiserede vi på denne plads Aarhus Universitet for at frikende sig selv. Universitetet havde sat sin egen ledelse til at undersøge, om der var andre tilfælde end den omstridte og tilbagetrukne oksekødsrapport, hvor landbruget havde haft for stor indflydelse på formidlingen af den forskning, som sektorens virksomheder, fonde og organisationer betaler forskerne for at udføre. Svaret var, selvfølgelig, at det ikke var tilfældet, og vores kritik gik på, at det er langtfra tilstrækkeligt, at en ledelse frikender selv.
Mens vi finder det helt naturligt, at en bank ikke kan frikende sig selv for hvidvask, så er det desværre ikke kun Aarhus Universitet, som har svært ved at se, at samme logik gælder dem selv. Logikken har heller ikke indfundet sig blandt de centrale embedsmænd, som rådgiver landets regering. Det viser forløbet om bredbåndspuljen, men først et par ord om, hvad det er for en størrelse.
380 mio. kr. vil puljen ved udgangen af året have givet tilsagn om. De går til borgere, som kan få op til godt 40.000 kr. i tilskud til en ny internetforbindelse, hvis deres dækning i forvejen er langsom, det vil sige under 10 Mbit/s i download. I praksis er puljen derfor blevet givet som tilskud til at etablere fiberforbindelser med statstilskud. Den har levet et omtumlet liv, fordi de fleste politikere forestillede sig, at deres godgørenhed ville komme landbefolkningen til hjælp, men i praksis er der lige så mange områder med dårlig dækning i byerne. Da der blev delt penge ud til en gruppe københavnere ved Utterslev Mose, blev puljen ændret, så de store byer blev taget ud. Samtidig har færre fået tilskud til sommerhuse, men det har ikke fået kritikken til at forstumme.
Kritikken kommer bl.a. fra de små udbydere, som benytter trådløse teknologier til at dække de tyndtbefolkede områder. De har måttet sande, at det er umuligt at konkurrere med store tele- og elkoncerner, der ruller fiber ud med statstilskud i ryggen. Også mobilselskaberne har klaget over, at mobilt bredbånd i dag ikke lever op til de tekniske kriterier, blandt andet fordi Energistyrelsen ikke selv indhenter uploadhastigheder fra mobiludbydere, uanset at mobilteknologien i praksis kan sættes op til at levere meget hurtige forbindelser også langt væk fra bycentrene.
Overordnet er det en uskik, når staten med særlige støttepuljer blander sig i det kommercielle telemarked. Det er fint, hvis samme stat kunne stille krav om lynhurtig dækning i alle egne af landet, når den uddeler frekvenser – et offentligt gode – til mobilselskaberne. Men at favorisere de borgere, som kan finde ud af at skrue en ansøgning sammen, frem for deres naboer, fremmer ikke danskernes generelle adgang til bredbånd.
Bredbåndspuljen blev opfundet under den forrige regering. Den nuværende regering med forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i spidsen lagde i første omgang op til at sløjfe puljen ved at undlade at sætte flere penge af på finansloven. Dan Jørgensen ville dog vente på den evaluering af puljen, som Energistyrelsen skulle foretage.
Den er nu udkommet, og den konkluderer, »at der er opnået et tilfredsstillende resultat for de udmøntede midler«. Problemet er bare, at det er pokkers svært at tro på en konklusion, der kommer fra netop den styrelse, som selv har været med til at designe ordningen, og som selv har udvalgt de støtteberettigede projekter. Havde ministeren mon forestillet sig, at de selvsamme medarbejdere skulle komme frem til, at de har smidt 380 mio. skattekroner i et sort hul, som ovenikøbet har medvirket til at skævvride telemarkedet? Nej, vel?
Regeringen har en ambition om at skære ned på brugen af konsulenter, men hvis det resulterer i denne slags åbenlyse interessekonflikter, er de penge dårligt sparet.
Indtil videre har bredbåndspuljen lovet støtte til 12.000 bredbåndsforbindelser, hvoraf under halvdelen endnu er etableret. I samme periode er andelen af danske husstande, som kan søge støtte, styrtdykket og er i dag nede på syv procent. Det viser, at markedet er langt, langt mere effektivt til at udrulle bredbånd end en statslig støttepulje.
Der er ingen tvivl om, at adgang til en stabil og hurtig internetforbindelse er blevet et krav for at kunne deltage effektivt i et digitaliseret samfund, og at digitaliseringen har skabt innovation og udvikling, som vi ellers var gået glip af. Men netop i disse år har Dan Jørgensen masser af andre projekter i sit klima- og forsyningsministerium, hvor der er mere brug for et trecifret millionbeløb. Det blev understreget af denne uges energistatistik, som viser, at både det danske energiforbrug og CO2-udslip stiger. Den udvikling skal vi have vendt. Hvis vi skal prioritere flere penge på at støtte bredbånd til Udkantsdanmark, skal det ske på et grundlag, som er anderledes troværdigt, end når embedsmændene evaluerer sig selv.mbr
