Atomkraft bliver stadigt mere omdiskuteret. Tyskland er i færd med at afvikle sine nukleare værker som konsekvens af Fukushima- katastrofen, i Sverige lukkes de største værker tidligere end planlagt, og i Belgien bliver værkerne nu betragtet som uhyggelige terrormål. Briterne derimod er i færd med at bygge nyt i Sydengland og ser fissionsenergi som en vej til at nå klimamål. Bliver deres finansieringsmodel godkendt af EU, kan nye værker være på vej i Polen, Tjekkiet og Ungarn.
Men aldrig i Danmark. I 1985 besluttede politikerne for stedse at lukke den vej i den hjemlige energiforsyning, også selv om Risø ti år forinden foreslog etablering af værker baseret på en egenudviklet moderne reaktortype.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, når Liberal Alliance nu vil foreslå, at det skal være muligt at få støtte til forskning i thorium-reaktorer. Der er godt nok ikke et forbud, men i praksis viser det sig umuligt at få forskningsstøtte. Innovationsfonden henviser således bl.a. til ‘det gældende politiske grundlag’ i et afslag på støtte til et thorium-projekt.
To spørgsmål rejser sig: Giver det mening at støtte forskning, man ikke vil gøre brug af? Hvorfor lader den på papiret uafhængige Innovationsfond sig styre politisk?
Bemærk, at der er tale om den del af Innovationsfondens midler, som ikke er afsat til strategiske forskningsprogrammer. Vurderer fonden, at det kan være god forretning for Danmark, giver det derfor mening også at støtte thorium-projekter. Det er fairat undersøge, om der kan være sket noget teknologisk og markedsmæssigt, som udfordrer atomkraft-moratoriet skabt i en tid med angst for Barsebäck.
I modsætning til uranreaktorer producerer værker baseret på thorium ikke plutonium, der kan bruges til våben, de kan ikke løbe løbsk og nedsmelte, og deres affaldsprodukter er mindre radioaktive. Forgæves har nordmænd forsøgt at bygge thorium-reaktorer i henved halvtreds år, men man kan vel godt forestille sig et gennembrud herhjemme, der kunne bane vejen for en fremtidig, lukrativ nicheproduktion eksporteret til f.eks. tredjeverdenslande.
Der er derfor ingen grund til automatisk at sige nej ud fra et fagligt synspunkt, heller ikke selvom vi næppe kommer til at bruge resultaterne i egen energiinfrastruktur. Ej heller bør der være et politisk begrundet afslag, medmindre det er gjort helt eksplicit fra Folketinget. Der bliver jo forsket i både GMO og humane stamceller, selv om GM-kornaks ikke må bølge på danske marker, og de etiske spørgsmål ved kloning er talrige.
Når fonden tyder i det politiske kaffegrums og ikke tager det formelle armslængdeprincip helt bogstaveligt, kan man være bekymret for, at det skyldes, at dens midler forhandles i finansloven. Hvad sker der monstro med næste års bevillingsmillioner, hvis fondens beslutninger provokerer Christiansborg og forbryder sig mod et tabu?
Det ville være langt bedre for fremtidens støtte til de bedste projekter, hvis Innovationsfondens bevillingsramme blev fastlagt for flere år ad gangen, end at politikerne i Folketingssalen sagsbehandler, hvad der bør støttes.
