Lokalstyret i Danmark er historisk forankret.
Helt tilbage i middelalderen havde købstæderne selvstyre over administrative funktioner, og for knap 175 år blev dette stadfæstet med Grundloven, der sikrede det kommunale selvstyre under statens tilsyn.
Der er mange gode argumenter for at lokalbefolkningen har magt til selv at præge eksempelvis servicetilbud inden for kultur- og fritidsliv, skolevæsen og kontrol med erhvervslivet.
Men uanset hvor meget vi elsker lokalt engagement og velerhvervede rettigheder, må det frem i lyset, når forskellen i offentlige tilbud og grundlaget for levevilkår mellem land og by - og by og by - vokser til et omfang, så det er åbenlyst urimeligt.
Hvor diskussionen hidtil primært har handlet om ulighed i sundhed, politi og kultur, bør også den tekniske verden inkluderes.
En ny opgørelse fra Forsyningstilsynet over 300 fjernvarmeselskaber viser nemlig, at regningen for at opvarme et standardhus på 130 kvm med fjernvarme svinger med over 40.000 kroner om året, alt efter hvor man bor.
Morsø Varme topper listen med en årlig varmeudgift på 45.291 kroner for et standardhus på 130 kvadratmeter med et forbrug på 18,1 megawatt-timer, mens man slipper med 4.291 kroner, hvis man hører under Hvide-Sande Fjernvarme.
Forklaringen på forskellen er mange og gode, f.eks. anlæggenes alder, befolkningstæthed, geografi og samproduktion af elektricitet.
I Hvide-Sande har tre 3MW-vindmøller i tilknytning til fjernvarmeselskabet skæppet gevaldigt i kassen det seneste år med de høje elektricitetspriser.
Med til billedet hører, at forskellen i årsbetaling fra landets husstande er steget betragteligt siden efteråret 2021.
Tidligere betalte langt de fleste mellem 10.000 og 20.000 kroner årligt for fjernvarme. I dag er spændet større - og langt flere end tidligere er havnet i den høje ende af skalaen.
Den helt store sorteper for forbrugerne er, om deres fjernvarme er baseret på naturgas.
Som bekendt har prisen på denne energikilde taget et stort hop. Rammevilkårene - det såkaldte hvile-i-sig selv princip - gør, at udsving i omkostninger og indtægter, med tilhørende årlige underskud og overskud, som udgangspunkt skal afvikles året efter.
Det betyder, at disse udsving ikke uden videre kan spredes over flere år og derfor forplanter det sig til hurtigt til forbrugerpriserne.
I modsætning til kommunale ambitioner inden for scenekunst eller svømmehaller, som man kan have forskellige personlige holdninger til og behov for, så har vi alle brug for varme til at holde vinteren stangen og brusebadet lunt.
I den optik er det meningsløst, at husholdningerne skal opleve en så forskellig økonomisk belastning for opvarmning, afhængig af geografisk bopæl.
Forskellen gælder ikke alene forsyning med fjernvarme. Også prisen på elektricitet svinger. Det er velkendt at borgerne i Østdanmark generelt betaler lidt mere end Vestdanmark for at holde lamper og komfur i gang.
Ser man på transportprisen - dvs. den andel af den samlede kWh-pris som går til at drifte, vedligeholde og udbygge elnettet- ligger Nord Energi i Vendsyssel i bund med 31 øre pr. kWh i spidsbelastningstimerne, mens Trefor Øst på Bornholm ligger i top med 290 øre pr. kWh.
Sammenlagt kan den forskel løbe op i knap et par tusind kroner om året for et gennemsnitsforbrug på 4.000 kWh.
Også vandafgiften svinger ganske meget: for en gennemsnitshusholdning svinger den mellem ca. 7.000 kroner for et årsforbrug på 170 m3 i en familie husstand i København til over 15.000 kroner flere steder på Fyn.
Der er indiskutabelt en ulighed i forsyningen, som virker usolidarisk i et land som Danmark, hvor vi traditionelt hylder lige adgang og lige muligheder inden for offentlig service eller goder, der er at betragte som almene rettigheder.
Retfærdigvis skal det siges, at de lokale ejere eller forbrugerrepræsentanter i selskaberne kan gøre deres indflydelse gældende i forhold til f.eks. investeringer i et mere eller mindre bredt udvalg af energikilder, nyeste teknologi, særlig høj driftssikkerhed eller modstand mod it-angreb.
Men spørgsmålet er, hvor forskellige ambitionsniveauer vi som land vil acceptere lokalt, når det gælder at bidrage til den grønne omstilling, høj forsyningssikkerhed eller at beskytte borgerne mod hacker-angreb, der i værste fald kan lukke ned for strøm, vand og varme.
Der er kun grund til at tro, at landets forsyningsselskaber generelt bestræber sig på, at de kunder, som nyder godt af vand, varme og elektricitet i dag, bidrager ligeligt til den infrastruktur og de løsninger, som kan have en levetid på 30 eller 50 år.
Og det er i sagens natur heller ikke muligt at skabe et millimeterdemokrati: Varmepumper kan på papiret have en levetid på 20 år, men undervejs blive ramt af driftsproblemer eller nye krav til kølemidler, så den må skrottes efter f.eks. 12 år. Omvendt kan ledningsnet, der er angivet til at have en levetid på 30 år, i mange tilfælde sagtens anvendes i 50 år.
Alligevel kan vi ikke vende et blindt øje til, at der er en risiko for, at investeringer i f.eks. nye rør eller net, vindmøller eller sikkerhed udskydes til fremtidige generationer, således at belastningen på den nutidige forbruger bliver urimelig lempelig eller urimeligt tung.
Ej heller kan det ignoreres, at det enkelte selskab kan drives mere eller mindre professionelt og optimeret.
Store summer kan være i spil: i den sydtyske storby München skal 80.000 husstande opvarmes med geotermi for en investering på én milliard euro - eller ca. 7,5 mia. kroner. I Aarhus vil man dække 36.000 kunder med energiformen med en investering på 5,1 milliarder kroner.
Og i hvert fald kan der ud fra et fordelingspolitisk synspunkt argumenteres for, at forskellen i pris på basale ydelser synes for stor - og for påvirkelig af faktorer udefra, f.eks. fra store sikkerhedspolitiske hændelser, som den enkelte forbruger og det lokale selvstyre ingen indflydelse har på.
Der er brug for at udforske nye ejerskabskonstellationer eller udligningsordninger, som sikrer et stærkt samarbejde, social balance og et højt fagligt niveau også i forsyningen. Vores trusler, udfordringer og muligheder er på en lang række områder ens.
Forbrugerne må uanset bopæl sikres et langsigtet og mere ensartet afkast på økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinjer, som bunder i vores fælles missioner om et veldrevet, sikkert og bæredygtigt samfund./hm
