Høj sø i Øresund
Leder
»Hvad sagde jeg« er sjældent en bagklogskab, det er klædeligt at besmykke sig med. Men når det handler om Lynetteholmen, er det altså svært at modstå fristelsen. Siden projektet om en kunstig ø med boliger til 35.000 nye københavnere og klimasikring af hovedstaden blev trompeteret i gang af daværende overborgmester Frank Jensen og eks-statsminister Lars Løkke Rasmussen, har Ingeniøren påpeget flere problemer ved at dele VVM-processen for projektet op i adskilte projekter. Nu klager vores svenske naboer også over hastværket omkring prestigeprojektet.
Godt nok er de første boliger på Lynetteholmen først planlagt til indflytning i 2035. Men hvis det skal nås, skal spunsning og jordopfyldning af den næsten tre kvadratkilometer store ø allerede i gang næste år. Initiativtagernes problem – andre vil måske kalde det held – er imidlertid, at Vejdirektoratet ikke er klar med de infrastrukturprojekter, der hænger sammen med øen: Forundersøgelser af havnetunnel og ringvej om Amager er langtfra klar. Linjeføringen for en metrolinje er ikke på plads. Og afklaring af rensningsanlægget Lynettens fremtid er stadig på vej.
Derfor har regeringen sammen med Københavns Kommune besluttet at afgrænse VVM’en til selve anlægningen af øen og har dermed hakket det samlede projekt op i miljømæssigt spiselige bidder. Bidderne består af hele anlægsprojekter og flytning af materiale mellem Øresund og Kriegers Flak. Salamimetoden er kommet til Øresund i den store skala.
Selv om EU-Domstolen har afvist, at metoden er forenelig med VVM-direktivet, vælger Transport- og Boligministeriet at kalde jorddeponi i sig selv »et meningsfuldt projekt«, som også tjener som klimasikring. Det er smart – også for smart. Knap tre kvadratkilometer regulært jordopfyld i Øresund kan umuligt anses som et delprojekt, ej heller en meningsfuld kystsikring i sig selv, da man end ikke har gjort sig umage med at undersøge andre muligheder for at sikre København mod vandmasser. Tværtimod har man ignoreret flere oplagte forslag fra blandt andre Cowi. Med andre ord: Hvis man kalder 720 lastbiler om dagen i 30 år, der tømmer indholdet i havet, for et meningsfuldt selvstændigt projekt, så står dansk miljøbeskyttelse forsvarsløs i fremtiden.
Flere europæiske lande har da også taget forholdsregler mod den praksis. I Storbritannien kan et delprojekt ikke vurderes isoleret, hvis det er en integreret del »af et uundgåeligt større anlægsarbejde«. Og i Tyskland har forfatningsdomstolen slået fast, at et delprojekt kun kan vurderes alene, hvis det »udgør en meningsfuld selvstændig enhed«.
Og nu kommer vi så til bagklogskaben. At miljøorganisationer, lystsejlere og beboere på havnen protesterer, er naturligt og vel også forudsigeligt. Men når den svenske myndighed Länsstyrelsen Skåne – broderfolkets pendant til de danske myndigheder, der har iværksat Lynetteholmen – sætter hælene i, så rejser modvinden sig for alvor i Øresund. Svenskerne kræver, at alle miljøpåvirkninger fra den nye ø medtages i en samlet VVM: »Alle projektets delmål skal vurderes samlet i samme VVM, deriblandt udvinding af sand fra Kriegers Flak.«
Svenskerne har rettet deres fokus mod de miljømæssige konsekvenser af mere end 2,3 millioner læs jord i Øresund. For det første vil øen betyde et fald i vandgennemstrømningen på en kvart procent. Det lyder ikke af meget, men det vil mindske tilstrømningen af iltrigt saltvand til Østersøen, der i forvejen lider. For det andet vil 280 hektar nyt land fjerne vigtige habitater og ikke mindst det ålegræs, der er afgørende for fødekæderne som gydeplads og opvækstområde for mange fiskearter.
Lige så vigtig er den svenske indsigelse mod selv dumpningen af jord i nærheden af både svenske og danske Natura 2000-områder, som indgår i netværket af EU’s beskyttede naturområder. Länsstyrelsen Skåne peger på, at anlæggelsen risikerer at forplumre vandet, hvormed forureningsspredning kan ramme Natura 2000-områder som Saltholm og Falsterbo-halvøen.
Ingeniøren har tidligere afsløret, at Danmark ikke tager samme hensyn til miljøet som vores nabolande, hvad denne klapning angår. Miljøstyrelsen følger ikke engang egen lovgivning, når der gives tilladelse til at klappe havneslam i sårbare havområder og kompensation til at klappe uden for de mest optimale årstider og strømforhold.
København har brug for boliger, jovist. Men med et historisk stort anlægsprojekt, der først skal være færdig om 50 år, må der være tid til at overholde EU-regler og egen miljølovgivning. Giv tid til en ordentlig og samlet vurdering, der tilmed tager hensyn til byens samlede infrastruktur, inden maskinerne slippes løs. Hvis det viser sig at være for dyrt for miljøet, må vi finde andre veje til løsningen af hovedstadens pladsproblemer og behov for klimasikring. Der er masser af muligheder – selv om de måske nok fremtræder knap så fancy og storslåede i tidligere overborgmestres og statsministres eftermæle.hehe
