Projektet Sundhedsplatformen har bevæget sig ind i en ond spiral og fremstår for de østdanske patienter og ansatte blottet for visioner. I dag ligner platformen mest af alt et koldt spareprojekt, med fyringer af ansatte og et ringere sundhedsvæsen til følge.
Det er en forudsætning for at øge vores velfærd, at alle både i det offentlige og det private arbejder mere effektivt. Men opfattes et it-projekt alene som et grønthøsterredskab uden at give mere kvalitet vil det øge modstanden blandt de ansatte, og dermed trække både projekt og arbejdsplads endnu længere ned med flere fyringer til følge...osv osv. En virkelighed, som må få selv en erfaren politiker som regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til at ligge søvnløs om natten.
Der er røster, der mener, at Sundhedsplatformen skal skrottes. Det kommer under alle omstændigheder ikke til at ske de første mange år af juridiske og økonomiske årsager. Men der bør være andre veje ud af moradset.
Udviklingsprojektet Sundhedsplatformen blev for alvor slået i dørken på popularitetsskalaen i sidste uge med Rigsrevisionens stærkt kritiske beretning (PDF) om Region Hovedstadens forberedelse fra programmets start til første ibrugtagning af Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital i maj 2016.
‘Uprofessionel og kritisabel', lød dommen, fordi regionen bl.a. tog platformen i brug, trods at den havde en række fejl og mangler, gav brugerne en for ringe uddannelse og styrede ud fra et helt forkert og udokumenteret glansbillede af, at der hurtigt kunne høstes økonomiske gevinster.
Fastholdt glansbillede for at presse medarbejdere
Selv efter at have være blevet klogere fastholdt man nogle af fejlopfattelserne for at presse organisationen, hvilket selvfølgelig har medført endnu større uvilje end nødvendigt.
I dag er Region Hovedstaden krøbet i skjul, mest af alt for sig selv, og visionerne med det store forretningsudviklingsprojekt er forsvundet helt ind bag de tykke mure på regionsgården. De ansvarlige politikere taler nu alene om et system, der giver ‘standardiserede arbejdsgange’ og er leveret ‘til tiden og til prisen,’ hvilket er alt fattigt for borgere og patienter.
Visionerne om hvordan systemet skal give os et sundhedsvæsen, der tilbyder patienterne bedre og mere sikre behandlinger – og de ansatte en sjovere arbejdsplads – må fortælles. Og det skal være meget snart! Sundhedsplatformen kan f.eks. advare klinikerne, hvis de er ved at give en patient medicin, som er farlig eller forkert. Men der mangler en beslutning om et mål for, hvor stor nedgang i medicineringsfejl, vi skal opleve på sygehusene. Eller hvor mange færre (unødige) genindlæggelser systemet skal give. Eller hvor mange færre ambulante besøg kronikere skal til pr. år.
Sådanne kvalitative gevinster blev faktisk lanceret for flere år siden med projektets business case (PDF), men det blev droppet for et år siden – genopliv visionerne og få sat målbare mål på. Så vil man kunne se fremad.
Eller hvad med at tænke nyt: give adgang til videokonsultation med ambulatorielægen, så patienterne kan undgå at rejse en lang vej ind til hospitalet. Eller lad os booke vores egen tid hos lægen i Min Sundhedsplatform. En forebyggende sundhedsindsats kunne også lanceres med avancerede algoritmer i den højt specialiserede Sundhedsplatform, så man kan forudsige, hvem der er i særlig farezone for f.eks. at få blodpropper eller forhøjet blodtryk.
Det er gevinstrealisering – et begreb der på urimelig vis er blevet fy-ord, men som faktisk handler om, hvad vi vil have ud af investeringen på 2,8 mia. kroner i Sundhedsplatformen. For der skulle gerne være flere gevinster end at vi har installeret noget nyt it-grej og er kommet af med de gamle it-systemer, som ikke længere duede.
Historien om internationalt digitaliseringsniveau er helt væk
Overordnet mangler der i dag altså målbare mål for, hvordan Sundhedsplatformen skal løfte det østdanske sygehusvæsen ind i en ny digital tidsalder og eksempler på, hvorfor platformen var et bedre valg end andre systemer.
Man valgte Epics system, bl.a. fordi det kunne løfte Østdanmark op på et højt digitaliseringsniveau af international format til gavn for regionens patienter – men dén historie er helt væk, når regionen alene taler om flere ‘kliniske byggere’ eller om at ‘styrke uddannelsesindsatsen.’
Der er jo heller ingen almindelige ansatte, der selv taster koder ind i et lønsystem for at få trukket den rette skat, pension mv.
For at gøre ondt værre er den oprindelige gevinstrealisering erstattet med noget så enfoldigt og koldt som at politikerne hvert år i budgetforhandlingerne vil tage stilling til, hvor store beløb man kan spare - kaldet 'realisering af gevinster' - ude på afdelingerne. Det er for fattigt.
For de ansatte venter vi på fortællinger om, hvordan den real-time dokumentation af patientdata, som Sundhedsplatformen tilbyder, forbedrer sundhedsfagligheden. Og om hvordan man vil undgå at læger og sygeplejersker brænder ud i kampen for at gennemføre de alt for mange tastetryk for at dokumentere en banal indsats som at give en hovedpinepille.
Skær mindst 20-30 procent af lægernes forpligtelse til at påføre de forjættede DRG-koder, som skal sikre regionen penge fra staten og andre regioner, og overlad dette tastearbejde til kodehajer. Der er jo heller ingen almindelige ansatte, der selv taster koder ind i et lønsystem for at få trukket den rette skat, pension mv. Eller få indført algoritmestyret og automatiseret kodning, så lægerne kan koncentrere sig om arbejdet med at gøre syge borgere raske. Og hvad blev der af ideen om talegengivelse?
Der er masser af gode formål at bringe i spil og at kræve af Sundhedsplatformen. Leverandørerne Epic og NNIT skal selvfølgelig også gøres medansvarlige for reelle velfærdsafkast fra løsningen og ikke bare tekniske mål om svartider, netværk, datacentre og Citrix-løsninger.
Det er og skal være hele meningen med digitalisering og it – at sikre en hverdag for alle, der er bedre, sikrere og livsforlængende.
