Leder: Rotter og Roundup – videnskabens egenkontrol spiller fallit
I sidste uge trak det videnskabelige tidsskrift Food and Chemical Toxicology en af de seneste års mest omtalte videnskabelige artikler tilbage og satte dermed en tyk streg under, hvor tilfældig videnskabens egenkontrol er.
Et fransk forskerhold under ledelse af professor Gilles-Eric Séralini stod bag den famøse artikel for penge fra en GMO-skeptisk miljøorganisation. Den viste, at forsøgsrotter fik kræft af at spise genmodificeret majs og drikke vand med små mængder af verdens mest solgte sprøjtemiddel, Roundup. Allerede på dagen for sin udgivelse fik artiklen tæsk. Den havde for få forsøgsrotter i sine ti undergrupper, det statistiske grundlag var derfor ikke-eksisterende, og den burde aldrig være gået gennem kvalitetskontrollen, peer-reviewet. Sådan lød det fra bl.a. DTU Fødevareinstituttet, og hundredvis af forskere skrev under på en protest mod artiklens konklusioner.
Tidsskriftet udgives af et af verdens største videnskabelige forlag, hollandske Elsevier, som satte en 14 måneder lang kulegravning af den franske professors materiale i gang. Den viste, at forskerne havde rapporteret alle data korrekt, der var dårligt en finger at sætte på deres materiale eller målinger. Sagen tåler altså på ingen måde sammenligning med hjerneforsker Milena Penkowas selvopfundne rotteforsøg. Men som kritikerne allerede havde påpeget, hvilede konklusionen på et alt for spinkelt statistisk grundlag. Altså måtte den fjernes fra databasen, mente forlaget. Protesterne var højlydte, både fra professoren og fra miljøorganisationer.
Det er mildest talt usædvanligt at tilbagetrække videnskabelige atikler, når der ikke er tale om fup og fusk. Som DTU-forsker Rikke Bagger Jørgensen meget præcist sagde til ing.dk: »Al videnskabelig litteratur er et øjebliksbillede. Konklusioner bliver draget med særlige forbehold og med givne konditioner, og vores viden ændrer sig hele tiden.«
Der findes 15.000 videnskabelige tidsskrifter. Hvis andre af deres millioner af artikler blev udsat for samme granskning som den franske og med samme konsekvens, ville der rejse sig en syndflod af tilbagetrækninger. Derfor styrker tilbagetrækningen ikke forskningens troværdighed, uanset at den franske artikel burde være bremset ved peer-reviewet. Den tydeliggør derimod, at kontrolmekanismen ikke kan modstå et pres, når blot det bliver tilstrækkelig massivt.
Den rigtige måde at tilbagevise dårlig forskning på er med faglige argumenter. Ved gentagelser af eksperimenterne og opsummering af al tilgængelig forskning på området. Overblikket og eventuelle tiltag er myndighedernes ansvar.
Når forskningens egenkontrol svigter, er det logisk at tænke på andre kontrolforanstaltninger. Herhjemme hedder forskningspolitiet Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som en række forskere nu også kræver nedlagt. Begrundelsen er den samme: Udvalgene kritiserer forskere som den kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborg for deres konklusioner, ikke for deres metoder.
Peer-reviewet har sjældent mulighed for at afsløre direkte svindel som Milena Penkowas. Til det arbejde kan vi godt bruge et forskningspoliti. Men ligesom forlagene må betjentene forstå, at dårlig videnskab skal tilbagevises med bedre videnskab, ikke slettes.
