Mange vil have bemærket, at Ingeniøren i de seneste dage har fået taburetten til at ulme under transportminister Benny Engelbrecht med historien om, at han har talt mod bedrevidende, når han i forhandlingerne om sidste års store infrastrukturplan påstod, at beregninger om CO2-belastningen ved de planlagte vej- og broanlæg ikke fandtes. Med en gennemgang af mere end 1.000 siders aktindsigt har vi oprullet, hvordan netop disse beregninger var blevet bestilt, beregnet og sat ind i regeringens forhandlingsoplæg, indtil de i sidste øjeblik blev slettet igen. Tilsyneladende ikke bare fra udspillet, men også fra ministerens hukommelse, da han af oppositionspolitikere blev spurgt til sådanne beregninger.
Fortielser fra en minister over for Folketinget er en alvorlig sag - usandheder endnu alvorligere. Og selv om ministeren selv forklarer, at han ikke ville fremlægge beregningerne, fordi de ikke var valide nok, så vurderer juraeksperter, at der kan være tale om brud på ministeransvarsloven. For det kunne han jo bare have sagt, i stedet for at påstå, at klimaberegningerne ikke fandtes, sådan som oppositionspolitikerne siger, at han gjorde.
Nu har Ingeniøren ikke stor tradition for at vælte ministre, og der er da også læsere, der i debatten spørger, hvorfor vi dog skriver om politik i stedet for at holde os til vores læst og skrive om de teknologier, der kan hjælpe os igennem klimakrisen. Men klimateknologier - som vi gerne og ofte skriver om - gør det ikke alene. De politiske ambitioner og handlingsvilje er altafgørende for at teknologier og andre klimaløsninger kommer i spil, og historien om Benny Engelbrechts klimatal er også historien om en regering, der siger de vil det grønne, men kun lige indtil det bliver for dyrt og besværligt at ville det rigtigt.
Aktindsigten viser, hvordan Transportministeriet med hjælp fra Vejdirektoratet faktisk har været rigtigt langt med at beregne behovet og tænke i tiltag, der skulle kompensere fra de over 1,6 mio ton CO2-udslip, som infrastrukturens veje og anlæg mindst vil koste. Her var der blandt andet forslag indhentet fra forskellige ministerier om en ugentlig hjemmearbejdsdag, nul emissions-zoner og en klimaskovfond, som dog aldrig nåede oppositionspolitikerne. I stedet valgte man at udelade både problemet i form beregningerne for anlægsdelen og løsningerne i form af kompensationer. Ovenikøbet kaldte man så infrastrukturplanen grøn, nu hvor den sorte side af sagen var skrevet ud.
For en regering, der er valgt på sine klimaløfter er det skændigt, at man ikke i det mindste vedstår det, når man alligevel finder sig nødsaget til at tage CO2-tunge beslutninger af andre hensyn end klimaet. Og det er dumt, at man ikke trækker de øvrige partier ind i en åben diskussion om, hvordan man forholder sig til den problematik og hvad man kan gøre for at kompensere, når nu man nu faktisk har et fælles politisk og ambitiøst klimamål på tværs af de politiske partier. Det kan godt være, at det ville gøre forhandlingerne mere komplicerede, men det ville også tvinge oppositionen til at være med til at løse CO2-problemet, som jo ikke forsvinder, bare fordi man har fjernet det på papiret.
I Halfdan Rasmussens børnerim Bennys bukser brændte, råber Børge åhh, fordi det er ham, der har Bennys bukser på. Hvem der egentlig har bukserne på i denne sag kan man kun gisne om, men det er et faktum, at det ikke alene er Benny Engelbrecht, der bør have røde ører i denne sag.
For det første kan vi godt regne med, at det ikke er transportministeren alene, der har valgt at trække de beregninger og kompensationsforslag, han selv satte i gang i sommeren 2020 tilbage. Da regeringen offentliggjorde sit udspil til infrastrukturreformen var det finansminister Nicolai Wammen, der havde det første citat i pressemeddelelsen, og det er ikke usandsynligt, at han og de traditionelt konservativt tænkende regnedrenge i Finansministeriet har haft afgørende indflydelse på det endeligt udspil. Og at et aftaleudspil til 160 mia. kr. også har været højere oppe i regeringshierarkiet er heller ikke utænkeligt, og selv hvis det - som transportministeren selv fastholder - var embedsværket selv, der valgte at trække tallene ud i sidste øjeblik, så burde en grøn statsminister og hendes ministre selv have efterspurgt dem.
For det andet kan man argumentere for, at forligspartierne selv har haft alt for meget ild i røven, når den er gået med til en infrastrukturaftale, selv om der ikke foreligger beregninger for CO2-konsekvenser for anlægsdelen, vel vidende, at sådanne anlæg ikke er en gratis omgang på CO2-kontoen. Et er, at de spørger til tallene og får at vide, at de ikke er lavet. Noget andet er, at de accepterer det og alligevel stemmer for planen, og dermed går med på regeringens “hvad man ikke ved har man ikke ondt af”-strategi. Det er ikke kun oppositionen, der er blevet snydt her, men hele befolkningen. Og oppositionen kan ikke sige sig fri for at stille sig bag løgnen.
Godt nok larmer forligspartierne i medierne lige nu, men med de skeptiske briller på, kan man godt mistænke dem for, at de ikke er helt kede af, at transportministerens manøvre har sparet dem for at tage stilling til de dyre og besværlige CO2-spørgsmål i forhandlingerne om en infrastrukturplan, der traditionelt skaber glæde rundt omkring i politikernes egne valgkredse.
Tager man i stedet de positive briller på, kan man håbe, at den aktuelle sag betyder, at hverken regering eller opposition kan slippe afsted med store CO2-tunge planer, uden at klimaregningen foreligger og bliver en del af forhandlingerne. Klimadagsordenen kan ikke længere fjernes med lidt grønvask. Det kan godt være, at Benny Engelbrecht ender med at blive siddende, men man må håbe, at Ingeniørens oprulning af sagen ender i en næse så lang, at ingen politiker glemmer lektien til næste gang. /trb
Hør mere i ugens podcast
